FOA og Jysk Børneforsorg: Velfærd behøver ikke være enten offentlig eller forretning

Af: Thomas Enghausen, Næstformand, FOA og Poul Erik Clausen, Generalsekretær i foreningen Jysk Børneforsorg/Fredehjem

Når historier om svigt, snyd og store profitter på sociale tilbud rammer medierne, bliver diskussionen ofte gjort til et valg mellem offentlig drift og kommercielle velfærdsvirksomheder.

Men mellem de to findes en organisationsform, som Danmark har mere end 100 års positiv erfaring med: selveje. En model, hvor civilsamfundet kan drive velfærd med plads til faglighed og nytænkning – men uden ejere, der kan trække overskud ud.

Vores opfordring til politikerne er klar: Når rammerne for fremtidens sociale tilbud skal formes, bør selveje spille en langt større rolle.

Når velfærd bliver en forretning

De seneste år har budt på alvorlige sager fra dele af det private socialområde. Vi har set eksempler på omsorgssvigt, økonomisk og banderelateret kriminalitet og offentlige velfærdskroner, der er endt andre steder end hos de mennesker, pengene var tiltænkt.

Det er alvorligt for de børn, unge og voksne, som er afhængige af hjælpen – og det udfordrer tilliden til vores velfærdssamfund.

Det betyder ikke, at alle kommercielt drevne tilbud leverer dårlig kvalitet. Mange gør hver dag en vigtig forskel. Og selveje er heller ikke i sig selv en garanti for kvalitet.

Men organisationsformen betyder noget.

For FOA handler debatten både om kvaliteten for borgerne og om vilkårene for medarbejderne. Faglighed, ordentlige løn- og arbejdsvilkår og en økonomi, hvor pengene går til kerneopgaven, hænger sammen.

Der er derfor god grund til skarpe krav til godkendelse, økonomisk kontrol og tilsyn. Men vi bør også stille et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor skal der overhovedet være et økonomisk incitament til at trække penge ud af tilbud til nogle af vores mest udsatte borgere?

En model på papiret – og i virkeligheden

FOA peger på selveje som en del af løsningen og foreslår inspiration fra den såkaldte friskolemodel. Grundprincippet er, at institutionen er selvejende, og at offentlige midler er bundet til formålet frem for at kunne trækkes ud som profit.

På socialområdet behøver vi ikke begynde fra nul.

Jysk Børneforsorg/Fredehjem har siden 1906 arbejdet med selvejende sociale tilbud og er i dag paraplyorganisation for to frivilligbårne tilbud og 21 selvejende tilbud til børn, unge og voksne med behov for særlig støtte.

Tilbuddene er forskellige, men har én ting til fælles: Der er ingen ejere eller investorer, som skal have et økonomisk afkast. Et eventuelt overskud bliver i tilbuddet og bruges på formålet.

Frihed forpligter

En anden styrke ved selveje er, at beslutninger kan træffes tæt på den faglige virkelighed. Et selvejende tilbud kan reagere, når borgernes eller kommunernes behov ændrer sig, udvikle nye indsatser og sadle om uden lange beslutningsgange.

Men friheden forpligter.

Der skal være styr på økonomi og ledelse. Bestyrelserne skal være kompetente. Medarbejderne skal have den rette faglighed og ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og kvaliteten skal kunne dokumenteres.

Det er netop kombinationen, der gør selvejemodellen interessant: frihed til at handle og udvikle – men med pengene bundet til formålet og et klart ansvar for kvaliteten.

Så når vi diskuterer fremtidens socialområde, skal vi have blik for, at der findes mere end blot to muligheder. Vi behøver ikke vælge mellem kommunen og det frie marked.

De offentlige tilbud skal bestå. Men den tredje vej, som kan træde i stedet for de private tilbud, findes allerede.

Den hedder selveje.

Bragt i Socialmonitor, den 6. oktober 2026