Lolland Kommune står endnu en gang over for store besparelser, og den lokale FOA-formand Morten Nielsen er sammen med fællestillidsrepræsentant Anja Rosendahl Hansen bekymret for, hvad det betyder for medarbejderne.
Foto: Morten Bruun

Her kan 700 FOA-medlemmer blive ramt af spareplan

Landet over er tillidsvalgte i fuld gang med at påvirke kommunale og regionale budgetforslag. Også i Lolland Kommune, hvor et voldsomt sparekatalog har skabt usikkerhed på arbejdspladserne.

Af: Morten Bruun

Anja Rosendahl Hansen opfangede hurtigt, hvad klokken var slået, da Lolland Kommune tilbage i juni på et møde i HovedMED præsenterede rammerne for næste års budget.

Tallene afslørede, at der var udsigt til et rekordstort underskud på 531 millioner kroner – og som fællestillidsrepræsentant i hjemmeplejen vidste hun, at hun ville få travlt med at berolige tillidsrepræsentanter og kolleger på arbejdspladserne.

Hendes erfaring fortæller nemlig, at al den snak om voldsomme spareplaner kan påvirke en personalegruppe.

”Vi har prøvet det her før, og vi ved, det kan skabe utryghed på arbejdspladserne. Men foreløbig er der ikke noget, der er vedtaget, så i første omgang er det min opgave ikke at opildne stemningen,” siger Anja Rosendahl Hansen og tilføjer:

”Men denne gang bliver det nok sværere end tidligere.”

Mange FOA-faggrupper i spil

Kort efter sommer blev de triste tal offentliggjort – og sparekataloget viste, at det især er ældre- og børneområderne, der skal holde for. To områder, hvor FOA organiserer mange medarbejdere.

Men der blev også varslet nedlæggelse af for eksempel skoler, idræts- og svømmehaller, hvor fagforeningen blandt andre repræsenterer badeassistenter, pedeller og rengøringsansatte.

Ifølge en optælling foretaget af Morten Nielsen, der er formand for FOA Storstrøm, kunne sparekataloget få betydning for knap 700 FOA-medlemmer – rundt regnet hver femte medarbejder i kommunen – i form af afskedigelser eller omplaceringer.

”Jeg er allermest bekymret for, hvad sådan en omgang betyder for arbejdsmiljøet,” sagde Morten Nielsen umiddelbart før kommunen sidst i august nedjusterede det forventede underskud til 347 millioner kroner.

”Det er selvfølgelig fint, det går den vej. Men indholdet i sparekataloget er stadig det samme, og det her ændrer ikke på den skade, der er sket. Det er skuffende, at kommunen ikke kunne eller ville fremlægge en mere præcis prognose fra starten,” siger han nu.

Budgetbistand til 21 HovedMED

Det er ikke kun i Lolland Kommune, FOAs tillidsvalgte skal have fokus på de kommunale budgetter i denne tid.

Således har 45 kommuner søgt om særtilskud hos staten for at få pengene til at række næste år. 20 HovedMED – plus et regionalt – har bedt om en af de budgetkonsultationer, FOA er med til at tilbyde. Og en lille håndfuld af fagforeningerne i FOA – heriblandt Lolland – har bedt konsulenter i forbundet om hjælp til at håndtere de lokale sparekataloger.

”Det er nu, vi kan påvirke det endelige budget, og vi skal selvfølgelig bruge de midler, vi har,” siger Morten Nielsen.

Grobund for utryghed

Parallelt med dette sender Anja Rosendahl Hansen og hendes FTR-kollega Maria Højer Christensen også en udtalelse til HovedMED. Den bliver formuleret, efter at de på et netværksmøde med TR’erne i ældreplejen diskuterede stemningen på de forskellige arbejdspladser.

”Ledelsen har været dårlig til at samle medarbejderne og give dem mulighed for at lufte deres bekymringer. Den slags skaber utryghed,” siger Anja Rosendahl Hansen.

Hvad er din vigtigste opgave, når du står over for tillidsrepræsentanterne i netværket?

”De nye TR’ere – og det er cirka en fjerdedel af flokken – skal have en tur i maskinrummet. De skal vide, hvad de mange tal betyder. Og så skal jeg trække vejret dybt og forsikre dem alle om, at vi har mulighed for at påvirke indholdet, indtil budgettet er stemt igennem,” siger hun og bemærker, at det lykkedes sidste år:

”Vi kritiserede, at de ville spare på træningen på fritvalgsområdet. Indsigelserne virkede, og det endte med, at der blev ansat flere medarbejdere. Og i år er det slet ikke med i sparekataloget.”

Fru Hansen skal jo have hjælp

I virkeligheden er hverken FOA-formanden eller fællestillidsrepræsentanten overraskede over årets budgetdebat. Ud over at Lolland er udfordret i forhold til især sammensætningen af befolkningen, peger de begge på, at kommunalbestyrelsen hidtil har set for lyst på de lokale muligheder i den kommende Femern-forbindelse.

”Det tankevækkende er faktisk, at der ikke er mere oprør over spareplanen. Vi har vænnet os til, at det er en del af vores virkelighed. Men lad os nu se, hvordan det hele ender, når budgettet er endeligt vedtaget,” siger Morten Nielsen.

”Uanset hvad skal fru Hansen jo have hjælp,” supplerer Anja Rosendahl Hansen.

Budgettet for 2027 vedtages på kommunalbestyrelsens møde i oktober.

Fakta om spareplanen

Lolland Kommune meldte i foråret ud, at der manglede 531 millioner kroner i budgettet for 2027.

Det resulterede i første omgang i et samlet sparemål på cirka 200 millioner, hvor fire områder – de ældre, skole- og dagtilbud, voksenhandicapområdet og administrationen – bærer den største byrde.

Spareforslagene omfatter nedlæggelser og flytninger af både skoler og daginstitutioner, nedlæggelse af idræts- og svømmehaller. Antallet af plejehjem skal frem til 2030 reduceres fra ni til tre, og i den forbindelse fjernes i alt ca. 30 boliger trods et stigende antal ældre.

Siden er underskuddet blevet nedstuderet med 184 millioner kroner, og 31. august blev det afsløret, at Lolland Kommune med et særtilskud på 223 millioner kroner i 2027 får opfyldt sit ønske om statslig støtte.

Undervejs i hele budgetdebatten blev det i øvrigt kendt, at Nakskovs historiske sukkerfabrik lukker, hvilket kan få betydning for 150 stillinger.

Kun to kommuner herhjemme – Langeland og Ærø – er fattigere end Lolland.