Fredag den 25.09.2026 Pressemeddelelse
Kvindelige FOA-medlemmer i overgangsalderen oplever gener, der påvirker deres arbejde. FOA savner, at arbejdsgiverne tager problemet alvorligt.
Dårlig søvn, hedeture, udmattelse, depressionslignende symptomer og migræne. Det er nogle af de mange symptomer, som FOA's medlemmer i overgangsalderen kæmper med – så meget, at det påvirker deres arbejde. Det viser en ny arbejdsmiljøundersøgelse fra FOA.
Seks ud af ti blandt FOA's kvindelige medlemmer i overgangsalderen svarer, at de i meget høj, høj eller nogen grad har gener, der påvirker deres arbejde. Undersøgelsen viser, at særligt ansatte i social- og sundhedssektoren kæmper med gener i forbindelse med overgangsalderen.
”Det er et kæmpe overset problem, og vi ved, at alle kvinder går i overgangsalder. Generne er særligt en udfordring i fysisk og psykisk belastende job, hvor arbejdsdagen i sig selv er krævende,” fortæller Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA.
”Når symptomer som hovedpine og udmattelse er hverdag, bliver energien alt for hurtigt brugt op. Det påvirker ikke kun den enkelte medarbejder, det påvirker hele arbejdsindsatsen. Derfor er det også vigtigt, at arbejdsgiverne tager sig sammen og tager udfordringen alvorligt,” siger Maria Klingsholm.
I undersøgelsen, der er foretaget blandt erhvervsaktive kvindelige FOA-medlemmer i alderen 39-66 år, svarer næsten otte ud af ti, at de kun i ringe eller meget ringe grad taler med deres leder om overgangsalderen. Og blot 1 procent angiver, at deres arbejdsplads har særlige tiltag i forbindelse med overgangsalderen.
Dansk Standard, som laver officielle standarder på en lang række områder, har netop udsendt nye anbefalinger til, hvordan arbejdspladser kan støtte medarbejdere i overgangsalderen.
”Det er på tide, at der sker noget på dette område. For mig er det tydeligt, at vi slet ikke taler nok om, hvor meget overgangsalderen betyder for ens trivsel på arbejdet. Det er meget vigtigt, at det bliver et fælles ansvar. Medarbejderne skal kunne gå til deres leder og blive taget alvorligt. De skal ikke gå med det alene og tro, at de er blevet dårlige til deres arbejde, fordi de bliver påvirket af generne,” siger Maria Klingsholm.
Hun peger på, at udfordringerne omkring overgangsalderen også rammer et område i velfærdssamfundet, som i forvejen kæmper med alvorlige rekrutteringsproblemer.
”Nogle kvinder går ned i tid, melder sig syge, og andre vælger helt at stoppe, fordi generne ved overgangsalderen kan få kvinder til at miste tilliden til sig selv og deres faglighed,” forklarer Maria Klingsholm.
”Så der er flere grunde til, at fællesskabet bør tage sig sammen og give disse kvinder en hånd.”
Fagpolitisk ordfører