Store kommunale besparelser afslører den skæve styring af kommunernes økonomi

Af: Kasper Manniche, cheføkonom i FOA

Arbejdet i landets 98 kommuner med næste års budget er i fuld gang. Og pressen, både lokalt og nationalt, flyder i øjeblikket over med dystre meldinger fra en række kommuner. Lolland Kommune har således trukket overskrifter med udsigt til et gigantisk hul i kassen på over en halv milliard kroner.

Men der er også andre kommuner, hvor det umiddelbart ser sort ud. Næstved Kommune mangler 78 mio. kr., Morsø mangler mellem 44 og50 mio. kr., Roskilde 67 mio. kr., Middelfart 26 mio. kr., Faaborg-Midtfyn 30 mio. kr., og listen vokser, mens jeg skriver.

NB-Økonomi har peget på, at der aldrig er blevet søgt så mange penge fra særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, svarende til 2,75 mia. kr. Det er en rekord.

Hvordan hænger det sammen med, at regeringen lige før sommerferien kunne præsentere endnu en flot økonomiaftale for kommunerne, hvor man for tredje år i træk løftede kommunernes økonomi med over 3mia. kr.?

Det betyder, at man nu i tre år ikke blot har sikret, at kommunerne kunne håndtere det demografiske træk – altså de penge, der skal til, for at skoler, hospitaler og ældrepleje kan følge med ændringer i befolkningens størrelse og alderssammensætning, f.eks. flere ældre eller børn. Men også det, vi kalder det velstandssikrede demografiske træk.

Det dækker over de penge, der skal til for både at matche ændringer i befolkningens størrelse og alderssammensætning og den generelle stigning i samfundets velstand og velfærdsforventninger.

Men på trods af det ser vi nu massive besparelser i en række kommuner. Umiddelbart giver det ikke rigtig mening.

Et årige aftaler

Ingen tvivl om, at lokale forhold naturligvis spiller en rolle. Men der ligger også nogle mere strukturelle problemstillinger bag, som bør adresseres.

Først og fremmest er det et problem, at økonomiaftalerne og servicelofterne kun rækker et år frem. Kommunerne laver i deres budgetter en fremskrivning af økonomien tre-fire år frem i tiden, de såkaldte overslagsår. Her fremskrives befolkningsudviklingen og udgifterne samt de indtægter, man kan fremskrive, f.eks. skatteindtægter, forældrebetaling i daginstitutioner osv.

Men én central indtægt kan man ikke fremskrive på, og det er tilskuddet fra staten samt løftet i de samlede rammer. Man kender af gode grunde ikke økonomiaftalerne for 2028, 2029 og 2030 endnu. De kommunale embedsmænd ønsker naturligvis ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt, og antager derfor ofte en meget konservativ vurdering af udviklingen i indtægterne i tilskud.

Det resulterer derfor meget ofte i, at udgifterne løber fra indtægterne, jo længere frem i overslagsårene man kommer. Det skaber et kunstigtog uhensigtsmæssigt vedvarende behov for besparelser, når fremtiden på papiret ser så sort ud.

Derfor er det også meget fornuftigt, at man nu fra regeringens side vil kigge på muligheden for flerårige økonomiaftaler og kommunale budgetter. Det er selvfølgelig en grundpræmis, at disse aftaler fortsat indeholder penge nok til at dække det velstandssikrede demografiske træk. Men allerede det, at man kan få klarhed over størrelsen på ens tilskud fra staten i flere år frem, vil afhjælpe problemerne.

Særtilskudpuljen

Og så kommer vi til den særtilskudspulje, som næsten halvdelen af landets kommuner i år har lagt billet ind på. Puljen fungerer som et supplement til det almindelige udligningssystem, som flytter pengemellem kommunerne for at hjælpe dem med store socioøkonomiske eller demografiske udfordringer.

