KL og Forhandlingsfællesskabet går i en fælles indsats Sammen mod vold. Billedet her er fra en video, hvor formanden for Løn- og Personaleudvalget i KL, Michael Ziegler, og Forhandlingsfællesskabets formand Mona Striib, sammen læser eksempler op, på hvad kommunalt ansatte har været udsat for.


Pressemeddelelse

Sammen mod vold, trusler og chikane: Nyt netværk skal skabe tryggere arbejdspladser

KL og Forhandlingsfællesskabet inviterer til et nyt netværk, der skal føre til en styrket indsats for at forebygge og håndtere arbejdsrelateret fysisk og psykisk vold, trusler og chikane på de kommunale arbejdspladser.

Kommunale medarbejdere er dem, der møder borgerne i hverdagen og sørger for, at nogle af de vigtigste velfærdsopgaver løses. Desværre betyder det, at medarbejderne nogle gange udsættes for fysisk og psykisk vold, trusler og chikane i forbindelse med deres arbejde. Det er uacceptabelt, for det skal det være trygt at gå på arbejde – for alle medarbejdere i kommunerne.

Derfor lancerer KL og Forhandlingsfællesskabet nu den fælles indsats ”Sammen mod vold, trusler og chikane,” en indsats, der skal forebygge fysisk og psykisk vold, trusler og chikane – også det, der foregår digitalt.

Alle medarbejdere har krav på et sikkert arbejdsmiljø. Samtidig er det en forsætning for, at de kan løse deres kerneopgave. Derfor skal indsatsen, som er en del af overenskomstaftalen fra 2024, være med til at styrke de kommunale arbejdspladsers arbejde med helhedsorienteret og systematisk forebyggelse. Målet er at inspirere endnu flere kommunale arbejdspladser, samt udbrede kendskabet til eksisterende viden om og gode erfaringer med forebyggende indsatser mod vold, trusler og chikane. 

Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet, siger:

”Det er helt grundlæggende, at medarbejderne i kommunerne – uanset om de arbejder i socialforvaltningen, ældreplejen eller på skoler – kan møde på arbejde uden at skulle frygte, hvad dagen kan bringe. Et kommunalt netværk til at forebygge vold, trusler og chikane er ikke bare en god idé, det er et nødvendigt skridt for at sikre tryghed, trivsel og faglig stolthed i hele kommunen. Vi ved, at samarbejde virker, vi kender til tiltag, der virker. Nu handler det om at bygge bro på tværs og gøre voldsforebyggelse til en fælles, systematisk indsats.”

Sofia Osmani, fungerende formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, siger: 

”Medarbejderne i kommunerne er helt tæt på borgerne og dermed en del af deres hverdag. Det er et enormt vigtigt og meningsfuldt arbejde, men tryghed er forudsætningen for, at man kan udføre det effektivt og med arbejdsglæde. Derfor er det også helt afgørende, at vores medarbejdere og ledere ikke står alene med at forebygge og håndtere vold og trusler. Vi skal gøre brug af de værktøjer og metoder, som, vi ved, virker. Vi skal have fællesskabet og fagligheden i spil på alle niveauer og finde de gode løsninger. Derfor er jeg også enormt glad for, at vi i fællesskab sætter fokus på arbejdet med at forebygge vold, trusler og chikane.” 

Se en video, som fortæller om samarbejdet Sammen mod vold, trusler og chikane.



Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98

Forbundsformand Mona Striib