Nytårshilsen fra Mona til medlemmer: Tusind tak for jeres indsats

Vores allesammens velfærd og medlemmernes hverdagsliv bliver centrale emner for FOAs formand Mona Striib i 2026. Se videoen med hendes nytårshilsen til medlemmer og tillidsvalgte.

Af: Ulla Gunge

Året, vi forlader, har budt på mange vigtige diskussioner, som griber direkte ind i FOA-medlemmernes arbejdsliv- og vilkår: Danmark har brug for et bedre beredskab, et stærkere forsvar. Samtidig skal der være penge til velfærd, og reformer på ældre- og sundhedsområdet rulles ud. 

Emnerne har været vigtige ved både kommunal- og regionalvalget – og de vil blive det igen, når vi i 2026 skal til folketingsvalg. 

”Så det er helt generelt på sin plads at sige: Tusind tak for indsatsen,” siger FOAs forbundsformand Mona Striib i sin video-nytårshilsen til FOAs mange medlemmer og tillidsvalgte. 

Når det nye år begynder, står hun klar til at gå ombord i forhandlingerne om de nye overenskomster for offentligt ansatte, det, der forkortet omtales som OK26: 

”Vi er fulde af energi, kraft og gejst. Det har været helt fantastisk at opleve, hvordan I har medvirket til at samle krav ind hos medlemmerne. Vi går bestemt ikke tomhændede til opgaven,” siger Mona Striib, som i videoen blandt andet peger på, at der ved forhandlingerne bliver fokus på medlemmernes trivsel og balance mellem familie- og arbejdsliv.