Demens er blevet en folkesygdom. Vi har redskaberne til at hjælpe, hvorfor gør vi det så ikke?

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA

Flere og flere danskere får demens. Det er en direkte konsekvens af den voksende ældrebefolkning.

I FOA arbejder mange af vores medlemmer på ældreområdet med mennesker, der lever med demens.

I en helt ny rundspørge siger over halvdelen af vores medlemmer, at mere end halvdelen af de borgere, som de hjælper hver dag, er demensramte. Sådan er vilkårene.

Det skal vi indrette os efter. Desværre er vi alt for dårlige til at hjælpe de udsatte. Alt for mange borgere med demens får i dag antipsykotisk medicin for at dæmpe uro, angst eller udadreagerende adfærd. Det er en udvikling, vi skal tage alvorligt.

For selvom medicinen i nogle tilfælde kan være nødvendig, ved vi også, at den indebærer betydelige risici: øget dødelighed, fald, sløvhed og tab af livskvalitet.

Når vi ved det, og når vi ved, at der er bedre måder at hjælpe på, hvorfor gør vi det så ikke allerede i langt højere grad?

Vi ved jo godt, hvilken vej vi skal gå. Vi ved, at mennesker med demens reagerer stærkt på deres omgivelser. Små ændringer kan have stor effekt.

Dæmpet belysning kan reducere uro sidst på dagen. Lydvægge og støjdæmpning kan mindske sanseoverbelastning. Tryghedsskabende teknologier – som sansestimulerende “dyr” – kan give ro og nærvær. Beroligende stole og sansestimulerende hjælpemidler kan afhjælpe angst og fysisk uro.

Men vigtigst af alt er relationer, tid og faglighed. Det kræver uddannet personale, der forstår demenssygdomme og kan aflæse, hvorfor borgeren reagerer, som han eller hun gør.

Uro er ikke “problematisk adfærd” – det er kommunikation. Måske er borgeren bange. Måske er der smerter. Måske er omgivelserne utrygge. Hvis vi svarer med medicin, risikerer vi at lukke ned for det menneske, som vi burde forsøge at forstå.

Derfor er det afgørende, at vi investerer i de rette rammer. Det handler om normeringer, det vil sige personale, flere mennesker omkring den ældre, så der er tid til nærvær.

Det handler om kompetenceudvikling, uddannelse, så medarbejderne har de faglige redskaber til at hjælpe borgeren. Og det handler om ledelsesmæssig prioritering, så de ikke-medicinske indsatser bliver førstevalg – ikke sidste udvej.

Vi skal turde stille krav til os selv og til systemet. For sandheden er jo, at et værdigt liv med demens ikke er et spørgsmål om held. Det er et spørgsmål om politisk vilje og faglig prioritering.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om værdighed i ældreplejen, så skal vi også turde reducere brugen af antipsykotisk medicin. Ikke ved at fjerne muligheder – men ved at styrke alternativerne.

Mennesker med demens har ikke brug for at blive dæmpet. De har brug for at blive mødt.

Og netop nu, hvor vi markerer demensugen, har vi en særlig anledning til at stoppe op og spørge os selv, om vi gør det godt nok. Demensugen i uge 19 skal ikke kun skabe opmærksomhed – den skal skabe handling.

Der er allerede gjort vigtige erfaringer i det nationale arbejde med at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til borgere med demens. De erfaringer må ikke samle støv i rapporter og projekter. De skal omsættes til praksis i hele landet.

Derfor er tiden inde til, at vi tager den viden, der allerede findes, og forankrer den i en kommende demenshandlingsplan. Vi ved, hvad der virker. Nu handler det om at sikre, at det også bliver det, vi gør.

Mindre medicin. Mere menneske. Det bør være pejlemærket for fremtidens demensindsats.

Bragt i Avisen Danmark, den 8. maj 2026