Lørdag den 03.10.2026 Pressemeddelelse
Regeringen afsætter ekstra pulje til uddannelse af pædagogisk personale i landets dagtilbud. Husk denne gang at uddanne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter, lyder en løftet pegefinger fra FOA.
”Børn har krav på at være i dagtilbud, hvor de voksne omkring dem er uddannet til at støtte dem i deres udvikling og skabe trivsel. Voksne, som med pædagogisk faglighed har blik for, om et barn har brug for særlig støtte, eller hjælp til at komme ind i legen. Derfor er det en supergod nyhed, at der nu bliver afsat ekstra midler til at uddanne det pædagogiske personale, som allerede er ude blandt børnene. For selv om vi har indført minimumsnormeringer, er det ikke godt nok, hvis der samtidig kommer længere imellem voksne med en pædagogiske uddannelse i børnenes vuggestuer og børnehaver.”
Sådan lyder meldingen fra Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, som glæder sig over, at regeringen nu vil afsætte 150 millioner kroner i 2027 til at opkvalificere allerede ansatte i landets dagtilbud.
Pengene kommer oveni en eksisterende opkvalificeringspulje, som kommunerne siden august 2023 har kunnet få del i til at uddanne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter og meritpædagog eller sende ansatte på efter- og videreuddannelse, for eksempel gennem AMU-uddannelser.
Men ser man på, hvordan den eksisterende pulje er blevet brugt hidtil, er der plads til alvorlig forbedring, påpeger Kim Henriksen. For kommunerne har slet ikke brugt pengene alsidigt nok og overser muligheden for at uddanne erfarne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter, som ellers også var ambitionen med den oprindelige pulje. De, som har mere end to års erfaring og er over 25 år, kan ellers tage uddannelsen på bare 42 uger.
”På mindre end et år kunne vi få næsten 7.000 flere pædagogisk uddannede i dagtilbuddene. Så mange erfarne og dedikerede pædagogmedhjælpere har vi nemlig allerede lige nu ude blandt børnene bare i institutionerne. Men mange kommuner overser det enorme potentiale, der er i at lade dem tage erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent. Det er ellers den hurtigste vej til et varigt løft af faglighed og kvalitet i dagtilbuddene. Det undrer mig virkelig, at kommunerne vil gå glip af den mulighed,” siger Kim Henriksen.
Han henviser til en nyudgivet status fra Børneministeriet, som viser, at mange kommuner alene har brugt den eksisterende pulje på at uddanne meritpædagoger. Nogle kommuner har slet ikke brugt puljen til at uddanne de ansatte til pædagogisk assistent eller meritpædagog.
”Det er helt galt. Hvis kommunerne vil sikre børn, forældre og ansatte bedre dagtilbud, skal de komme i gang med at uddanne flere pædagogiske assistenter frem for ensporet at fokusere på en faggruppe,” siger Kim Henriksen, der understreger, at puljen også skal bruges til opkvalificering af dagplejere.
”Puljen er tiltænkt at skulle løfte uddannelsesniveauet på hele dagtilbudsområdet, så sigtet er også, at dagplejere uden uddannelse tage uddannelsen som pædagogisk assistent,” siger Kim Henriksen.
Kommunerne kan ifølge ham også blive bedre til at bruge puljen til at sende ansatte på de arbejdsmarkedsrettede uddannelser – de såkaldte AMU-uddannelser, som er af kortere varighed, men helt oplagte til at løfte kvaliteten på udvalgte områder.
”Der er masser af relevante AMU-kurser. Både introducerende uddannelser om pædagogisk faglighed, som kan være ekstremt lærerige for nyansatte pædagogmedhjælpere, men også forløb som for eksempel om børns leg, børns sociale udvikling eller konflikthåndtering i pædagogisk arbejde. Det er bare om at komme i gang i kommunerne med at benytte sig af mulighederne,” siger Kim Henriksen.
Den nye pulje på 150 millioner vil være en del af regeringens finanslovsudspil. Pengene er alene til et ekstra uddannelsesløft i 2027 og kommer oveni en opkvalificeringspulje, som løber frem til 2030.
Sektorformand - Pædagogisk
Mobil: 31 62 32 33