Som TR og FTR har Laila Westergaard Mikkelsen (th) foreløbig afsluttet knap 70 lønsamtaler via FOAmodellen. Det er samtidig lykkedes at organisere seks nye medlemmer – heriblandt social- og sundhedsassistent Tina Max (tv). Foto: Anders Schou-Hedegaard
Mandag den 26.10.2026
Systematisk kontakt til nyansatte gør det lettere at sikre den rigtige løn fra start. Samtidig giver modellen de tillidsvalgte en oplagt mulighed for at fortælle om FOA. ”Det er et skidegodt redskab,” siger fællestillidsrepræsentant Laila Westergaard Mikkelsen.
Af: Morten Bruun
Da Tina Max for nylig blev ansat som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Aarhus, varede det ikke længe, før hendes telefon ringede.
Det var Laila Westergaard Mikkelsen, der var i røret. Hun præsenterede sig som fællestillidsrepræsentant.
”Jeg har kigget på din lønaftale, og der er noget, der ser forkert ud,” sagde Laila Westergaard Mikkelsen og fortsatte:
”Der er ikke taget højde for din anciennitet. Du har jo ti års erfaring fra hjemmeplejen og skal ligge på det mellemste løntrin. Ikke det laveste.”
Laila Westergaard Mikkelsen vidste også, at Tina Max ikke var medlem af FOA. Hun benyttede derfor muligheden for at fortælle om fordelene ved et medlemskab. Og der var bid.
”Det var fint, at Laila kontaktede mig for at tale om min løn. Men det var også fint, at hun brugte tid på at fortælle om fagforeningen,” siger Tina Max, der tidligere var medlem af FOA, men meldte sig ud, da hun blev alene med sit barn og skulle skære ned på udgifterne.
”Nu er jeg tilbage igen. Og det var samtalen med Laila, der gjorde forskellen,” siger Tina Max, som nu blandt andet nyder godt af FOAs indsats for at hjælpe de medlemmer, der er omfattet af deltidsdommen:
”I mit tidligere job arbejdede jeg 30 timer om ugen og har haft meget overarbejde. Jeg er altså en af dem, der har penge til gode, og jeg er meget tilfreds med, at FOA kan hjælpe mig.”
Historien fra Aarhus er et konkret eksempel på intentionerne bag det, der det seneste år er blevet kendt som FOAmodellen. Kort fortalt er modellen en fælles tilgang til at håndtere lønindplacering og organisering af nyansatte.
I praksis er det arbejdsgiveren, der sender nye lønaftaler til den lokale fagforening, som herefter fordeler dem til relevante tillids- og fællestillidsrepræsentanter. Derefter er det op til dem at tage kontakt til den nyansatte.
I Aarhus er Laila Westergaard Mikkelsen ikke i tvivl om værdien. Der er, som hun udtrykker det, ”virkelig tale om et fremskridt”.
”Det er et skidegodt redskab. Ganske enkelt,” siger hun og roser systematikken bag FOAmodellen:
”Før blev en ny lønaftale bare lagt i mit dueslag, som jeg kun tømte en gang om ugen. Nu kommer den direkte i min indbakke med alle de oplysninger, jeg har brug for – eksempelvis navn, telefonnummer, arbejdstider og tidligere job.”
”Det giver mig et supergodt overblik, og det er supernemt at få fat i kollegerne, når jeg skal se, om de er indplaceret korrekt, når det gælder lønnen.”
Oversigten fortæller også, om den nyansatte er medlem af FOA. Den oplysning bruger Laila Westergaard Mikkelsen selvfølgelig i samtalen – som det var tilfældet med Tina Max.
Ud af de 65 lønsamtaler, hun foreløbig har afsluttet som tillidsrepræsentant og vikarierende fællestillidsrepræsentant, har det i cirka 40 tilfælde drejet sig om ikke-organiserede kolleger – og her er det lykkedes at få seks af dem, eller 15 procent om man vil, til at melde sig ind i FOA.
”Det er en virkelig god vej til at hverve nye medlemmer. Jeg besøger de arbejdspladser, der ikke har egen tillidsrepræsentant, og taler jeg med dem om prisen, PlusKortet og forsikringer. Og jeg fortæller de unge, der kun er hos os i kort tid, at et medlemskab af FOA kan overføres til en relevant fagforening i forbindelse med uddannelse,” siger Laila Westergaard Mikkelsen, der også fungerer som mentor og er med til at undervise andre tillidsrepræsentanter i FOAmodellen.
Hele ideen bygger i høj grad på erfaringer fra FOA Frederikshavn, der for seks-syv år siden tog de første skridt til systematisk at opsøge alle nyansatte for at sikre, at de fik den korrekte løn.
Nordjyderne har da også – sammen med FOA Århus, FOA Nordsjælland og PMF Fyn – fungeret som pilotfagforeninger og været med til at udvikle FOA-modellen.
Siden er yderligere 20 fagforeninger kommet med på vognen. Flere er på vej, og i skrivende stund er der blot fem FOA-fagforeninger, der mangler den grundlæggende introduktion til FOAmodellen.
Mette Fuglsig, formand for FOA Århus, har kun lovord til overs for det nye arbejdsredskab. Ligesom Laila Westergaard Mikkelsen fremhæver hun overblik og systematik, og opstartsproblemerne har, nævner hun, faktisk kun været i ”småtingsafdelingen”.
”Det bedste er det positive bidrag til vores medlemskontakt. Og så er jeg ret begejstret for den nærhed, det har givet til vores tillidsvalgte. Vi er kommet tættere på hinanden. Det er en opgave, vi løser sammen,” siger Mette Fuglsig.
Derudover har hun oplevet, at fagforeningen får færre henvendelser om løntjek.
”Det er nok for tidligt at konkludere noget præcist, men det vil bestemt ikke gøre noget, hvis den tendens holder.”
Siden FOAmodellen blev taget i brug, har tillidsrepræsentanter og fagforeninger:
Tallene viser blandt andet, at medlemsfremgangen samlet er på 1,51 procent i de fire pilotfagforeninger.
Næste år skal arbejdsgiverne sende alle lønaftaler til FOA senest fire uger efter, at der er indgået ansættelsesaftale. I Aarhus er der allerede nu flere eksempler på, at forvaltningen sender nye lønaftaler til FOA, før ansættelsen træder i kraft.