Hvert år er der cirka 3.000 nyuddannede social- og sundhedsassistenter, der som bevis på deres uddannelse skal have autorisation for at kunne arbejde i sundhedssektoren. Nu får de refunderet det gebyr, de hidtil selv har betalt for autorisationen.

Nu bliver udgift til autorisation refunderet

Som følge af OK26 kan nyuddannede social- og sundhedsassistenter snart få refunderet gebyret for deres autorisation – og det er med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år.

Som nyuddannet social- og sundhedsassistent skal man som noget af det første aflevere 1.362 kroner til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er prisen på det gebyr, det koster at få sin autorisation.

Det skal man stadig gøre. Men nu hænger man ikke længere selv på regningen.

I forbindelse med OK26 blev FOA og Kommunernes Landsforening enige om at refundere gebyret – og nu er man meget snart klar med det tekniske set up, der skal løfte opgaven.

Det betyder, at alle nyuddannede social- og sundhedsassistenter med virkning fra 1. oktober kan gå på FOA.dk og bede om at få pengene tilbage.

Refusionen sker via den kommunale kompetencefond og gælder derfor alle – uanset om man er medlem af FOA eller ej. Og baggrunden er ganske enkel:

”Vi har valgt at refundere pengene, fordi gebyret lige pludselig steg ret voldsomt og pludselig blev til en stor udgift til den enkelte,” siger fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen.

Formelt trådte aftalen i kraft 1. april i år. Derfor kan refusionen søges med tilbagevirkende kraft til netop 1. april.

Det kommer til at ske via FOA’s hjemmeside, men formularen er ikke klar endnu. Så i næste nyhedsbrev for tillidsvalgte vil vi henvise til den side, som skal bruges.

Den nye aftale betyder i øvrigt, at de nyuddannede social- og sundhedsassistenter sidestilles med ambulancebehandlere og paramedicinere, der også skal have autorisation. De har fået refunderet deres udgift i et par år – og i deres tilfælde sker det direkte via den regionale kompetencefond.