Vi taler om en gratis skole, men hver fjerde økonomisk pressede familie har ikke råd til fællesskabet

Af: se afsendere nederst i indlæg

Vi taler ofte om folkeskolen som gratis.

Og på papiret er den det også.

Men på mange af landets folkeskoler ser virkeligheden anderledes ud.

Det slår to nye undersøgelser af egenbetaling i folkeskolen fast.

Her svarer halvdelen af de forældre, der har en indkomst under fattigdomsgrænsen, at udgifterne i forbindelse med deres børns skolegang udfordrer familiens økonomi, og at det har store konsekvenser for barnet.

Børnene selv fortæller, at de siger nej til aktiviteter, at de føler sig uden for fællesskabet, og at de finder strategier for ikke at belaste familiens økonomi.

Forældrene fortæller, at egenbetalingen påvirker børnenes deltagelsesmuligheder og fritidsliv.

Faktisk siger hvert fjerde af de økonomisk trængte familier, at de har fravalgt klub, SFO eller fritidshjem på grund af udgifter i skolen.

Et utal af udgifter i skolen

Udgifter, der blandt andet handler om lommeregnere, fyldte penalhuse, skoletasker og lommepenge på lejrturen.

Oveni kommer de »frivillige« udgifter, som ikke altid opleves som frivillige; penge til klassekassen, skolefoto, en ret til trivselsaftenen osv. 

Noget kan virke ubetydeligt, men for en familie, der vender hver en mønt sidst på måneden, kan det være svært at finde en halvtredser til uforudsete udgifter.

Det bliver en kilde til stress og ubehag. 

Derfor er vi glade for, at regeringen har afsat en pulje på 100 millioner til at gøre op med »egenbetaling i folkeskolen for udsatte familier«, som det fremgår af regeringsgrundlaget.

For Grundloven siger det tydeligt.

Det skal være gratis at deltage i undervisningen i folkeskolen.

Her er det helt afgørende, at der er midler på landets skoler til at sikre, at alle børn kan deltage på lige fod, uanset størrelsen på deres forældres pengepung.

Det sker kun, hvis kommunerne også prioriterer at sende flere penge til skolerne fremfor at lave besparelser på skoleområdet, som halvdelen af landets kommuner har lagt op til. Det er vigtigt, hvis skolerne skal tage sagen i egen hånd og gøre op med egenbetalingen som princip.

Lokalt handler det blandt andet om at øge kendskabet til regler og retningslinjer.

Og så skal skolerne være tydelige om udgifterne i løbet af året, og hvad der reelt er frivillige udgifter, så familier med stramme budgetter ikke føler et unødigt pres. Og så er det en god ide at vælge aktiviteter i klassen, hvor alle kan deltage, og at også forældregruppen tager ansvar for det.

Fritidsliv for alle

Et andet helt centralt område er at sikre, at børn og unge i udsatte positioner får en værdig plads i fritidslivet.

Det gør vi ved at sikre, at fritidstillægget kommer ud til alle de familier, der er berettigede til det.

Tidligere opgørelser har vist, at omkring halvdelen af familierne har kæmpet med dokumentationskravet, og derfor ikke får tillægget, der skal være med til at dække kontingent eller en ny badmintonketcher.

Vi skal styrke fritidsvejledningen i kommunerne, så familier kan få hjælp og flere børn faktisk tropper op og bliver en del af fritidslivet.

Og så skal vi udvide ordningen for økonomiske fripladser i SFO’er og klubber.

At hver fjerde af de økonomiske trængte forældre siger, at udgifterne i skolen fører til, at de har fravalgt SFO, fritidshjem eller klub, fordi der ikke er råd, er et kæmpe problem.

For vi ved, at fritidstilbud gør en stor forskel for især børn i udsatte positioner, og at de børn alt for sjældent bliver en del af fritidstilbuddenes stærke fællesskab på grund af økonomi.

Alt sammen bør være en prioritet i den kommende finanslov. Her er det oplagt at se på, hvordan man kan sikre, at en stor del af de 100 millioner kan vende udviklingen lokalt, især i områder, hvor udfordringerne er store.

Det vil bidrage til at få lappet hullerne. Men det afgørende her er, at regeringen slår fast, at der skal tages et endeligt opgør med egenbetalingen, og at der i landets kommuner og skoler følges op.

Det skyldes vi de 48.600 børn, der vokser op i fattigdom, og hvor en alt for stor del oplever at stå uden for skolens og fritidslivets fællesskaber. 

Organisationer i fælles opråb:

Madicken Luther, formand, Danske Skoleelever, Regitze Spenner Ishøy, formand, Skole og Forældre, Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen, Johanne Schmidt-Nielsen, generaldirektør, Red Barnet, Pernille Gry Petersen, Generalsekretær, Børnesagens Fællesråd, Charles Thomassen, direktør, Fonden Liva People, Hanne Aalling Risager, formand, BROEN Danmark, Signe Nielsen direktør i FOLA, Signe Færch, Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening, Marlene Stokholm, generalsekretær, Landsforeningen Livsværk, Kenneth Flex, Direktør for Integration, Dansk Flygtningehjælp, Jonas Jakobsen, chef, Kirkens Korshær, Puk Draiby, Generalsekretær, Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat, Susanne Dahl, generalsekretær, UNICEF, Mona Striib, forbundsformand, FOA, Bente Boserup, forperson, Børnerådet, Mirka Mozer, Generalsekretær, Dansk Folkehjælp, Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Suzette Frovin, Generalsekretær, HOME-START Danmark, Maria Blankensteiner, Direktør, Enestående Forældre, Lasse Bjerg Jørgensen, forretningsudvalgsmedlem, BUPL, Sofie Berg Axelsen, Næstformand, HK Danmark, Stinne Hjorth-Andersen, Forstander, Kofoeds Skole, Dalia Awadh, forkvinde, Red Barnet Ungdom, Nanna Højlund, Næstformand, FH og 
Nikolai Cerisier Roitmann, Chef for National Rehabilitering, DIGNITY.

Bragt i Skolemonitor, den 9. oktober 2026