FOA-formand Ulla Gram (tv) og fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen (th) er ikke i tvivl om en rolle, som Niels-Jørn Kristensen, Gitte Nielsen og Heidi Toft samt alle FOAs andre tillidsvalgte spiller i den nye medlemsstrategi: ” Det er jer, der er bindeleddet mellem strategien, de faglige indsatser og medlemmerne,” siger de to politikere. Foto: Morten Bruun
Tirsdag den 22.09.2026
FOA-formand på østjysk TR-træf: Hvis alle fagforeninger laver sit eget bud på, hvordan man lokalt arbejder med den nye medlemsstrategi, begynder det her shit at virke”
Af: Morten Bruun
Det er godt to år siden, Gitte Nielsen meldte sig til posten som tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads i Ry.
Den gang var 38 procent af hendes kolleger medlemmer af FOA, men det tal har ændret sig. Nu er næsten hver anden af de knap 100 kolleger organiseret – helt præcist 47 procent – og det begynder så småt at give mening, at den østjyske social- og sundhedsassistent arbejder på et plejecenter, der hedder Fællesskabshuset.
”Jeg er selvfølgelig glad for den udvikling, og det viser da, at jeg godt kan finde ud af at tale med folk og få dem til at melde sig ind,” siger Gitte Nielsen tilføjer med et lille suk:
”Men det er fandeme svært, når de ikke-organiserede siger, at de har de samme goder som medlemmerne, og at jeg jo også er deres tillidsrepræsentant.”
Vi møder hende, netop som hun sammen med 72 andre tillidsvalgte og deltagere i FOA Silkeborg-Skanderborgs TR-træf har brugt en formiddag på den nye medlemsstrategi, FOA er ved at folde ud.
Den taler om nærvær, relevans og værdi. Om at blive bedre til at sælge fællesskabet. Og at sørge for at de faglige indsatser som eksempelvis lønindplacering altid kombineres med organisering.
Alt det er der brug for. Og det understreger Ulla Gram, når hun som formand for FOA Silkeborg-Skanderborg indleder dagen med udtryk som ’brændende platform’ og ’fagbevægelsens overlevelse’.
Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører i forbundet, deltager også. Hun er på vej rundt i landet for at præsentere arbejdet med strategien og fortæller om forandringsspor og medlemsprofiler og behovet for at komme ’tættere på medlemmerne, før problemerne opstår’.
”Men hvad betyder FOAs nye medlemsstrategi for jer som tillidsvalgte? Det er jer, der er omdrejningspunktet for det her. Hvordan får I viden og ejerskab? Hvordan omsættes det lokalt,” spørger Helena Mikkelsen.
De spørgsmål forskrækker ikke Heidi Toft, der som fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælperne og de pædagogiske assistenter på daginstitutioner og skoler i Silkeborg Kommune repræsenterer 970 ansatte.
”Sådan tænker vi allerede her,” siger hun med tanke på den indsats, FOA Silkeborg-Skanderborg har løftet, siden fagforeningen for en håndfuld år siden – og i samarbejde med private konsulenter – skruede op for organiseringsarbejdet.
”Der er mange unge på mit område, og derfor kan det godt opleves som et langt, sejt træk. Men det er ikke umuligt. Noget af det, der virkelig virker, er systematisk opfølgning – for eksempel i forbindelse med lønindplacering,” siger Heidi Toft.
Som tillidsrepræsentant i Midtjysk Brand & Redning er Niels-Jørn Kristensen ikke udfordret på samme måde. Det er i hvert fald ikke ham, der taler om brændende platforme.
Alle kolleger er nemlig organiseret i FOA – og internt joker de med, at ’det er næsten frivilligt at være medlem hos Niels-Jørn’.
Det gik da også godt, da han for nylig tog imod 15 nye kolleger i forbindelse med en lokal omstrukturering:
”Jeg fortalte dem om FOA, da de blev ansat og fulgte op ved deres tre-måneders samtale. De ved godt, hvem jeg er, og hvad jeg kan bruges til,” siger brandmanden og fortsætter:
”Det er en speciel type arbejdsplads. Holdånd og tillid er afgørende, når vi rykker ind i en brændende bygning, og dét fællesskab går igen i vores organisering,”
Samtidig peger de tre også på, at den nye strategi ikke bare skal være relevant for medlemmerne. Den skal også være relevant for de tillidsvalgte, når de skal løfte den på arbejdspladserne.
Og derfor er de begejstrede for, at FOA Silkeborg-Skanderborg er gået et skridt videre og i løbet af kort tid forventes at vedtage sit eget forslag til en lokal udgave af medlemsstrategien.
Det ligger tæt op ad ’den store FOA-strategi’, men udmærker sig blandt andet ved at fremhæve det ansvar, de lokale aktører – lige fra bestyrelsen og bestyrelsen til ansatte og tillidsvalgte – har for at løse opgaven med at fastholde gamle og rekruttere nye medlemmer.
”Allerede nu går det faktisk skidegodt,” siger Ulla Gram, når hun bramfrit afslører, at FOA Silkeborg-Skanderborg i år – fra 1. januar til 1. september – har haft en nettotilgang på 78 medlemmer.
Det er hende, der har taget initiativ til det lokale ejerskab af indsatsen – og hendes håb er, at hver enkelt fagforening kan præsentere sin egen lokale version inden FOAs kongres næste år.
”Hvis vi når det, begynder det her shit at virke,” siger hun.
Det gode spørgsmål til Heidi Toft, Gitte Nielsen og Niels-Jørn Kristensen er selvfølgelig, om de deler den opfattelse. Om de tror på, at det nytter.
”Ja, selvfølgelig,” svarer de som med en stemme.
Målsætningen er, at FOA i 2030 vil ’fastholde det nuværende antal elever og erhvervsaktive medlemmer gennem nærværende medlemsoplevelser for hele mennesker – igennem hele arbejdslivet’.
På baggrund af et meget omfattende analysearbejde er der formuleret fire forandringsspor, som er strategiens bærende søjler.
De handler om, at det skal være lettere at være medlem. At FOA skal tættere på medlemmerne, før problemerne opstår. At fagforeningen skal være relevant for ’det hele menneske’. Og at medlemmerne skal mærke værdien af hele fællesskabet.
Under hvert af disse fore forandringsspor er der formuleret tre indsatser, som enten bygger på nuværende aktiviteter eller nye initiativer, der skal sættes i gang inden 2030. Indholdet af de initiativer diskuteres løbende i FOAs hovedbestyrelse.
Fælles for de i alt 12 indsatser er, at de skal skabe mere relevans for medlemmerne, at de kombinerer individuel medlemskontakt med kollektiv styrke, og at fællesskabet på tværs af fagforeninger og forbund udnyttes mere systematisk og medlemsfokuseret.
I FOA Silkeborg-Skanderborg har de med hjælp fra FOAs nye GPT lavet det forslag, der er på vej til at blive fagforeningens egen lokale strategi. Bestyrelsen og de tillidsvalgte har bidraget med input til, hvordan de lokalt løfter opgaven.
Det er op til hver enkelt fagforening, om man vil kopiere den idé.