Fagbevægelse: Alt for mange unge står på kanten af fællesskabet – det skal vi ændre sammen

Den nye regering har lagt op til markante investeringer i grundskolen og i børn og unges hverdag. Det giver en historisk mulighed for at gøre en forskel for de børn og unge, der har brug for en ekstra hånd for at komme godt videre i livet.

Her skal vi især have de knap 45.000 unge mellem 15 og 24 år, der i dag står uden uddannelse og job, for øje. Selv om de ikke er nævnt som en selvstændig målgruppe i regeringsgrundlaget, er det afgørende, at regeringens ambitioner omsættes til konkret politik, som kan mærkes af de børn og unge, der har brug for ekstra støtte. Investeringerne skal være med til at give dem bedre muligheder for at lykkes i grundskolen, komme godt videre i uddannelse og siden få fodfæste på arbejdsmarkedet.

De knap 45.000 unge, der i dag står uden for fællesskabet, er ikke en ensartet gruppe. Nogle er kommet skævt fra start i skolen eller har kæmpet med faglige udfordringer og højt fravær. Andre har haft brug for mere tid, mere støtte eller en anden og mere praktisk vej gennem uddannelsessystemet. Og nogle står med komplekse udfordringer, der kræver en mere specialiseret og sammenhængende indsats. Der findes ikke én forklaring på, hvorfor unge ender uden uddannelse og job – og dermed heller ikke én løsning, der virker for alle.

Men én ting har de til fælles: Vi lykkes hverken godt nok med at forebygge, at det sker eller med at hjælpe dem videre. Antallet af unge uden uddannelse og job har gennem en årrække ligget konstant højt. Og det bør bekymre os alle. For når tusindvis af unge år efter år ender uden for uddannelse og arbejdsmarked, er vi med til at fastholde social ulighed. Og i sidste ende handler det om, hvilket samfund vi ønsker os.

Unges muligheder i livet skal ikke afgøres af deres forældres uddannelse, postnummer eller af, om de følger den lige vej gennem uddannelsessystemet. Det kan vi ikke være bekendt, ligesom vi ikke kan acceptere det i et velfærdssamfund som det danske. Vi har både et ansvar og muligheder for at sikre, at flere unge får en uddannelse og bliver klædt på til et arbejde.

Vi skal have et samfund, hvor der også er plads til at have brug for mere tid, hjælp til at blive en del af fællesskabet, en ekstra hånd eller en anden vej – uden at det bliver afgørende for ens videre uddannelse og beskæftigelse. Dét bør være et pejlemærke, når regeringens ambitioner for børn og unge nu skal omsættes til konkrete forandringer.

Som fagbevægelse møder vi børn og unge flere forskellige steder. Vi møder dem i skolen og fritidslivet, på ungdomsuddannelserne og i andre uddannelsestilbud. Vi møder dem, når de får deres første fritidsjob eller læreplads og senere som kolleger på arbejdspladserne.

Derfor ved vi også, at vejen til et godt voksenliv ikke begynder den dag, man fylder 18 år. Fundamentet bliver lagt langt tidligere. Vi skal forebygge tidligt, og før problemerne vokser sig større, og samtidig finde bedre løsninger for de unge, der allerede står uden uddannelse og job.

Det er baggrunden for, at vi nu kommer med en række anbefalinger, der går på tværs af grundskolen, fritidsområdet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesindsatsen og arbejdsmarkedet.

En tidlig indsats begynder allerede i dagtilbuddene, som spiller en vigtig rolle for børns udvikling, trivsel og muligheder. Med disse anbefalinger har vi imidlertid valgt at tage afsæt i grundskolen og følge børnene og de unge videre gennem uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet. For alt for mange elever forlader i dag skolen uden de grundlæggende faglige færdigheder, de har brug for videre i uddannelsessystemet. Andre har mistet motivationen, mistrives eller har brug for en skoledag, hvor det praktiske fylder mere.

Derfor har vi brug for en stærk grundskole med plads til varieret undervisning og flere praktiske veje. En skole, hvor elever med behov for ekstra støtte bliver grebet i tide, og hvor der er stærke fagpersoner omkring børnene. Det kræver, at vi investerer i lønmodtagernes kompetencer og gør det lettere at uddanne og efteruddanne sig. Derfor foreslår vi blandt andet at fjerne deltagerbetalingen på merituddannelser allerede nu i stedet for først 2030, så økonomien ikke står i vejen for, at flere kan uddanne sig til eksempelvis, lærer, pædagog eller socialpædagog.

