FOA: Hvad med at lade tidligere au pairer få en chance i ældreplejen?

Af: Pia Heidi Nielsen, fagpolitisk ordfører, FOA

En kvart milliard kroner. Det er 250.000.000 i tal. Det lyder ikke kun som mange penge. Det er mange penge. Og det er så meget, regeringen har sat af til at skaffe et par hundrede social- og sundhedsansatte fra Indien og Filippinerne de næste år.

I FOA er vi enige om, at udfordringen med personalemangel på blandt andet ældreområdet er stor og voksende.

Min kollega Tanja Nielsen (sektorformand i FOA, red.) har gentagne gange advaret mod rekrutteringskrisen og peget på løsninger, der kan være med til at fastholde og rekruttere medarbejdere.

En fremskrivning fra Finansministeriet viser, at der i 2035 vil mangle 23.800 social- og sundhedsansatte, fordi vi bliver flere ældre med behov for pleje.

Men mens målet er godt og sundt, er vi meget i tvivl, om rekrutteringen fra Indien og Filippinerne er den mest praktiske og økonomiske måde at gribe det an på.

Måske er det værd at se, om vi har muligheder tættere på, inden vi sender bud efter ellers udmærkede mennesker fra den anden side af kloden.

Au pairs er her i forvejen for at arbejde

Hvad for eksempel med de udenlandske sygeplejersker vi sendte bud efter, da sygeplejerskemanglen truede mest herhjemme, men som nu har sværere ved at finde arbejde, efter at mange af deres danske kolleger har søgt tilbage til jobbet?

Eller hvad med de au pairs, som allerede er i landet, og som vi ved, for en stor dels vedkommende i forvejen har en sundhedsfaglig uddannelse.

En gruppe, der allerede gennem to år har lært dansk, som har oplevet den danske kultur og været en del af det danske samfund. Og hvor størstedelen ironisk nok kommer fra Filippinerne, som er et af de steder, regeringen vil hente de mulige kommende social- og sundhedsansatte fra.

Som reglerne er i dag, må au pairs ikke være her i mere end de to år, som et au pair-ophold højst må vare. Så skal de ud af landet igen. Fra politisk hold har man afvist at tilbyde dem at blive, fordi au pair-ordningen handler om kulturudveksling og ikke må blive en indgang til det danske arbejdsmarked.

Men fortællingen om au pairs som kulturudveksling er meget langt fra virkeligheden i dag. Bare se på Udlændinge- og Integrationsministeriets egen evaluering af ordningen fra 2019.

Her fremgår det, at den primære motivation for au pairerne er at tjene penge til familien i deres hjemland – og at de danske værtsfamilier først og fremmest vil have en au pair for at få hjælp til husligt arbejde og børnepasning.

Sandheden er, at au pair-ordningen allerede i dag i praksis er en arbejdsmarkedsordning – bare uden at sikre au pairerne de samme rettigheder som andre lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.

Hvad med at give au pairerne samme chance som deres landsmænd?

I 2024 blev der givet 591 opholdstilladelser til au pairs. I 2025 til og med november var tallet 455. Hvad med at give dem det samme tilbud, som regeringen har planlagt at give mange af deres landsmænd i Filippinerne og Indien?

Hvis nogle af dem har både lyst til og mod på at tage en social- og sundhedsfaglig uddannelse for at arbejde her, vil de på mange måder have et solidt forspring, fordi de netop allerede har så godt et forhåndskendskab til Danmark.

Og når vi samtidig ved, at en del af dem allerede er uddannet inden for det sundhedsfaglige område, før de kom hertil i første omgang, virker det som en no brainer.

Så kære politikere. Lad nu være med at komplicere verden unødigt og begynd med at se de muligheder vi allerede har lige foran os.

Bragt i Seniormonitor, den 24. februar 2026