Formand for Service-,Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren Thomas Brücker


Debatindlæg

FOA: Det totale beredskab begynder lokalt

Af: Thomas Brücker, sektorformand, FOA

Efter at have været overset i mange år, er det danske beredskab igen kommet i fokus. Vi bliver nærmest oversvømmet med planer og udmeldinger om, hvordan vi styrker beredskabet for tiden.

Og det er ikke ment negativt. Slet ikke. FOA har i mange år kæmpet for at styrke det danske beredskab. Allerede ved reformen i 2016 advarede vi om, at det var umuligt at lave et bedre og mere samlet robust beredskab, samtidig med at der skulle spares 150 millioner kroner.

Og ikke uden grund. Mange gange har beredskabet vist sig at være sårbart – især ved de større hændelser som f.eks. oversvømmelser.

Derfor er vi også rigtig glade for, at det politiske Danmark langt om længe har set lyset, og har sat fokus på det danske totalberedskab.

Og når vi taler totalberedskab spiller det kommunale og det statslige redningsberedskab helt naturligt en afgørende rolle, når vi skal sikre tryghed for borgerne og en sikker drift af det danske samfund. Og vi er rigtig glade for, at der frem imod 2035 afsættes 5 milliarder kroner mere til beredskabet.

Det er bare ikke helt ligegyldigt, hvordan disse penge udmøntes. Der er ingen tvivl om, at det er afgørende for Danmarks samlede sikkerhed, at indsatsen imod cyberangreb styrkes markant, og vi vil gerne rose planerne for at have dette store fokus.

Vi vil også gerne rose, at der sættes midler af til at understøtte det statslige beredskab, så det i højere grad er i stand til at bistå de borgernære kommunale redningsberedskaber med både mandskab og især materiel, når de beder om hjælp.

Det er de gode nyheder. Desværre ser vi også, at der mangler fokus på de borgernære kommunale redningsberedskaber. Det vil altid være det kommunale redningsberedskab, der rykker først ud, når stormen rammer, oversvømmelsen kommer, eller brandene hærger. De er lokalt forankret og er det beredskab, der bliver disponeret, når borgerne ringer 112.

Det kommunale beredskab er det beredskab, der tilkaldes, når der opstår en akut hændelse, hvad enten det er en mindre hændelse eller en stor katastrofe.

Det af regeringen nedsatte ekspertpanel har for ganske nylig leveret 10 meget specifikke anbefalinger til, hvordan det danske beredskab kan styrkes – både når det kommer til skalerbarhed, robusthed og professionalisering. Vi håber meget, at et kommende Folketing vil kigge grundigt på disse anbefalinger, når de mange afsatte penge skal udmøntes.

Det er også vigtigt, at man i højere grad stiller krav til kommunerne om at bidrage til det samlede danske totalberedskab.

Det er ikke kun borgerne, der skal preppe. Der bør også være et krav til kommunerne om at gøre det. Det kan de blandt andet gøre ved at sikre sig, at en stor andel af de kommunale medarbejdere er parat til at indgå i det samlede totalberedskab. Der er eksempelvis over 20.000 tekniske medarbejdere i de 98 kommuner, som vi gerne så kommunerne blive forpligtet til at uddanne og indlemme i det kommende danske totalberedskab.

For at skabe tryghed er det nære beredskab altafgørende, og det vil også være her, man får mest ”value for money”. Derfor bør det borgernære kommunale beredskab stå i første række, når de afsatte penge skal udmøntes.

Bragt i Avisen Danmark, den 28. februar 2026