Onsdag den 21.10.2026 Debatindlæg
Børnenes trivsel såvel som faglige udbytte bliver langt større, når to voksne er sammen om at undervise i timerne. Derfor er to-voksenordninger en oplagt vej til genopretning af folkeskolen.
Af: Kim Henriksen, sektorformand, FOA
Historisk dårligt. En ren knockout tragedie. Graden af alvor var ingen i tvivl om, da medierne i starten af september kunne berette om de rystende ringe resultater, som danske 15-årige skoleelever har leveret i den seneste Pisa-rapport. Konkret lød undersøgelsen, at mellem hver tredje og hver fjerde skoleelev nu er så dårlig til at læse og regne, at det ifølge rapporten risikerer at have indflydelse på deres beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Oveni det er antallet af fraværsdage steget, og i de senere år er ”skolevægring” blevet et alment kendt fænomen, som mange forældre frygter, at deres barn skal blive ramt af.
I forrige uge offentliggjorde undervisningsministeriet en undersøgelse, som viser, at vold og udadreagerende adfærd er udbredt i skolen, ikke mindst i de mindste klasser, hvor to ud af tre klasser har oplevet voldelige episoder inden for det seneste skoleår. Skolens udfordringer er graverende. Og for hver dag, der går, uden at vi ændrer på forholdene i skolen, vil flere få skolevægring. Færre vil få de færdigheder, de skal have, for at kunne bestå afgangseksamen. Flere vil komme i mistrivsel og have færre muligheder i livet efter skolen. Vi følger problemerne tæt i FOA. For i skolerne arbejder over halvdelen af det pædagogiske personale på FOA-overenskomster. Det er pædagoger. Det er de erhvervsuddannede pædagogiske assistenter. Det er pædagogmedhjælperne. Dem, som ofte både er tæt på børnene om morgenen, før skolen starter, og når klokken har ringet ud efter sidste time, og børnene går i SFO eller klub. Og dem, som allerede er med i nogle af undervisningstimerne som støtte til hele klassen eller for børn med brug for særlig støtte. Nogle står også fast for undervisning af klasser. Netop det pædagogiske personale kan gøre en kolossal forskel i indsatsen for at få folkeskolen til at fungere. Forskning viser nemlig, at i klasser, hvor lærerne samarbejder om undervisningen med kolleger, som har andre fagligheder, dér øges børnenes trivsel. Elevernes faglige kompetencer bliver styrket. Børnene bliver også mere stabile i deres fremmøde. Altså – flere kommer simpelthen i skole, lærer mere og har det bedre.
Derfor er en helt oplagt vej at gå, at der fast indføres to-voksenordninger for alle klassetrin, og at der etableres flerfaglige teams bestående af både lærere, pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere. At have to voksne i timerne er også helt nødvendigt, hvis vi skal lykkes med inklusion. Det formår vi ikke fuldt ud i dag. Flere børn skal have særlig hjælp og støtte i specialtilbud. Men børn, som kan, skal rummes i folkeskolen. Det kræver, at ressourcerne er der. At der er en voksen, som har blik for at tage det i opløbet, når et barn med behov for støtte har brug for at blive guidet igennem en svær situation, så den ikke eskalerer. Én, som har blik for, at lige nu har Liam eller Laura brug for en beroligende hånd på skulderen. Det pædagogiske personale kan samtidig skabe større sammenhæng og kontinuitet i dagen for alle børnene i deres overgang fra undervisning til fritid. Manøvren kalder på mere pædagogisk personale – ikke mindst pædagogisk uddannet personale. Men, spørger du nok – er det ikke netop en mangelvare i forvejen? Her er den gode nyhed: Vi kan uddanne de medarbejdere, vi allerede har. I det ligger et enormt uudnyttet potentiale. Pædagogmedhjælpere, som allerede har arbejdet på området i mere end to år, og som selv er over 25, kan nemlig få merit for deres årelange erfaring og tage erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent på 42 uger. Sidste år var det hele 40 procent af de månedslønnede pædagogmedhjælpere i skolen, som levede op til de krav og derfor ville kunne tage uddannelsen på mindre end et år. Vi kan simpelthen øge andelen af pædagogisk uddannede, ved at tage fra egne rækker. Tilmed ved vi fra en undersøgelse blandt FOA-medlemmer på skoleområdet, at de i høj grad er motiveret for at uddanne sig. Så det handler bare om at sætte i gang.
Grundlæggende skal vi satse på kontinuerlig kompetenceudvikling i folkeskolen, så vi løbende kan sikre, at både lærere og pædagogiske medarbejdere er klædt på til at give eleverne maksimal understøttelse. Både i undervisningssituationen - men også i tiden uden for selve undervisningen. Også nye pædagogmedhjælpere bør styrkes rent fagligt. De bør også som fast praksis deltage i introduktionskurser i AMU-regi. Det vil her og nu styrke kvaliteten i arbejdet med børnene og samarbejdet med lærerne, ligesom det på sigt vil kunne øge interessen for, at den enkelte senere tager en uddannelse som lærer, pædagog eller pædagogisk assistent. Skolen er et vanvittigt vigtigt indsatsområde, og i FOA brænder vi for at være med til at gøre en forskel. For børnene. For forældrene. For de ansatte. Og for vores fælles fremtid. Vi kan se en klar vej fremad. Derfor samarbejder vi gerne med regeringen om at skabe en fagligt stærk folkeskole. Fremtidens folkeskole.
Bragt i A4 aktuelt, den 21. oktober 2026