Flerårige økonomiaftaler kan sikre mere fleksibilitet og sikkerhed i velfærden

Af: Thomas Enghausen, forbundsnæstformand i FOA

En gang om året sætter kommunerne og regeringen sig sammen for at hamre årets økonomiaftaler ud. Aftalerne er spændetrøjen, der holder kommunerne fast på budgetlovens smalle sti.

Problemet er bare, at mens den etårige stramme styring glæder økonomiske hardlinere, så skaber den også en uhensigtsmæssig økonomistyring med alt for hårde opbremsninger for at undgå periodiske udsving.

Det giver en budgettering, der alt for ofte ender i underforbrug og uhensigtsmæssig forøgelse af kassebeholdningen og reserverne. Nu har regeringen efter mange års pres set lyset og åbner for flerårige økonomiaftaler. Det er godt. Men så enkelt er det desværre ikke.

Hvis vi for alvor skal gøre op med de utilsigtede virkninger af dette budgetregime, kræver det nogle mere fundamentale ændringer. Det bør starte med en justering af Budgetloven.

Kommunerne er for forsigtige

Ifølge Vive's nye undersøgelse af budgetlovens virkninger blandt økonomiansvarlige i kommunerne svarer et flertal, at de har været tvunget til at svinge sparekniven over sagesløse områder i kommunen for at dække merforbrug ind andre steder.

Det er skidt for velfærden. Men det er resultatet, når man bliver målt på evnen til udgiftsstyring årligt.

Kombineret med budgetlovens sanktionsmekanisme, hvor kommunerne samlet set kan blive ramt af en milliardstor sanktion i bloktilskuddet ved overskridelser, har det medført et mindreforbrug på knap 40 milliarder kroner siden 2011, hvor sanktionerne blev indført.

Det er velfærd, borgerne er blevet snydt for. Det kan vi ikke være tilfredse med.

Én ting er den etårige udgiftsstyring. En anden ting er, at indtægtsstyringen også er etårig for den del, som handler om økonomiaftalerne - altså løftet i kommunernes og regionernes økonomi. Den etårige økonomi giver muligheden for løbende justeringer i statens udgiftspolitik og tilpasning af kommunerne og regionernes behov.

Ligestilling af udgifter og indtægter er uhensigtsmæssig

Men der er også en klar ulempe ved de etårige aftaler, som vi stort set ser hvert år, når vi gennemgår de kommunale budgetforslag.

Kommunerne har typisk en planlægningshorisont på tre-fire år. Kommunerne skønner over udviklingen i indtægter og udgifter. Udgifterne skønnes især på baggrund af befolkningsprognosen og demografien. Indtægterne fra skatter kan skønnes ud fra det samme.

Til gengæld er indtægterne fra tilskud usikre, når man kommer længere frem i overslagsårene. Det skyldes de etårige økonomiaftaler.

Af gode grunde ved kommunerne ikke, hvordan økonomiaftalerne ser ud i 2028 eller 2029. Den usikkerhed får rigtig mange kommuner til at sætte indtægterne fra tilskud meget lavt i alle overslagsårene. Med de seneste års gode økonomiaftaler in mente er det næppe realistiske skøn.

Men man vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Resultatet bliver alt for ofte, at kommunerne i overslagsårene ser udgifter, der løber fra indtægterne, hvilket så kræver besparelser til at opbygge en bufferpulje, så man kan konsolidere økonomien i andet og tredje år.

Flerårige økonomiaftaler, efterfulgt af flerårige budgetter, kan således løse to meget væsentlige udfordringer for kommunerne.

Det kan sikre den nødvendige fleksibilitet for de enkelte institutioner, områder og kommunerne som helhed. Det betyder, at et merforbrug og øgede udgifter i et enkelt år kan løbes ind over flere år frem for øjeblikkeligt at udløse opbremsning og besparelser.

Og det sikrer også en større grad af sikkerhed på indtægtssiden, fordi man kender indtægterne fra tilskud flere år frem.

Konjunkturen kan vende

Der er meget klare fordele ved at ændre aftalesystemet mellem staten, kommuner og regioner til at være flerårige. Men der kan bestemt også være faldgruber.

De seneste tre økonomiaftaler har været rigtig gode set fra velfærdens perspektiv. Det velstandssikrede demografiske træk er blevet honoreret. Det betyder, at vi har en bedre mulighed for at sikre kvaliteten i velfærden ud over den rene demografi.

Men vi skal ikke mange år tilbage, før økonomiaftalerne var ekstremt skrabede. Hvis løftet aftales for flere år, så er der endnu mere på spil politisk. En utilstrækkelig økonomiaftale i ét år er slemt nok. Men hvis den gælder i andet, tredje eller fjerde år, er det jo klart nok endnu værre for velfærden.

Dernæst så vil flerårige aftaler ikke nødvendigvis betyde et farvel til styringen af kommunernes og regionernes økonomi. Det vil derimod kræve nogle nye styringsmæssige redskaber.

Ingen har interesse i, at kommuner ophober merforbrug og budgetoverskridelser i flere år, for så til slut at være tvunget til massive nedskæringer for at bringe budgettet i nogenlunde balance. Det er ingen tjent med.

Hvor går grænsen?

Derfor er der også centrale spørgsmål, som bør overvejes, hvis man overgår til flerårige budgetter.

Et af de første spørgsmål er, hvem der skal have adgang til at overføre eksempelvis et merforbrug til efterfølgende år.

Der er allerede på institutionsniveau, eller område og klyngeniveau, tit overførselsadgang fra år til år. Problemet kan dog være, at denne adgang i praksis ikke kan anvendes, fordi der højere oppe i det kommunale system ikke er tilsvarende overførselsadgang. Det kunne være social- og ældreudvalget i en kommune, som er bundet af et balancekrav, og i sidste instans naturligvis kommunen, der ikke har

Og hvis for mange institutioner eller klynger i ældreplejen overfører merforbrug, og det betyder, at budgettet for udvalget eller for hele kommunen begynder at skride, så vil man blive nødt til at lave en stram styring, hvor man ikke får lov til at benytte overførselsadgangen. For at det kan virke hensigtsmæssigt, skal denne adgang løftes hele vejen op i kommunen i vores optik.

Det næste spørgsmål er, hvor meget man skal kunne overføre fra år til år. Det kan være nødvendigt at sætte nogle maksimumsgrænser for, hvor stort et merforbrug der kan overføres til efterfølgende år.

Hvor grænsen præcis skal sættes, kræver nøje overvejelser. Er det én procent eller fem procent? Det er under alle omstændigheder vigtigt, at man sikrer balancen mellem fleksibilitet og styring, så et byråd ikke handler uansvarligt for at tækkes folkestemningen, hvorefter byrådet er tvunget til at gennemføre massive besparelser.

Det er ikke nemt, men flerårige budgetter kan give nye og bedre muligheder for at investere i velfærden i kommuner og regioner. Vi må aldrig glemme, at bag regnskabsmodellerne og styringen er der mennesker, der har brug for en ordentlig velfærd og omsorg. Det er dem, det handler om.

Bragt i Altinget, den 14. oktober 2026