Samtidig er der behov for, at skolen i højere grad kan arbejde på tværs af fagområder og myndig­heder. For en del elever hænger udfordringer i skolen tæt sammen med forhold uden for skolen – f.eks. bekymringer i hjemmet, anbringelser, underret­ninger, sundhedsproblemer eller sociale udfordringer. Her er det afgøren­de, at indsatsen ikke stopper ved klasselokalet, men at der er et tæt og forpligtende samarbejde på tværs, så barnet og familien mødes samlet og rettidigt.

Fritidsområdet skal også styrkes. For børns hverdag slutter ikke, når klokken ringer ud i skolen. For mange børn er SFO’en og klubben netop et sted, hvor de oplever at høre til, får nye interesser og bliver en del af andre fællesskaber. Vi skal skabe en hverdag med stærke fællesskaber omkring børnene hele dagen, hvor de bliver set, lærer noget og oplever, at der er brug for dem. Og hvor de møder dygtige fagpersoner med tid og mulighed for at reagere, når noget begynder at gå skævt.

Selv med en stærkere tidlig indsats vil der være unge, som ikke er klar til at gå direkte fra grundskolen til en ungdomsuddannelse. Her spiller den forberedende grunduddannelse, FGU, en vigtig rolle.

FGU er for unge mellem 15-25 år, som har brug for at udvikle deres faglige, personlige eller sociale kompetencer, før de kan komme videre til en ungdomsuddannelse eller i arbejde. Her kan undervisning i dansk og matematik eksempelvis kombineres med praktisk arbejde på værksteder eller praktik på en arbejdsplads.

For nogle unge kan netop den kombination være det, der gør hele forskellen. Derfor skal FGU være en reel og tilgængelig vej videre – uanset hvor i landet den unge bor.

I dag er adgangen til FGU dog meget forskellig fra kommune til kommune. Derfor foreslår vi et tydeligere retskrav til FGU, så den unges behov og ikke bopælskommune bliver afgørende. Samtidig skal der være bedre muligheder for fleksible forløb og brobygning, så flere unge kan bruge FGU som et springbræt videre til uddannelse eller arbejde.

Arbejdsmarkedet spiller også en afgørende rolle. Et fritidsjob, en praktikplads, en læreplads eller de første timer på en arbejdsplads kan være meget mere end en lønseddel. Det kan være første gang, en ung oplever at få ansvar, blive regnet med og være en del af et arbejdsfællesskab. Derfor skal flere unge have mulighed for at få en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kræver også, at arbejdsgiverne tager ansvar for at skabe inkluderende lære- og arbejdspladser, hvor der er plads til forskellige behov, og hvor flere unge får mulighed for at lykkes.

For de unge, der allerede står uden uddannelse og job, skal hjælpen samtidig hænge bedre sammen. De skal ikke sendes rundt mellem systemer og tilbud uden en klar retning. Der skal være en sammenhængende vej mod uddannelse eller arbejde og den støtte, der er nødvendig for at komme derhen.

For løsningen findes ikke ét sted. Hverken skolen, fritidsinstitutionerne, uddannelsesinstitutionerne, kommunerne, arbejdspladserne eller beskæftigelsessystemet kan løse opgaven alene. Men vi kan komme langt, hvis indsatserne hænger bedre sammen, og hvis vi holder fast i det samme mål: At flere unge får en reel mulighed for at finde deres vej ind i uddannelse, arbejde og de fællesskaber, der følger med.

Det kræver investeringer, vedvarende politisk fokus og tålmodighed. For gevinsten ved den tidlige indsats kan ikke altid aflæses på næste års bundlinje. Til gengæld er prisen høj, hvis vi ikke lykkes.

Danmark har brug for de unge – på vores uddannelser, på værkstederne, kontorerne, byggepladserne, i butikkerne og i vores velfærd. Men vigtigere endnu: Alle unge fortjener at opleve, at der er plads til dem, og at deres fremtid ikke er afgjort, fordi deres vej gennem livet ikke blev den lige vej eller den samme som klassekammeraternes.

Det er en opgave, der går på tværs af fag og sektorer. Og det er en opgave, vi i fagbevægelsen er fælles om og klar til at tage ansvar for.

Kronikken er underskrevet af: 
Morten Skov Christiansen, formand, FH, Henning Overgaard, formand, 3F, Mona Mona Striib, forbundsformand, FOA, Claus Jensen, forbundsformand, Dansk Metal, 
Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening, Elisa Rimpler, formand, BUPL, Morten Secher, formand, Frie Skolers Lærerforening, Hanne Pontoppidan, formand, Uddannelsesforbundet, Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening, Mads Samsing, formand, HK Danmark, Dorte Boe Danbjørg, forkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne, Henrik W. Petersen, forbundsformand, Blik og Rør og Christian Elgaard, næstformand og daglig leder, Dansk El-Forbund.

Bragt i Avisen Danmark, den 3. oktober 2026