Onsdag den 27.05.2026 Debatindlæg
I valgkampen og i de efterfølgende regeringsforhandlinger er der blevet talt meget om økonomisk ansvarlighed. Men det er svært at forestille sig noget mere uansvarligt end at acceptere, at titusindvis af børn vokser op med afsavn i et af verdens rigeste lande, skriver 19 organisationer.
Bag tallet gemmer sig børn, som ikke kan gå til fodbold eller dans, fordi pengene ikke rækker. Børn, der melder fra til fødselsdage, fordi der ikke er råd til en gave, og som alt for tidligt lærer, hvad økonomisk bekymring betyder. Børn, som skal leve med risikoen for, at fattigdommen i barndommen vil forfølge dem som voksne, fordi de får dårligere livsmuligheder – herunder dårligere uddannelse og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Når ambitionen er at gøre Danmark rigere, bør vi begynde med dem, der har mindst.
Der sidder i gennemsnit et barn i hver skoleklasse, som vokser op i fattigdom. Selvom Danmark i 2015 med tilslutningen til Verdensmålene forpligtede sig til at halvere fattigdom, er antallet af fattige danske børn i dag højere end dengang. Vi møder som organisationer børnene og forældrene bag tallene hver eneste dag. Forældre, der kæmper desperat for at få økonomien til at hænge sammen.
Som springer måltider over for at give børnene mad. Som må vælge mellem sommersko og medicin. Som gør alt, hvad de kan, for at skærme deres børn mod konsekvenserne af fattigdommen. Men børnene mærker det alligevel, når de føler sig anderledes og ikke er en del af fællesskabet. Og konsekvenserne stopper ikke i barndommen. Vi ved, at børn, der vokser op i fattigdom, oftere mistrives, har højere skolefravær og dårligere muligheder senere i livet. Risikoen for psykiske problemer stiger, uddannelsesniveauet falder, og tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver svagere. Selv ét år i fattigdom øger risikoen for negative konsekvenser for barnet, der rækker ind i voksenlivet. Det er ikke alene et socialt problem, men også et økonomisk tab for Danmark.
Hvis vi virkelig vil gøre Danmark rigere, kræver det derfor politisk vilje til at investere i børnene nu og her og give dem bedre fremtidsmuligheder.
Det begynder med, at vi som samfund anerkender problemet fuldt ud og får en officiel fattigdomsgrænse. For vi har brug for et fælles mål for, hvornår mennesker og børn i Danmark lever i fattigdom — og for forpligtende politiske mål for at bekæmpe den. Derfor foreslår vi også en national fattigdomslov og handleplan med konkrete initiativer til at nedbringe børnefattigdommen. Ikke flere midlertidige puljer og symbolske initiativer, men en langsigtet plan, som forpligter skiftende regeringer og kommuner til handling. I valgkampen og i de efterfølgende regeringsforhandlinger er der blevet talt meget om økonomisk ansvarlighed. Men det er svært at forestille sig noget mere uansvarligt end at acceptere, at titusindvis af børn vokser op med afsavn i et af verdens rigeste lande. Vi kan afskaffe børnefattigdom og gøre Danmark rigere, hvis vi vil. Det er et politisk valg.
Indlæggets afsendere De 19 organisationer er alle medlemmer af netværket 'Børnefattigdom, nej tak' Ninna Thomsen, Direktør i Mødrehjælpen, Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær i Red Barnet, Jeanette Bauer, Chef for Kirkens Korshær, Maria Blankensteiner, Direktør i Enestående Forældre, Signe Færch, Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Gry Petersen, Generalsekretær i Børnesagens Fællesråd, Anne Dahl Thing, Forperson i FOLA, Mona Striib, Forbundsformand i FOA, Hanne Aalling Risager, Formand for BROEN Danmark, Mirka Mozer, Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Kenneth Flex, Direktør i Dansk Flygtningehjælp, Dalia Awadh, Forkvinde i Red Barnet Ungdom, Puk Draiby, Generalsekretær i Grønlandske Børn/Kalaallit Meerartaat, Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Lene Krabbe Dahl, Forbundssekretær i 3F, Laila Gyldenhøj, Hovedbestyrelsesleder i Landsforeningen Livsvaerk, Lasse Bjerg Jørgensen, Forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Susanne Dahl, Generalsekretær i Unicef, Bente Boserup, forperson for Børnerådet
Bragt i Altinget, den 27. maj 2026