FOA: Påstanden om offentligt ansattes overdrevne sygefravær er i bedste fald unuanceret og i værste fald direkte usand

Af: Kasper Manniche, cheføkonom i FOA

”Offentligt sygefravær koster tusindvis af arbejdspladser”. Sådan lød en overskrift i en avis for nylig. Og den stod ikke alene. I forskellige versioner fra det tørt konstaterende til det direkte fordømmende - Sygefravær er et frynsegode i det offentlige – fyldte den debat diverse medier denne maj.

Det var ikke en stor overraskelse. Det er efterhånden lige så sikkert som årstidernes skiften, at man med få måneders mellemrum skal konfronteres med såkaldte analyser om offentligt ansattes overdrevne sygefravær fra diverse tænketanke og organisationer.

Og på samme måde sikkert, at analyserne bliver flittigt viderekolpoteret i medierne på en meget loyal og sjældent alt for kritisk facon.

Der er bare det problem, udover historiens forudsigelighed, at påstanden om offentligt ansattes overdrevne sygefravær i bedste fald er unuanceret og i værste fald direkte forkert.

Desværre er virkeligheden ofte svær at skære ud i pap og bøje i neonrør, så den er nem at omsætte til hurtige politiske punchlines og larmende overskrifter. 

Virkeligheden om de offentligt ansattes sygefravær er nemlig nuanceret og udramatisk. Måske endda lidt kedelig. Men lad os gøre forsøget alligevel.

En væsentlig problematik

Analysen fra Danske Arbejdsgiverforening – for det var åbenbart dem, der havde vagten i dette kvartal - konkluderede, at SOSU’er i den offentlige sektor i snit havde 19,6 sygedage i 2024 mod kun 11,5 sygedage blandt privatansatte SOSU’er.

Analysen korrigerede for henholdsvis arbejdsfunktion, køn og alder, så der burde jo ikke være noget at komme efter? Men der er en meget væsentlig problematik, som DA ikke tager højde for. 

Det handler om ansættelsesform, og hvordan man registrerer sygefraværet. Man kan enten være ansat som fastlønnet eller som timelønnet.

Inden for FOA’s område, som i Danmarks Statistiks terminologi hedder ’omsorgsarbejde’ og også indeholder SOSU-området, kan man se at ansatte i den private sektor havde et fravær på 12,6 sygedage. For kommuner og regioner samlet var tallet cirka 18 sygedage.

Disse tal er trukket direkte hos Danmarks Statistik og er ikke korrigeret for arbejdsfunktion, køn og alder som i DA’s analyse. Der er som nævnt tale om gruppen ’omsorgsarbejde’, som er bredere end DA’s afgrænsning på SOSU alene.

Tallene er således en anelse anderledes end DA’s, men viser stort set den samme markante forskel. End of story. Stort problem.

Timelønnede ansatte

Altså lige indtil man begynder at se på de forskellige ansættelsesformer. Ser man på de fastlønnede ansatte i omsorgssektoren i det private, så er fraværet meget tæt på det vi ser i det offentlige nemlig 17,6 sygedage i 2024. No story. Forskellen er et meget lille problem.

For de timelønnede ansatte i det private er fraværet til gengæld helt nede på 10,4 sygedage. Og da der er omkring 65-70 procent timelønnede i omsorgssektoren på det private område, så trækker det tallet ned på 12,6 sygedage for alle privatansatte i omsorgssektoren.

Grunden til at timelønnede har langt mindre fravær, er, at de typisk er meget dårligere dækket, hvad angår fuld løn under sygdom.

Det kan betyde, at der er et større incitament til at gå på arbejde selvom man er syg og egentlig burde blive hjemme. 

Derudover er der også et mørketal, hvor timelønnede, der ikke har ret til løn under sygdom slet ikke får registreret sygedage, med mindre de modtager løn eller offentlig ydelse som for eksempel dagpenge eller sygedagpenge.  

For de offentligt ansatte er der et meget centralt problem. I registreringen af det offentlige sygefravær, medtager man kun de fastlønnedes fravær. Som altså er meget tæt på fraværet for fastlønnede i den private sektor.

Klart mest retvisende

Hverken Kommunernes – og Regionernes Løndatakontor eller Danmarks Statistik registrerer data for timelønnede ansatte i kommuner og regioner. 

Inden for for eksempel social- og sundhedsområdet i kommunerne er det cirka 26 procent der er timelønnede. Det er langt færre end i det private, men stadig så stor en gruppe, at det betyder noget. For andre af FOA’s områder er tallene endnu højere. Havde de været med i data så havde det betydet to ting. 

For det første ville det samlede sygefravær med meget stor sandsynlighed blive sænket en del i den offentlige sektor, såfremt de timelønnede indgik.

For det andet så ville den klart mest retvisende sammenligning være mellem hhv. fastlønnede i privat sektor og kommuner og regioner. Og hvis data havde muliggjort det mellem timelønnede i privat sektor og kommuner og regioner.

Konklusionen er altså, at DA’s analyse – og med den mange af dens forgængere i genren - har en indbygget skævhed, som trækker kommuner og regioners sygefravær op på totalerne på grund af de manglende data for timelønnede offentligt ansatte.

Og når man så laver den eneste meningsfulde sammenligning, nemlig den mellem fastlønnede privatansatte og ansatte i kommuner og regioner, der på grund af data pr. definition er fastlønnede, så er forskellen nærmest væk. Og det er den gode historie og de oprørte overskrifter også. Det burde DA have oplyst i deres analyse. 

FOA vil meget gerne tale om initiativer, der kan nedbringe sygefraværet. Det er helt utroligt vigtigt. I vores optik handler det om vedvarende og ambitiøse investeringer i arbejdsmiljøet og forebyggelse.

Men denne diskussion bør tages på et ordentligt grundlag og ikke på myter om at de offentligt ansatte omsorgsmedarbejdere er langt mere syge end i den private sektor fordi de kan slippe afsted med mere som offentligt ansatte. Det forplumrer blot en vigtig debat. 

Bragt i A4 Overenskomst, den 28. maj 2026