Pressemeddelelse
FOA: Mistrivsel blandt børn og unge skal også bekæmpes i dagtilbud
Skal vi forebygge mistrivsel blandt børn og unge, skal vi også højne kvaliteten af børnenes dagtilbud. Det mener sektorformand i FOA, som derfor vil have flere pædagogisk uddannede til at gribe børnene.
”Nogle lider af skolevægring. Andre er selvskadende, har angst eller andre diagnoser. Det gør virkelig ondt at se, hvordan flere børn og unge herhjemme mistrives.”
Sådan siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen, som derfor hilser det meget velkomment, at Trivselskommissionen nu er kommet med en række anbefalinger til, hvordan vi får bugt med den udbredte mistrivsel. For der er brug for at sætte bredt ind.
”Jeg er rigtig glad for, at kommissionen lægger vægt på, at den pædagogiske praksis skal være tidssvarende og at dagtilbuddene skal bidrage til børnenes karakterdannelse. Altså, at børn der lærer selvregulering, vedholdenhed, ansvarsfølelse og tro på egne evner. For der er, som kommissionen påpeger, et uforløst potentiale i netop vores dagtilbud, når vi skal skabe trivsel for både børn og unge,” siger Kim Henriksen.
”Tænk på, at danske børn tilbringer en stor del af deres vågne tid i dagtilbud. Det er i høj grad dér, de spejler sig i andre børn og udvikler deres selvforståelse og danner tillidsfulde relationer til andre voksne end deres forældre. Men selv om mange gør det godt, ved vi, at kvaliteten i vores vuggestuer, dagplejer, børnehaver og integrerede institutioner ikke alle steder er høj nok,” siger Kim Henriksen.
Han henviser til, at en kvalitetsundersøgelse fra VIVE og EVA har afdækket, at kvaliteten af vores dagtilbud til de 0-2-årige generelt ikke er høj nok.
”Det er dybt alvorligt, når vi samtidig ved, hvor stor betydning et barns første 1.000 dage har for dets udvikling, trivsel og muligheder i resten af livet,” siger Kim Henriksen, som ikke forventer, at resultatet vil være markant bedre, når vi får resultaterne af en kvalitetsundersøgelse af dagtilbud for de 3-5-årige.
Skal vi realisere Trivselskommissionens anbefalinger for dagtilbud, bør mange flere af de ansatte have en pædagogisk uddannelse. Det gælder karakterdannelsen, men også den centrale pointe om, at vi skal væk fra, at indsatser er centreret omkring diagnoser frem for behov, mener Kim Henriksen.
”Vi skal stille med den rette støtte, hjælp og indsatser, før mistrivslen hager sig fast i det enkelte barn og måske udvikler sig til en diagnose. Det kræver, at vi samlet set løfter fagligheden blandt de ansatte i landets dagtilbud. For i nogle tilfælde kræver det en særlig faglig indsigt at vurdere, hvad det er et barn reagerer på, hvis det råber eller slår andre børn, ligesom det kræver faglighed at tage de svære forældresamtaler."
Kim Henriksen mener derfor, at vi bør uddanne pædagogmedhjælpere og dagplejere, der ikke har en pædagogisk uddannelse. I dag udgør pædagogmedhjælpere 47 procent af de ansatte i dagtilbud. Blandt dagplejere har 79 procent ikke en pædagogisk uddannelse. Men det er muligt at skabe et hurtigt, fagligt løft.
Pædagogmedhjælpere og dagplejere, som er over 25 år og har mere end to års erfaring, kan nemlig få merit for deres praksiserfaring og tage den ellers godt tre år lange erhvervsuddannelse som pædagogisk assistent på under et år.
”Et uddannelsesløft er den hurtigste vej til et kvalitetsløft af vores dagtilbud lige nu. Derfor er det også den hurtigste hjælp, vi kan sætte ind med, hvis vi vil sikre større trivsel blandt børnene,” siger Kim Henriksen.