Formand for Service-,Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren Thomas Brücker


Pressemeddelelse

FOA: Positivt at regeringen vil styrke kritisk infrastruktur

Regeringen har fremlagt en plan om et såkaldt totalberedskab og en akutpakke, der skal sikre samfundet i en usikker tid. FOA støtter, at regeringen optrapper indsatsen.

Trusselsbilledet i Danmark er alvorligt. Der er krig i Europa. Vi oplever cyberangreb og mere ekstremt vejr. Derfor er der brug for at styrke det danske beredskab, mener regeringen, som har afsat 1,2 milliarder kroner i 2026 i en akutpakke, der skal styrke beredskabet i Danmark yderligere.

”Det er godt, at regeringen optrapper arbejdet for at styrke det danske beredskab. Forudsætningen for, at Danmark kan fungere, og at vi kan holde hånden under de mest sårbare, er, at vi sikrer kritisk infrastruktur såsom kommunikation, vandforsyning og strøm,” siger Thomas Brücker, sektorformand for service-, kost-, teknik- og beredskabsansatte i FOA, der alle udgør en væsentlig del af det daglige beredskab.

Akutpakken skal styrke evnen til at modstå trusler og begrænse samfundets sårbarheder inden for blandt andet vand-, el-, tele-, sundheds- og transportsektoren.

Konkret bliver der blandt andet afsat 220 millioner kroner til ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser og 295 millioner kroner til at robustgøre sundhedsvæsenet, fx til en opgradering af nødstrømskapaciteten på sygehusene.

”FOA vil gerne rose regeringens fokus på at sikre elforsyningen til de danske sygehuse og til vores interne kommunikationskanaler. En effektiv beredskabsindsats er afhængig af sikker og stabil kommunikation,” siger Thomas Brücker.

Akutpakken kommer i forbindelse med lanceringen af et såkaldt totalberedskab, som skal danne rammen om en samlet indsats mellem myndigheder, borgere, virksomheder og civilsamfund for at forebygge og håndtere større hændelser, kriser, katastrofer og i værste fald krig.

”FOA har længe gjort opmærksom på vigtigheden af at tænke beredskab bredt. Og vi vil gerne understrege, at vi stadig forventer, at de mange kommunale medarbejdere bliver tænkt ind, når der forhåbentlig snart, skal laves nye kommunale og regionale beredskabsplaner. Vi forventer også, at der i de kommunale beredskabsplaner kommer løsninger på, hvordan man lokalt håndterer et evt strømnedbrud i ældreplejen og omsorgsplejen, hvor rigtig mange er afhængige af stabil adgang til strøm,” mener Thomas Brücker.

Han understreger, at det er vigtigt, at vi sikrer en stærk koordinering af beredskabet, særligt på kommunalt og regionalt niveau. Det er vigtigt at medarbejderne i velfærden, som på mange forskellige måder bliver berørt af beredskabsplanerne,  er klædt på til opgaverne.

Thomas Brücker

Sektorformand - Teknik-Service

Mobil: 29 93 24 04 
Formand for Service-,Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren Thomas Brücker