Mandag den 09.11.2026 Debatindlæg
Vi lever i et velfærdssamfund. Vores rettigheder er universelle. Under os er spændt et sikkerhedsnet ud, som griber de af os, der mister fodfæstet. Med mindre, du altså er timelønsansat og bliver syg. For så gælder der andre regler. Og i værste fald kan de betyde, at du ender med at stå helt uden forsørgelsesgrundlag.
Af: Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører, FOA
Det problem har vi i årevis oplevet medlemmer blive ramt af, når de kom til os, dybt fortvivlede, og det har vi i FOA i årevis kæmpet for at få ændret. Jeg helmer ikke, før det lykkes. Det er nemlig rigtige mennesker, som kommer alvorligt i klemme her. Mennesker, som i forvejen er i den dybt ulykkelige situation, at de ikke kan arbejde på grund af sygdom. Mennesker i smerte. I behandling. I krise.
Et af de nyere eksempler, som gør dybt indtryk på mig, er et af vores medlemmer, der sidst i februar blev alvorligt syg. Lad os kalde hende Stine. Den 63-årige social- og sundhedsassistent har i årevis arbejdet ved et privat vikarbureau. Søndag den 22. februar havde Stine en vagt, som sluttede kl. 23, og da hun fik fri, tog hun hjem og lagde sig til at sove. Men noget var galt. Det mærkede hun, da hun vågnede et par timer senere. Derfor ringede hun til sin mand, som var på arbejde, og kl. 04.40 mandag morgen blev hun indlagt med en blodprop i hjernen. Situationen var tydeligvis alvorlig. Hun fik talebesvær. Synkebesvær. Spisebesvær. Hendes vejrtrækning blev påvirket. Hun led af udtalt træthed. Hun oplevede motoriske problemer. Hun blev også psykisk påvirket af situationen. Alligevel var hun ikke berettiget til sygedagpenge. Næ, for Stine stod først til at skulle have en vagt igen om onsdagen og torsdagen. I de to dage op til de næste vagter, bliver hun ikke betragtet som en, der er i arbejde. Men hun bliver heller ikke set som en, der står til rådighed på arbejdsmarkedet. For at være det, skal man nemlig have meldt sig som jobsøgende på jobcentret – vel at mærke hver gang, ens vagt er sluttet. Gør man ikke det, er man ikke berettiget til sygedagpenge.
I det konkrete tilfælde var Stine end ikke berettiget til kontanthjælp på grund af ægtefællens indkomst. Hun mistede dermed sit levegrundlag fuldt og helt samtidig med, at hun skulle kæmpe med sin nye tilstand. Det er helt ubærligt. Sagen er desværre ikke en enlig svale. Vi hører jævnligt lignende absurde og helt urimelige historier fra vores medlemmer. Problemet berører på landsplan også potentielt mange tusinde mennesker. Alene inden for FOA's områder arbejder mere end 35.000 personer i kommuner, regioner og private virksomheder i timelønsansættelser som deres primære beskæftigelse. Samtidig er antallet af timelønnede i stigning. I perioden fra 2013 til 2023 er antallet alene på det offentlige område steget med 25 procent. Vi bliver nødt til at ændre loven. Helt konkret skal vi have fjernet reglen om, at den enkelte skal melde sig ledig hver dag efter endt vagt for at være berettiget til sygedagpenge. Loven bør justeres, så løstansatte og timelønnede vikarer har samme rettigheder som andre lønmodtagere, der betaler til deres a-kasse, og så de bliver grebet på lige fod med de fastansatte, som de står side om side med på arbejdspladserne. Så der ikke er kafkaske regler, som river forsørgelsesgrundlaget væk under mennesker, der i forvejen står midt i en svær sygdomsperiode. Vi skal spænde sikkerhedsnettet ud, også under de løstansatte.
Stine har stadig mén i dag. Hun er blevet tilkendt førtidspension. Men den lange periode, hun gennemlevede uden at blive grebet, samtidig med, at hun var alvorligt syg, var unødvendig og urimelig. Det skal vi kunne gøre bedre.
Bragt i Avisen Danmark 8. november 2026