Formand for Social- og sundhedssektoren Tanja Nielsen

Næsten hver fjerde ansatte i ældreplejen er ufaglært

Antallet af ufaglærte i den kommunale ældrepleje stiger, viser nye beregninger.

Af: Claus Walther

Mens antallet af ældre, der har brug for hjælp og støtte i dagligdagen hele tiden stiger, så falder andelen af faglærte blandt de medarbejdere, der skal hjælpe dem. Det viser ny gennemgang af kommunernes data.

Andelen af ufaglærte SOSU’er er steget i 96 ud af 98 kommuner fra 2015-2025. På landsplan I 2025 er andelen af ufaglærte højest i Aarhus mens den kommune, der har den laveste andel af ufaglærte på SOSU-området, er Brøndby med 8,9 procent. På landsplan var ca. 12 procent. af de ansatte SOSU’er ufaglærte i 2015. I 2025 er tallet steget til ca. 22 procent.

Bekymrende udvikling

”Det er en bekymrende udvikling. Vi frygter, at det går ud over kvaliteten af den omsorg og hjælp vi kan tilbyde vores ældre. De ufaglærte medarbejdere gør også deres bedste, men det kræver uddannelse at levere pleje og omsorg af høj faglig kvalitet,” siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.

Hun understreger, at en stor andel kolleger uden faguddannelse lægger et øget pres på de faglærte medarbejdere.

”Vi er i fuld gang med at gennemføre en historisk ældrereform, der netop sætter de ansattes faglighed i fokus, det her trækker i den modsatte retning.,” mener Tanja Nielsen.

Færre lærepladser

Den store stigning i andelen af ufaglærte skyldes først og fremmest, at antallet af lærepladser på social- og sundhedsuddannelserne blev reduceret kraftigt efter 2015. Og der kun delvist blev rettet op på antallet af lærepladser i 2020. 

Med finanslovsaftalen for 2021 blev der vedtaget en pulje til ”Flere hænder og højere kvalitet i ældreplejen” , som i perioden afsatte 400-500 mio. kr. til at sende ufaglærte SOSU’er på uddannelse, mens erstatningspersonale, som typisk ville være ufaglært, kom ind og dækkede deres arbejde imens.

Fra og med 2025 er puljen overgået til kommunernes bloktilskud. Der kan således være kommet et ryk ind af ufaglærte i perioden efter 2021. Omvendt var målsætningen med puljen, at man faktisk fik styrket andelen af uddannet personale, og selv om tallet er faldet svagt i 2024 og 2025, så er niveauet stadig langt højere end for ti år siden. 

”Hvis vi skal vende udviklingen, handler det om at forbedre uddannelserne, og give plads til de unge og voksne, der har evnen, viljen og lysten til at gøre en indsats på området. Det er vigtigt, at vi får etableret de nødvendige praktikpladser i kommuner og regioner. Vi kunne allerede i dag optage langt flere, hvis der var pladser nok,” siger Tanja Nielsen.