Mandag den 17.03.2025 Pressemeddelelse
FOA og Dansk Erhverv er blevet enige om en tre-årig fornyelse af overenskomsten for ansatte på private plejehjem, private bo- og opholdssteder og i den private hjemmepleje. Aftalen sikrer reallønsfremgang og for eksempel kan en social- og sundhedshjælper se frem til en samlet månedlig lønstigning på næsten 3.000 kroner.
Efter flere dages afsluttende marathonforhandlinger er Plejeoverenskomsten mellem FOA og Dansk Erhverv faldet på plads.
”Det har været nogle usædvanlig lange og udfordrende forhandlinger. Jeg er glad for, at vi kunne få enderne til at mødes til sidst, så vi nu står med en god aftale for FOAs medlemmer med reallønsfremgang til alle,” siger Thomas Enghausen, forbundsnæstformand i FOA.
Overenskomsten dækker ansatte i den private del af pleje- og omsorgsbranchen. Det gælder fx social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, husassistenter og ufaglærte, der er ansat på private plejehjem, private bo- og opholdssteder eller hos private udbydere af hjemmehjælp.
Med den nye aftale kan FOAs medlemmer se frem til reallønsfremgang. Lønstigningerne varierer efter uddannelseslængde og anciennitet. Eksempelvis kan en social- og sundhedshjælper i dagvagt se frem til en samlet månedlig lønstigning inklusiv stigning i pension og særlig opsparing på knap 3.000 kroner før skat, når den fulde effekt af overenskomsten er indfaset.
”Jeg er godt tilfreds med vi sikrer fremgang i reallønnen over hele linjen. Hvor meget lønnen stiger er forskelligt, alt efter hvor meget uddannelse man har, og hvor længe man har været ansat. Social- og sundhedsassistenterne får også et ekstra nøk op”, siger Thomas Enghausen, forbundsnæstformand for FOA.
Sektorformanden i FOAs Social- og Sundhedssektor, Tanja Nielsen, hæfter sig ved, at forliget giver uddannelsesmuligheder til FOAs ufaglærte medlemmer. Konkret får ufaglærte ret til at uddanne sig til social- og sundhedshjælpere, mens de får deres sædvanlige løn.
”Det er en helt unik aftale. Der findes ikke noget andet eksempel på, at man på blot 17 uger og på de vilkår kan blive faglært. Fremtiden er faglært, og med et uddannelsesløft kan du se frem til nye kompetencer, mere løn og bedre jobmuligheder,” siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor, og fortsætter:
”Med den nye ældrelov sætter vi både den ældre og de ansatte fri. Vi har brug for mere uddannelse og mere faglighed, hvis vi skal sætte mennesket i centrum i fremtidens ældrepleje. Vi ved også der kommer til at mangle tusinder og atter tusinder af social- og sundhedsuddannede i årene frem. Det vi gør her er win win for virksomhederne og vores medlemmer,” siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor.
Aftalen skal nu godkendes af FOAs hovedbestyrelse. Hvis hovedbestyrelsen godkender den nye aftale, sendes den videre til urafstemning blandt FOAs medlemmer på det private område.
Hovedelementer i forliget mellem FOA og Dansk Erhverv:
Sektorformand - Social-Sundhed