12 organisationer: Et rigt land som Danmark skal ikke have fattige børn

Af: Kim Henriksen, sektorformand, FOA og 11 andre organisationer

Valgkampen er godt i gang, og mens Christiansborg diskuterer skat på friværdi og formuer i million- og milliardklassen, er der ét afgørende spørgsmål, der trænger sig på: Hvordan kan det være, at der er børn i et af verdens rigeste lande, som vokser op i fattigdom?

Når de mange folketingskandidater skal diskutere økonomi, prioriteringer og ansvarlighed i vores samfund, bør ét tal nemlig stå helt klart i debatten: 48.600 børn vokser i dag op i relativ fattigdom i Danmark.

Det betyder helt konkret, at der i gennemsnit sidder ét barn i hver skoleklasse, som lever i fattigdom. Tæller vi børnene på kanten af fattigdom med, er det tættere på to per klasse. Det er altså ikke et afgrænset problem, men en del af hverdagen i danske klasselokaler.

Som organisationer møder flere af os hver dag forældre, der vender og drejer hver krone for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er mødre og fædre, der springer måltider over, så der er mad nok til børnene, og som mangler mad til børnenes madpakker. Forældre, der udsætter tandlægebesøg eller medicinkøb, fordi budgettet ikke rækker.

Fælles for dem er, at de kæmper for at skærme deres børn. Børnene skal ikke mærke bekymringerne. Men de mærker dem alligevel, når der ikke er råd til at gå til fodbold eller dans, når madpakken er mindre end de andres, og når de ikke kan være med i samtalen i klassen, fordi de ikke har noget at fortælle, når vennerne snakker om fritidsaktiviteter, fødselsdage eller ferier.

De mange afsavn har store konsekvenser: Børn i fattigdom har markant højere skolefravær end deres klassekammerater. De kæmper oftere med ensomhed og dårligere trivsel. Og vi ved, at selv korte perioder i fattigdom i barndommen kan sætte spor langt ind i voksenlivet, både i form af lavere uddannelsesniveau, svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og større risiko for psykiske problemer.

Når vi som samfund vender det blinde øje til børnefattigdom, accepterer vi, at livschancer fordeles helt skævt fra start. Men det er ikke en naturlov, at det skal være sådan. Det er et politisk valg.

Det er derfor, at vi 12 organisationer i netværket Børn i fattigdom – nej tak er gået sammen i et fælles opråb til alle folketingskandidater – og i særdeleshed til dem, der måtte blive betroet regeringsmagten efter et valg: Lad os nu afskaffe børnefattigdom i Danmark!

Danmark har allerede forpligtet sig til at halvere fattigdom gennem FN’s verdensmål. Alligevel er antallet af børn i fattigdom højere i dag end for 10 år siden. Samtidig har vi en højere andel af børn, der vokser op i fattigdom, end vores nordiske nabolande. Og antallet af fattige børn er på et år vokset i hver tredje kommune, viser de seneste tal fra AE-rådet. Det bør kalde på eftertanke og handling.

For det første skal vi tale åbent og ærligt om problemet. I dag mangler vi en fælles, officiel målestok for fattigdom. Uden en fastsat fattigdomsgrænse bliver diskussionen let ideologisk og diffus. Hvis vi vil bekæmpe børnefattigdom, må vi begynde med at anerkende, hvor mange børn det handler om, ved at genindføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.

For det andet bør vi som samfund forpligte os politisk. Børnefattigdom kan ikke bekæmpes med enkeltstående puljer og midlertidige ordninger. Det kræver en samlet national indsats, og derfor har vi brug for en fattigdomslov, der sætter klare mål og forpligter stat, kommuner og relevante sektorer til at arbejde sammen om at bekæmpe børnefattigdom. Ingen myndighed kan løfte opgaven alene, men sammen kan vi sikre, at færre børn vokser op med afsavn.

Endelig skal vi insistere på, at et børneliv er mere end overlevelse. Det handler ikke kun om tag over hovedet og mad på bordet. Det handler om adgang til fællesskaber. Om at gå til fodbold, spejder eller dans, om at komme med på tur og om at føle sig som en del af klassen.

Når børn udelukkes fra fællesskaber, mister de ikke bare oplevelser. De mister også følelsen af at høre til, og det kan være mere ødelæggende end de materielle afsavn. Derfor skal vi sørge for, at alle børn kan få adgang til et aktivt fritidsliv og kulturelle oplevelser som en del af fællesskabet.

Det kræver politisk mod at prioritere de børn, der ikke har en stærk stemme i den offentlige debat. Men det er netop derfor, vi andre må insistere. For i et rigt land som vores burde ét princip være ukrænkeligt: At ingen børn skal vokse op i fattigdom.

Bragt i Avisen Danmark, den 18. marts 2026

Kronikken er underskrevet af: Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen. Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet. Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær. Pernille Gry Petersen, generalsekretær for Børnesagens Fællesråd. Ebbe Lorenzen, generalsekretær for Livsværk. Harun Demirtas, næstforperson for Dansk Sygeplejeråd. Kim Henriksen, sektorformand for pædagogisk sektor i FOA. Regitze Flannov, forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening. Sofie Berg Axelsen, næstformand for HK Danmark. Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær i 3F. Lasse Bjerg Jørgensen, forretningsudvalgsmedlem i BUPL. Hanne Alling Risager, formand for BROEN Danmark.