Onsdag den 04.03.2026 Debatindlæg
Hvis kvaliteten skal stå stærkt, kræver det, at alle medarbejdere, fastansatte som vikarer, agerer ud fra en fælles forståelse af stedets grundlæggende pædagogik. Og det kræver ledelse, det kræver sparring og dialog mellem leder og medarbejdere, skriver Joan Lindskov
Af: Joan Lindskov, fagpolitisk ordfører og formand for FOAs Lederforening
Altingets kortlægning af tilsynsrapporterne for de københavnske dagtilbud viser, at der er en stor variation i kvaliteten af byens daginstitutioner. Det er bekymrende, for det er børnene, fremtidens unge og voksne, der udsættes for den store variation i kvaliteten. Jeg tror, at resultatet har flere årsager, men jeg vil dykke ned i én af dem. Som repræsentant for Lederforeningen i FOA, hvor organiserede klyngeledere og pædagogiske ledere i Københavns kommune er medlemmer, er jeg optaget af, hvordan ledelse og kvalitet hænger sammen. Det har jeg svaret på: Når lederne bliver ”lænket” til skrivebordet og de administrative opgaver, tager det tiden fra den faglige udvikling, der burde være i centrum, og så skrider kvaliteten. At tilknytte og fastholde medarbejdere kræver, at der bedrives faglig og nærværende ledelse. Det kræver, at der er tid til at være aktivt deltagende i at udvikle den faglighed, som er i spil hver eneste dag. Og det – at finde tid i en i forvejen overfyldt kalender - er ikke en opgave, som ligger hos den enkelte leder. Den opgave ligger højere oppe, det er en opgave for kommunen.
I en årrække har vi forestillet os, at ledere er supermennesker, som kan klare alle de opgaver, der lægges på deres skuldre. Og opgaver er der kommet mange flere af i takt med, at kommunerne, herunder Københavns Kommune, har gennemført en række besparelser i de sidste efterhånden mange år. Hvis kvaliteten skal stå stærkt, så kræver det, at alle medarbejdere, fastansatte som vikarer, agerer ud fra en fælles forståelse af stedets grundlæggende pædagogik. Og det kræver ledelse, det kræver sparring og dialog mellem leder og medarbejdere. Hvis der ikke afsættes den fornødne tid til at udøve faglig ledelse, så vil medarbejdere i langt højere grad udøve selvledelse og gøre, som de selv synes er "rigtigt." Det giver med sikkerhed variation i kvaliteten.
Når det faglige fællesskab ikke er berigende, men snarere drænede, så bevæger medarbejdere sig andre steder hen, hvor det faglige fællesskab er berigende og ikke drænende. En stor udskiftning blandt medarbejdere og såmænd også ledere forstærker den negative spiral – rekruttering koster penge og tager tid – tid fra både medarbejdere og ledere. Ledernes og medarbejdernes tid kommer til at gå med at udøve damage control og ikke med at skabe udviklende læringsmiljøer for både medarbejdere og børn. Hvad forklarer forskellene – og hvilke politiske, faglige og organisatoriske greb skal der til, hvis kvaliteten skal løftes bredt i Københavns daginstitutioner? Ledere er ikke supermennesker, og derfor skal der fokuseres på bedre vilkår for ledere – det har så stor indflydelse på organisationen, hvis lederen ikke trives eller har reel mulighed for at udøve faglig ledelse. Kommuner, herunder Københavns Kommune, kan ikke blive ved med at lukke øjnene for ledernes betydning i forhold til et sundt arbejdsmiljø og faglig kvalitet på de pædagogiske arbejdspladser.
Ingen leder har svaret på alt, ingen leder skal have svaret på alt. Der skal en anden tænkning til, når det handler om ledelse fremadrettet. Faglig ledelse skal i front og udfolde sig sammen med medarbejdere og i lederteams, så de faglige drøftelser hele tiden er i fokus og dermed skaber et bedre grundlag for at højne kvaliteten. Lad lederne slippe for de administrative opgaver, som "lænker" dem til skrivebordet, så de i stedet kan være aktive og nærværende sparringspartnere i den daglige udvikling af faglighed og dermed kvalitet. Kære kommuner, kære Københavns Kommune, gør noget ved det nu og ikke i morgen. Hvis kvaliteten skal være høj og stabil, så sørg for at der er rum og ressourcer til at udøve faglig nærværende ledelse.
Bragt i Altinget, den 4. marts 2026