Onsdag den 21.10.2026
Heldigvis er vi begyndt at tale højt om overgangsalderen. Men på arbejdspladserne skal vi blive langt bedre til at tage hensyn til dem, der er ramt af de gener, den kan medføre. Hvordan vi gør det, kan du høre I første episode af FOAs spritnye podcast På Sagen.
Af: Ulla Gunge
”Jeg følte, at min tank, den var tom, og at jeg kørte kun lige på dampene. Jeg tænkte, jeg ikke kunne holde til at arbejde længere, og at jeg var simpelthen nødt til at opgive alle mine ambitioner og drømme for mit fremtidige arbejdsliv.”
Frustrationen er tydelig i stemmen på 54-årige dagplejepædagog og nyvalgt pædagogisk sektorformand i FOA Odense Lisbeth Drostrup, når hun genkalder sig og skal beskrive, hvordan overgangsalderen greb ind i hendes arbejdsliv for få år tilbage. Sammen med sine kolleger har hun gjort det til noget helt naturligt at tale om overgangsalderen, og hvordan den påvirker i arbejdslivet. For det gør det også muligt at tage hensyn og tilpasse arbejdet i perioder, hvor den enkelte er ramt af gener.
Netop det skal vi blive bedre til på arbejdsmarkedet generelt. Det insisterer Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA, på. Hun betegner det ligefrem som ”den nye kvindekamp.”
”Vi har kvinder nu, som ikke vil finde sig i at blive spist af med, at de kan tage nogle panodiler, eller at det går over og sådan er det. Vi insisterer på at blive behandlet ordentligt og værdigt vel vidende, at vi går i overgangsalderen,” siger hun.
Podcasten På Sagen er en ny podcast-serie, hvor FOA sætter fokus på forhold, som påvirker eller udfordrer dig i din hverdag på jobbet, og hvor vi leder efter gode svar på, hvad vi kan gøre ved det.
I denne første episode kan du derfor høre Maria Klingsholm fortælle, hvordan hun arbejder for at skabe bedre vilkår på arbejdsmarkedet for kvinder med gener fra overgangsalderen, og hvad Lisbeth Drostrup og hendes kolleger har gjort.
Har du forslag til emner, som du gerne vil have taget op i podcasten, kan du skrive til podcast-vært Ulla Gunge på ugun@foa.dk.
Lyt til podcasten herunder eller find den på Apple eller Spotify.