TR-vilkår bestemmes af overordnet MED- eller SU-aftale
Dine vilkår og rettigheder som tillidsrepræsentant bestemmes af den overordnede MED- eller SU-rammeaftale. Din kommune eller region kan også have forhandlet en lokal aftale om TR-vilkår. Du har herudover også ret til en individuel aftale med din arbejdsgiver om dine TR-vilkår.
Rammeaftaler om TR-vilkår
De overordnede vilkår og rettigheder for tillidsrepræsentanter er beskrevet i MED-håndbogen og SU-aftalen. Disse aftaler er gældende for alle tillidsrepræsentanter på landsplan og beskriver de overordnede forhold for tillidsrepræsentanter fx valg af TR, valg af suppleanter, frihed til deltagelse i kurser og vilkår omkring afskedigelse.
Lokale aftaler om TR-vilkår
Din kommune eller region kan have indgået en vilkårsaftale for TR, som står i din kommune eller regions lokale MED- eller SU-aftale. Hvis din kommune eller region har indgået en vilkårsaftale, danner den grundlaget, hvis du vil forhandle en individuel vilkårsaftale med din leder.
En lokal aftale kan fx beskrive vilkår omkring:
- Betingelserne for at kunne vælges til TR
- Længden af valgperioden
- Struktur for TR, FTR og suppleanter
- Arbejdsfordeling mellem TR, FTR og suppleanter
- Tidsforbrug
- Lønvilkår
- Frihed til uddannelse
Her kan du finde lokale aftaler om TR-vilkår
Hvis der er indgået en lokal vilkårsaftale i din kommune eller region, kan du finde den på din kommune ellers regions hjemmeside.
Individuelle aftaler om TR-vilkår
Du har ret til en individuel aftale med din arbejdsplads omkring dine TR-vilkår. Typisk indgår din FOA-afdeling eller din FTR denne aftale for dig, men du har også mulighed for selv af indgå en aftale med din arbejdsgiver. Udgangspunktet for en forhandling er enten den overordnede MED- eller SU-rammeaftale, eller hvis din kommune eller region har en lokal aftale, så er det den der er udgangspunktet.
En individuel aftale kan f.eks. beskrive vilkår omkring:
- Tidsforbrug
- Adgang til kontor og lokaler
- Adgang til computer
- Møder med bagland og samarbejdsparter
- Løn og tillæg
Pligt til kompetenceudvikling
Du er sikret relevant kompetenceudvikling og uddannelse med TR-løftet. I TR-aftalen beslutter du i samarbejde med FOA, hvilke opgaver du skal varetage som tillidsvalgt, og hvilken videre uddannelse kan styrke din rolle som tillidsvalgt. TR-aftalen er en gensidig forpligtende aftale, som betyder, at FOA er forpligtet til at stille relevant uddannelse til rådighed, og at du som tillidsvalgt skal tage deltage i de læringsaktiviteter, som udspringer af aftalen.
Ret til frihed i forbindelse med deltagelse i uddannelse
Retten til at deltage i relevant uddannelse er stadfæstet i MED-rammeaftalens § 15 og § 16 stk. 1, hvorefter arbejdsgiver skal give fornøden tjenestefrihed til deltagelse i kurser.
Vil din arbejdsgiver ikke give dig fri til deltagelse i uddannelse, er det derfor vigtigt, at du tager kontakt til din lokale FOA-afdeling, og at du beder din leder om at give en konkret og skriftlig begrundelse for afslaget.