Hvad ændres med beskæftigelsesreformen fra 1. februar 2026 – og hvad betyder det for dig som sygemeldt?

Med beskæftigelsesreformen sker der en række ændringer for dig som bliver sygemeldt, er i ressourceforløb, revalidering og lignende. Herunder har vi skrevet en kort gennemgang af de vigtigste ændringer.

Fra 1. februar 2026:

Kravet om et jobcenter er afskaffet

Det betyder at der ikke længere vil være et krav om, at kommunen skal have et lokalt jobcenter, der udfører den kommunale beskæftigelsesindsats. På den måde kan kommunerne fremover i højere grad organisere beskæftigelsesindsatsen efter lokale forhold. Kommunerne kan dog godt vælge at fastholde den nuværende organisering, hvilket de har valgt i nogle kommuner. 
Hvad skal du være obs på?
Det er fortsat din bopælskommune, som står for beskæftigelsesindsatsen, og som du skal have kontakt til, hvis du har brug for hjælp og støtte til at fastholde dit arbejde, eller hvis du bliver sygemeldt.

Ressourceforløb er afskaffet 

Det betyder, at du fra og med den 1. februar 2026 ikke længere kan bevilliges et nyt ressourceforløb.
Ophævelsen af ressourceforløb vil ikke få betydning for dig, hvis du allerede er visiteret til et ressourceforløb, forud for den 1. februar 2026. Du vil i givet fald kunne færdiggøre forløbet i overensstemmelse med bevillingen. 
Hvad skal du være obs på?: 
Ressourceforløbsydelsen bortfalder som følge af, at ressourceforløb afskaffes, idet forløbet og ydelsen hører sammen. Fremover vil man i stedet blive afklaret i det kommunale system på andre ydelser, typisk på kontanthjælp. Har du hverken ret til kontanthjælp eller sygedagpenge, kan du blive afklaret uden at have ret til en offentlig ydelse. Hvis du havner i den situation, anbefaler vi at du kontakter din fagforening. 

Revalidering er afskaffet

Det betyder, at du fra og med den 1. februar 2026 ikke længere kan bevilliges en revalidering. Afskaffelsen af revalidering har ikke betydning, hvis du har fået bevilliget revalidering, herunder forrevalidering, senest den 31. januar 2026. I givet fald har du ret til at påbegynde og fortsætte revalidering, indtil forløbet afsluttes efter de hidtil gældende regler.  
Hvad skal du være obs på?:
Du bør være obs på, at hvis du har brug for hjælp til opkvalificering, så skal det fremadrettet ske gennem en individuel tilrettelagt indsats i beskæftigelsessystemet eller i det ordinære uddannelsessystem.
Du kan evt. undersøge din mulighed for at søge SU med handicaptillæg eller kontakte din fagforening for at få råd og vejledning.