Faglige ledere i Sygehussamarbejdet: Her er syv ting, det nye Folketing skal huske

Af: Dorthe Boe Danbjørg, formand, Sundhedskartellet og forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Tanja Nielsen, sektorformand, FOA, Lis Munk, forkvinde, Jordemoderforeningen (på vegne af Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter), Susanne Wammen, formand, Overlægeforeningen, Wendy Sophie Schou, forperson, Yngre Læger, Lene Roed, formand, HK Kommunal og Nathali Degn, formand, Danske Sundhedsadministratorers Landsforening

Vælgerne er klare i mælet. Sundhedsvæsenet er en af de vigtigste dagsordener. Alligevel har det fyldt forsvindende lidt i valgkampen.

Det er svært at forstå, for vi står midt i nogle af de største forandringer i sundhedsvæsenet i årtier. Beslutninger, der får betydning for både patienter og medarbejdere langt ud i fremtiden.

Som repræsentanter for mere end 100.000 ansatte på de offentlige sygehuse står vi midt i virkeligheden hver dag. Vi ved, hvor det fungerer – og hvor det halter.

Det nære sundhedsvæsen skal styrkes, sygehusene skal vende sig udad og der skal satses på forebyggelse i langt højere grad. Men det er vigtigt, at gevinsten ikke tages på forhånd. Sygehusene har stadig brug for rammer, der tager hensyn til den demografiske udvikling med flere ældre.

Derfor har vi lavet en huskeliste til det nye Folketing.

1. Sammenhæng og sundhedsdækning
Sammenhæng er et nøgleord i sundhedsreformen. Hvis patienterne skal opleve nærhed, kvalitet og sammenhæng i deres forløb, kræver det, at vi tænker i helheder og ikke i siloer.

Reformen har et nødvendigt fokus på at sikre lægedækning. Derudover skal vi sikre en samlet sundhedsdækning, der er fagligt bæredygtig, og hvor alle fagligheder bringes i spil med respekt for deres kompetencer.

2. Faglighed er ikke til forhandling
Flere og mere komplekse opgaver flytter med sundhedsreformen tættere på borgerne. Det er den rigtige retning. Men det stiller større og nye krav til fagligheden.

Det gælder både for de medarbejdere, der skal til at arbejde på nye måder – det kan være uden for hospitalet, via digitale løsninger eller med brug af avanceret teknisk udstyr. Men også for den store gruppe af medarbejdere i det nære sundhedsvæsen uden en relevant uddannelse. Det udfordrer både kvaliteten og patientsikkerheden.

Vi kan ikke flytte opgaver uden at flytte kompetencer. Hvis kvaliteten skal følge med, kræver det investeringer i uddannelse, opkvalificering og ordentlige arbejdsvilkår. Og det kræver investering i ledelse og samarbejde på tværs.

3. Folkesundhedsloven - forebyggelse kræver handling
Danskerne lever længere, men har færre gode leveår med godt helbred. Samtidig er uligheden i sundhed fortsat markant – både socialt og geografisk.

Det ser vi i hverdagen: børn uden sunde rammer, unge med usunde vaner, og mennesker der får opdaget sygdom for sent.

En folkesundhedslov kan give et afgørende løft af danskernes sundhed. Men kun hvis den indeholder forpligtende mål for både kommuner, regioner og stat og følges af reelle investeringer.

Data og forskning skal også spille en større rolle i forebyggelse, og overvågningen af folkesundheden skal integreres i de nationale kvalitetsmål, så udviklingen i danskernes sundhed følges tæt.

4. Psykiatrien kræver handling
Efterslæbet i psykiatrien er reelt og mærkes hver dag af både patienter og personale.

10-årsplanen og visionerne i sundhedsreformen er vigtige skridt, men planer i sig selv gør ikke en forskel. Det gør handling.

Det afgørende er, om patienterne oplever kortere ventetid, bedre sammenhæng og højere kvalitet.

Derfor skal der følges systematisk op på om målene nås. Om kapaciteten faktisk bliver styrket, og om patienter oplever bedre sammenhæng, kortere ventetider og mere kvalitet i behandlingen.

Hvis resultaterne udebliver, skal der handles. Psykiatrien må ikke igen ende som det område, der bliver glemt.

5. Et sundhedsberedskab skal fungere i praksis
Et stærkt sundhedsberedskab er en forudsætning for et sikkert og modstandsdygtigt Danmark. Men det kræver planlægning og kapacitet at holde sundhedsvæsenet beredt til alle situationer.

Regionerne skal kende deres del af ansvaret for det nationale beredskab. Medarbejderne skal kende arbejdsgange, kommandoveje og ikke mindst deres vilkår i en krisesituation.

Derfor er der brug for faste nationale minimumskrav til sundhedsberedskabet, krav om årlige øvelser, tydelig inddragelse af medarbejdere og klare retningslinjer for forskellige krisetyper.

Og lad os være ærlige: Nationale krav kræver national finansiering. Ellers bliver beredskabet ikke robust og spist op af andre velfærdsområder.

6. Forebyg vold og trusler mod sundhedspersonalet
Sundhedsvæsenet hænger kun sammen, hvis der er personale til at få det til at fungere. Men vold og trusler mod sundhedspersonalet er desværre blevet en større del af hverdagen.

Hvis vi vil have et sundhedsvæsen, der hænger sammen, skal vi passe bedre på dem, der holder det sammen.

Derfor er der brug for at lære af de initiativer, der virker, og samtidig for en national handleplan mod vold i sundhedsvæsenet med fokus på forebyggelse, sikkerhedskultur og kompetenceudvikling.

Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre et trygt arbejdsmiljø. Men det er også et politisk ansvar at sætte retningen.

7. Prioritering kræver faglighed tæt på patienten
Ressourcerne i sundhedsvæsenet er ikke uendelige. Derfor skal de bruges klogt.

Et nationalt prioriteringsråd kan være en del af løsningen. Men prioritering må aldrig blive en skrivebordsøvelse. Fagligheden fra hverdagen skal inddrages, og der skal være plads til faglige skøn i mødet med patienten. Det er her, kvaliteten afgøres. Og det er her, vi sikrer, at ressourcerne gør størst mulig gavn.

Retningen for sundhedsvæsenet er sat. Nu skal kursen holdes, og beslutningerne skal følges hele vejen ud i hverdagen.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 19. maj 2026