Danner og FOA: Profitmotivet skal være taget ud af ligningen, når vi træffer beslutninger om mennesker i udsathed

Af: Mette Marie Yde, direktør i Danner og Thomas Enghausen, næstformand i FOA

I dag skal socialminister Monika Rubin i samråd om økonomien på private sociale tilbud.

Samrådet kommer efter en række kritiske sager om snyd, svigt og store udbytter på socialområdet. Sager, der med god grund har rejst spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at offentlige midler bliver brugt til det, de er sat af til.

Derfor er det godt og vigtigt, at politikerne tager problemet op. For det er nødvendigt at få styr på reglerne. Vi skal have et stærkt tilsyn, klare krav og konsekvenser, når nogen snyder eller svigter.

Men vi bør også spørge, om vi har indrettet systemet rigtigt til at begynde med. For når vi giver offentlige kroner til et socialt tilbud, bør det være helt på sin plads at spørge: Hvad skal der ske med pengene, hvis tilbuddet giver overskud?

Skal pengene blive i tilbuddet og bruges på faglighed, kvalitet og udvikling? Eller skal de kunne udbetales til de private ejere som tillæg til den løn, de allerede får?

Et driftsoverskud er ikke i sig selv et problem. Det kan være nødvendigt for en robust drift, investeringer og udvikling af kvalitet. Men når pengene er givet til en social opgave, bør de også blive i den sociale opgave - og ikke tages ud til egen profit, hvor de kan ende med at blive brugt på privatforbrug som biler, huse, bonusser eller ferier.

Når økonomi og sikkerhed mødes

Det er også derfor, vi følger samrådet med stor interesse. Det er oplagt, at det også fører til en større diskussion af, hvordan vi indretter et socialområde, hvor offentlige midler først og fremmest bruges på de mennesker, de er sat af til.

Det spørgsmål er især vigtig på krisecenterområdet.

Her kan en voldsudsat kvinde selv henvende sig direkte på et krisecenter uden først at skulle visiteres af sin kommune. Det er afgørende, fordi behovet for sikkerhed kan opstå akut – forskning viser nemlig, at risikoen for partnerdrab er størst, når den voldsudsatte kvinde forlader sin partner.

Hos Danner møder vi kvinder, hvor netop den direkte adgang har været afgørende for, at de kan komme i sikkerhed.

Samtidig er krisecentrene offentligt finansierede. Krisecentret laver en faglig vurdering af, hvem der har behov for beskyttelse, og hvornår en kvinde kan flytte videre, mens opholdet betales af hendes hjemkommune. Det betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på, hvilke økonomiske incitamenter, vi bygger ind i systemet.

For når beslutninger om ophold på krisecentre samtidig kan have økonomisk betydning for den aktør, der driver tilbuddet, kan der opstå en interessekonflikt. Og det, mener vi, skal håndteres. Vi har et ansvar for at sikre, at kommunen og de mennesker, der er udsat for vold, har fuld tillid til, at afgørelser om deres ophold og udskrivning af krisecentre alene træffes på baggrund af en faglig vurdering af deres behov for beskyttelse og støtte.

Vi skal fjerne profitmotivet

Derfor mener vi, at der skal indføres et konkret krav om non-profitdrift på § 109-området om krisecentre.

Et non-profitkrav skal samtidig være reelt. Reguleringen bør derfor omfatte både direkte profitudtag og indirekte værdioverførsler til private ejere, nærtstående eller koncernforbundne parter. Det kan for eksempel være gennem uforholdsmæssige husleje-, administrations- eller konsulentaftaler.

Det betyder ikke, at et nonprofit-krisecenter ikke må have overskud. For selvfølgelig skal der være plads til en sund økonomi, investeringer og udvikling af kvaliteten. Forskellen er bare, at pengene bliver i tilbuddet og bliver brugt på den sociale opgave.

Vi skal sikre, at økonomiske interesser ikke bliver en del af ligningen, når vi tager beslutninger om mennesker i en udsat situation. Det absolut vigtigste må være, at en person, der flygter fra vold, kan stole på at behovet for beskyttelse vejer tungere end økonomien.

Bragt i Socialmonitor, den 3. september 2026