For de kommuner, som er særligt udfordrede, er særtilskudspuljen ofte en redningsplanke i svære budgetprocesser. Det var glædeligt, at man med økonomiaftalen for 2027 øgede puljens størrelse fra 800 mio. kr.til 1 mia. kr. Men en udfordring, der alle år har været ved særtilskudspuljen, er, at kommunerne først får svar på, om de fårpenge, og i så fald hvor mange, i slutningen af august.

Det betyder, at en kommune som f.eks. Lolland, der er dybt afhængig afpuljemidler, hvert år er på pinebænken og først midt i budgetprocessen kender de økonomiske rammer. Der bør derfor kigges på, hvordan man kan udmønte de penge tidligere i processen, så de relevante kommuner kan lave en ordentlig planlægning og ikke skal sætte en skræk i livet på medarbejdere og borgere med dystre budgetoplæg, som så viser sig at være langt mere dramatiske end nødvendigt.

På den lange bane bør vi gøre særtilskudspuljen overflødig, når vi i 2029 skal have et nyt udligningssystem. En helt central problemstilling i det nuværende udligningssystem er, at kommuner med mange ældreborgere underfinansieres.

Skæv udligning

Man får simpelthen ikke i tilstrækkelig grad dækket sine udgifter. Det skyldes den måde, kommunernes udgiftsbehov opgøres på, hvor 67pct. er aldersbestemte udgiftsbehov, og 33 pct. er socioøkonomiskeudgiftsbehov. Men de socioøkonomiske behov – f.eks. borgeres uddannelsesniveau, beskæftigelse m.m. – beregnes ikke på baggrund af de faktiske udgifter fordelt på alder, men ud fra et landsgennemsnitligt tal, der bygger på alle aldersgrupper, selvom en 85-årig også koster mere i socioøkonomiske udgifter end en person på 35 år.

Det betyder, at kommuner med mange ældre (eller børn for den sagsskyld) bliver tabere i udligningssystemet. Og omvendt vil kommuner med mange voksne i den arbejdsdygtige alder blive overkompenseret.

Det rammer særligt mange udkantskommuner, hvor de unge flytter væk. I FOA’s optik bør den ulighed have meget høj prioritet i det kommende arbejde med udligningssystemet.

Det specialiserede socialområde

Endelig så skal vi kigge på det specialiserede socialområde. Udgifterne til området er stigende. Fra 2024 til 2025 steg udgifterne reelt med 2,7mia. kr., samtidig med at kommunernes økonomiaftale for 2025løftede den samlede økonomi med 3,2 mia. kr. De stigende udgifter til det specialiserede socialområde svarer næsten til det løft, som skulle sikre kvaliteten i hele velfærden.

Den problemstilling har været rejst i offentligheden de seneste år, men desværre fortsætter man politisk med at danse om den varme grød. Og heller ikke i økonomiaftalen for 2027 har man håndteret det.

Der arbejdes løbende med forskellige forslag til at have bedre hånd i hanke med økonomien på området. Mere kontrol med de privateudbydere, ny takstmodel, opgaveflytning og også tanker om, at kommunerne laver egne tilbud. Der går næppe en uge, uden vi hørerom nye eksempler på private bosteder, der snyder og bedrager for skatteborgernes penge.

Det skal der til en start meget bedre styr på. Man kunne dog også undtage det specialiserede socialområde fra udgiftslofterne, så de stigende udgifter i mindre grad påvirker resten af velfærden. Og så er der behov for en økonomisk håndsrækning til kommunerne fra statens side, indtil man har en bedre økonomisk styring på området.

Kommunerne har naturligvis det primære ansvar for at styre deres økonomi. Men det er og bliver et politisk ansvar på Christiansborg at sikre, at kommunerne har nogle ordentlige rammer at arbejde ud fra.

Det er ødelæggende for tilliden mellem befolkningen og kommunalpolitikerne, at man på den ene side hører, at der aldrig er brugt flere penge på velfærd, mens det flyver rundt med overskrifterom massive besparelser i den lokale velfærd.

Bragt i Jyllands-Posten, den 22. august 2026