Ny bog om 125 års faglig kamp: ”Gud, altså, skal tjenestepigen have sommerferie…”

Af: Morten Bruun

Vi skruer tiden 113 år tilbage. En formentlig velstående frue indfinder sig hos Københavns Tjenestepigeforening og bliver præsenteret for den kontrakt, der følger med ansættelsen af en ny husalf.

Fruen studser over, at tjenestepigen skal have otte dages sommerferie. Den betingelse er hun ikke enig i.

”De må forstå, at når jeg giver hende kost og løn og et godt værelse og sommetider tilbyder hende at sidde i spisestuen i sin fritid, så har hun det godt hos mig,” erklærer fruen og sætter trumf på:

”Desuden bor vi på landet om sommeren i de tre måneder, min mand har ferie, og vi tager pigen med og betaler hendes rejse.”

De nederste i lønhierarkiet

Episoden er beskrevet i Tjenestepigernes Blad i 1912 – og gengives nu i bogen Kampe for retfærdighed – Tjenestepiger, portører, pædagogmedhjælpere og sosu’er 1899-2024.

Her præsenteres vi for en både medrivende og grundig fortælling om 125 års arbejdskamp for nogle af dem med arbejdsmarkedets korteste uddannelser.
Eller dem, der traditionelt har tilhørt de ’nederste i lønhierarkiet’, som bogens forfatter, historikeren Bent Gravesen, udtrykker det.

Lang vej mod overenskomster

Med sit værk er han den første forsker, der giver et samlet billede af den arbejdskamp, kabellodder Alfred Jensen og tjenestepige Marie Christensen indledte, da de stiftede henholdsvis Københavns Kommunale Arbejderforbund og Københavns Tjenestepigeforening og grundlagde det, vi i dag kender som FOA.

Derfor er det i høj grad også FOAs medlemmer, og deres vilkår og kampe for retfærdighed, Bent Gravesen beskæftiger sig med.

Han har brugt halvandet år på værket, hvor han har gravet dybt i alle tilgængelige arkiver – og selv om han har stor indsigt i arbejderbevægelsens historie, er han også stødt på overraskelser.

”Som bogen viser, skulle der gå lang tid, faktisk mange årtier, før de to fagforeninger for husassistenter og kommunalarbejdere fik datidens kommunalpolitikere til at indgå gensidigt forpligtigende overenskomster om løn- og arbejdsforhold,” siger Bent Gravesen.

Byrådet sagde nej

I bogen fortæller han således, hvordan lokale byråd blokerede princippet om, at det var arbejdsgivere og lønmodtagere, der enes om nye overenskomster.

Som det skete, da Nakskov Byråd i april 1936 afviste Husligt Arbejderforbunds ønske om en overenskomst for husassistenterne på det lokale sygehus.

”Til den løn, der for tiden betales husassistenterne, får man mere end rigelige tilbud fra unge kvinder, der ønsker sådanne pladser, og når lønforholdene ikke længere findes tilfredsstillende, må husassistenterne tage til for eksempel København, hvor lønningerne er høje,” lød politikernes argument.

”Jeg vidste godt, den slags havde fundet sted. Men omfanget overrasker mig, og det er kommet bag på mig, at der er eksempler på den slags helt op til 1950’erne og starten af 1960’erne,” siger Bent Gravesen.

Ulfborg sagde ’nok er nok’

I arbejdet med bogen er det ikke kun overenskomstresultaterne, han har kigget på. Det er også lønmodtagernes evne til at sætte dagsorden.

”Kort fortalt har jeg stillet to spørgsmål. Hvordan blev kampen grebet an? Og fik de noget ud af det,” siger Bent Gravesen, som besvarer de spørgsmål ved især at kigge på de slagsmål, hvor tjenestepigerne, portørerne, pædagogmedhjælperne og de sosu-ansatte er gået forrest.

I kapitlet ’Oprøret fra Ulfborg’ genopfrisker han således de protester, som i 2007 bredte sig fra et plejehjem i Vestjylland til demonstrationer over hele landet.
Protester, der udsprang af at de ansatte på plejehjemmet sagde ’nok er nok’ og ikke længere stiltiende ville finde sig i en presset hverdag.

”Lige nu er det jo sådan, at hvis du er ansat som ufaglært på en fabrik, hvor du kan lægge hovedet derhjemme og bare gå på arbejde, kan du tjene 20-30 kroner mere i timen end en medarbejder i ældreomsorgen. Og så har du også fri i weekenden og på helligdage,”, som social- og sundhedshjælper Jannie Pedersen (nu Holgersen, red.) formulerede det dengang.

Nu gengives citatet i Kampe for Retfærdighed, hvor det er med til at tegne bogens røde tråd.

Den benhårde købermagt

I lighed med de københavnske stuepigers ferieønsker og lønkravet fra husassistenterne på Lolland handlede oprøret fra Ulfborg om retfærdighed. Det var et opgør med opfattelsen af, at man ikke behøvede at lønne kvinder særlig godt, selv om de udførte et værdifuldt omsorgsarbejde.

”Man kan sige, at det er købermagt – benhård købermagt – og politikernes brug af denne magt, der har sat rammerne for hele det her område,” siger Bent Gravesen.
Men de tider har jo ændret sig nu…?

”Ja, det er rigtigt. I de seneste år har FOA sammen med andre fagforbund fået mulighed for at sætte en ny dagsorden,” siger Bent Gravesen og forklarer, hvordan der siden ’Oprøret fra Ulfborg’ har udviklet sig en særlig kombination af utilfredse sosu’er, sygeplejersker og pædagoger og mangel på kvalificerede medarbejdere.

”Det er en perfekt storm, som jeg kalder det i bogen. En storm, hvor det blev muligt for FOA og andre fagforbund at få regeringen til at finde de ekstra milliarder, der skulle til for at give særlige lønløft til sosu’er, sygeplejersker og pædagoger ved OK24.”