Onsdag den 21.10.2026 Debatindlæg
Sosu-assistenter er ikke bare en erstatning, når man ikke kan få sygeplejersker. De tilfører en stærk og unik faglighed til det tværfaglige samarbejde, skriver sektorformand Tanja Nielsen.
Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA
Der er fuld fart på reformerne på sundhedsområdet. Sundhedsreformen flytter opgaver, ændrer organiseringen og stiller nye krav til vores sundhedsvæsen. Nye opgaver skal løses tættere på borgerne, og flere borgere skal opleve sammenhæng i deres forløb.
Det er nødvendigt.
Men midt i alle diskussionerne om nye strukturer, regioner, kommuner og organisering må vi ikke glemme det vigtigste: Hvem skal løse opgaverne – hvem har de rette kompetencer, og hvordan får vi udnyttet dem bedst muligt?
For mig er svaret klart: Vi skal blive langt bedre til at se og bruge den faglighed, som allerede findes i vores sundhedsvæsen. Og her spiller social- og sundhedsassistenterne en helt central rolle.
Social- og sundhedsassistenternes faglighed er bred. De er uddannet til at observere, vurdere og handle på ændringer i borgerens tilstand. De arbejder med det fysiske, men de ser også det psykiske og sociale menneske.
Det er netop den helhedsorienterede faglighed, vi får endnu mere brug for i fremtidens sundhedsvæsen.
En borger er ikke bare en diagnose. Det er et menneske med en livssituation, en familie, en hverdag, bekymringer og ressourcer. Det kræver faglighed at se det hele menneske – og det kræver faglighed at opdage, når noget er ved at ændre sig. Og det kan social- og sundhedsassistenterne.
Social- og sundhedsassistenter er ikke en erstatning, når man ikke kan få sygeplejersker, men de tilfører en stærk og unik faglighed til samarbejdet i en bred tværfaglig personalegruppe med blandt andre sygeplejersker.
Social- og sundhedsassistenterne har kompetencer inden for observation, sygdomslære, medicin, rehabilitering, forebyggelse og sundhedsfremme. Men mindst lige så vigtigt har de kompetencer til kommunikation og til at bygge relationer til borgerne. Og det betyder noget.
For den gode relation kan være afgørende for, om en borger fortæller, at noget er galt. Den kan være afgørende for, om en borger tager imod hjælp. Og den kan være afgørende for, om vi opdager en forværring, før den ender i en akut indlæggelse.
Med sundhedsreformen kommer der nye og ændrede opgaver. Her skal vi være modige nok til at spørge: Hvilke faggrupper har kompetencerne til at løse de nye opgaver – og hvordan sikrer vi, at de bliver brugt rigtigt?
Det handler ikke om, at én faggruppe skal overtage en anden faggruppes arbejde. Det handler om noget langt vigtigere: De rette kompetencer skal bruges til de rette opgaver.
Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at flere borgere skal have hjælp tæt på deres hverdag, at vi skal forebygge indlæggelser, skabe bedre patientforløb og sikre mere sammenhæng, så kræver det medarbejdere, der kan se hele situationen omkring borgeren.
En ny opgave er eksempelvis, at borgere med psykiske problemer skal kunne stilles videre til en psykiatrifaglig medarbejder, når de ringer til akuttelefonen.
Social- og sundhedsassistenterne er vant til at være tæt på borgerne. De er gode til relationsarbejde, til kommunikation og i det hele taget til at arbejde med mennesker i krise. De følger mennesker over tid og har derfor oparbejdet kompetencer til at observere adfærd og handle ud fra det. De er tæt på borgere, når de er syge eller i krise, og derfor gode til at opdage de små ændringer, som kan være tegn på noget større. De kan reagere, dokumentere, samarbejde med andre faggrupper og være med til at skabe sammenhæng i et patientforløb.
Den faglighed skal vi investere i – ikke overse.
Reformtid er også kompetencetid. Når vi flytter opgaver, skal vi samtidig investere i efter- og videreuddannelse, så medarbejderne får de kompetencer, som de nye opgaver kræver. Det gælder også social- og sundhedsassistenterne.
Vi skal ikke bare flytte opgaver fra ét sted til et andet og håbe på, at det løser problemerne. Vi skal sikre, at medarbejderne er klædt ordentligt på.
Hvis sundhedsreformen skal lykkes, skal den ikke kun kunne ses i organisationsdiagrammer og nye samarbejdsaftaler. Den skal kunne mærkes hos borgeren, når han eller hun møder en medarbejder, der har tid, faglighed og kompetencer til at se hele mennesket.
Når en begyndende sygdom bliver opdaget, før den udvikler sig og en indlæggelse kan forebygges. Når et patientforløb hænger sammen. Og når borgeren oplever, at der er nogen, der tager ansvar for at se hele situationen – ikke bare én enkelt opgave. Det er sådan, vi får en sundhedsreform, der virker i virkeligheden.
Derfor skal vi i reformarbejdet have langt større fokus på social- og sundhedsassistenternes kompetencer. De er en vigtig del af løsningen i fremtidens sundhedsvæsen.
Vi har ikke råd til at lade være med at bruge dem.
Bragt i Sundhedsmonitor, den 21. oktober 2026