Debatindlæg

FOA: Skønt med en beredskabsuge – en skam, at den ikke begynder det rigtige sted

Det er svært at se et samfundsberedskab for sig uden alle de medarbejdere, der hver dag arbejder med børn, ældre, handicappede og syge. De skal inviteres ind i dialogen om beredskabsplaner og klædes på til at kunne udføre deres opgaver, hvis og når krisen opstår. Den bøn og opfordring gælder ikke bare i beredskabsugen, men også i årets 51 andre uger.

Af: Thomas Enghausen, næstformand og Thomas Brücker, sektorformand, FOA

En voldsom storm rammer midt om natten. Strømmen går pludselig i hele kommunen, og alle IT-systemer bryder sammen. Telefonnettet er ustabilt, og nødkaldssystemer virker kun delvist.

Du møder ind til din vagt som social- og sundhedsassistent i ældreplejen, hvor mørket kun brydes af nødlys. Flere borgere er utrygge, nogle er afhængige af elektrisk udstyr, og medicinlister kan ikke tilgås digitalt. Forestil dig, at du står med en stor gruppe ældre borgeres liv og helbred i dine hænder. Hvad vil du gøre for at udføre dit arbejde?

Det og mange andre spørgsmål om kriser har vi i FOA spurgt vores medlemmer om. Det simple svar er: De ved det simpelthen ikke. Kommunerne er i gang med at udarbejde beredskabsplaner på alle områder – efter anvisninger fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, men planerne når sjældent helt ud til de medarbejdere, der er ude hos borgerne. De får ingenting at vide, de er ikke involverede, hverken i planlægningen, øvelser eller præcise handlinger før, under og efter en krise.

I denne uge er det beredskabsuge. Det har vores tidligere beredskabsminister besluttet inden valget. Beredskabsugen skal gøre os bevidste om, hvordan vi er en del af et totalberedskab. En samlet indsats for at forebygge og håndtere større hændelser, kriser og katastrofer. I år har ugen temaet "Vi er der for Danmark". Det er en god idé, men kun hvis man bruger den rigtigt. Redningsberedskaberne har taget ugen til sig og laver aktiviteter i beredskaberne, men hvad med alle de arbejdspladser, der ikke har beredskab som deres arbejdsopgaver i det daglige?

En rundspørge hos landets kommuner viser, at mange kommuner endnu ikke er kommet i gang med beredskabsøvelser, beredskabsplaner eller dialogen ude på arbejdspladserne, om hvordan der skal handles under kriser. Det er ikke godt nok. Vi efterlader ikke kun medarbejderne i det offentlige på perronen. Vi efterlader også alle de borgere, der dagligt har brug for hjælp fra det offentlige. Plejehjem, bosteder, skoler, daginstitutioner osv. Trusselsbilledet bliver ikke mindre i disse år - tværtimod - og vi er som samfund nødt til at handle nu. Også den del af samfundet, der får alle vores velfærdsområder til at fungere.

Her er vores bøn, til hvordan vi kan gøre det bedre i fremtiden. Sørg for at invitere medarbejderne ind i dialogen om beredskabsplaner. Klæd dem på til at kunne udføre deres opgaver, hvis og når krisen opstår. Øv jer på, hvordan I kan sikre, at fru Hansen får besøg og hjælp fra hjemmeplejen, hvis der opstår en krise. Og den bøn, den opfordring gælder ikke bare i beredskabsugen, men også i årets 51 andre uger.

Det er svært at se et samfundsberedskab for sig uden alle de medarbejdere, der hver dag arbejder med børn, ældre, handicappede, syge. Lad os nu komme i gang. Og lad os begynde det rigtige sted.

Vi er her alle sammen for Danmark. Også hvis krisen opstår.

Bragt i A4 Beredskab og Forsvar, den 5. maj 2026