FOA: Et bæredygtigt arbejdsliv for omsorgsmedarbejderne er forudsætningen for værdighed i demensplejen

Af: Tanja Nielsen, sektorformand

Forestil dig at vågne om morgenen og ikke vide, hvor du er. At den medarbejder, der står i døren, føles som en fremmed, selv om hun har været der mange gange før. Eller at du ved, hvad du gerne vil sige, men ordene ikke længere vil komme.

Det er hverdagen for mange mennesker, der lever med demens.

Danskerne lever længere i dag. Det er en af de store gevinster ved vores velfærdssamfund, et bedre sundhedsvæsen og et generelt sundere liv. Det skal vi glæde os over. Men et længere liv betyder også, at flere af os vil opleve sygdomme, der bliver mere almindelige med alderen. En af de mest alvorlige er demens.

Demens er ikke en naturlig del af det at blive gammel. Det er en sygdom, der gradvist kan ændre menneskets hukommelse, personlighed og evne til at klare hverdagen. Og når vi bliver flere ældre, bliver demens også en større opgave for vores sundheds- og ældrepleje.

I dag lever omkring to ud af tre beboere på landets plejehjem med en demenssygdom. Det fortæller noget om, hvor stor en del af ældreplejens hverdag demens allerede er blevet. Det mærker FOA’s medlemmer hver eneste dag.

Social- og sundhedsmedarbejdere møder mennesker, som har brug for langt mere end hjælp til bad, medicin og måltider. De har brug for tryghed, genkendelighed og tid. De har brug for medarbejdere, der kan se mennesket bag sygdommen og forstå, hvad der ligger bag en uro, en afvisning eller en konflikt.

Det kræver faglighed. Men det kræver også tid.

Derfor skal den kommende nationale demenshandlingsplan være langt mere end gode intentioner. Den skal skabe rammer, der gør det muligt at levere den omsorg, vi som samfund siger, at mennesker med demens fortjener.

Tid til at gøre tingene ordentligt

Statsministeren varslede i sin nytårstale i 2026, at der i løbet af året vil blive fremlagt en ny national demensplan. Det er godt. For der er brug for handling – blandt andet når det gælder hurtigere udredning og bedre forhold for mennesker med demens og deres pårørende.

Men vi skal også turde tale om medarbejderne.

For hvis vi vil sikre værdighed for mennesker med demens, skal vi samtidig sikre et bæredygtigt arbejdsliv for dem, der hver dag står ved siden af dem.
Det handler om normeringer. Om flere medarbejdere og kloge hoveder, så der er tid til nærvær og til at gøre tingene ordentligt.

Det handler om uddannelse og kompetenceudvikling, så medarbejderne har de faglige redskaber til at håndtere de komplekse situationer, der følger med demens.
Og det handler om at bruge de muligheder, vi faktisk har.

Velfærdsteknologi kan være en del af løsningen. Sensorer kan eksempelvis være med til at skabe tryghed og opdage, hvis en borger er på vej ud af sin bolig om natten. Teknologi kan understøtte medicinhåndtering eller hjælpe mennesker med demens til at klare mere selv. Og digitale løsninger kan i nogle tilfælde frigive tid til medarbejderne. Skærming, lydmure og lyssænkning kan skabe den fornødne ro, der er brug for inde på plejehjemmene.

Men her er det afgørende: Teknologi må aldrig blive en erstatning for menneskelig kontakt. En sensor kan registrere, at en borger er urolig. Men den kan ikke sætte sig på sengekanten og spørge: Hvad er det, der gør dig utryg?

En skærm kan minde om medicinen. Men den kan ikke skabe den relation og tillid, som ofte er afgørende for et menneske med demens.

Velfærdsteknologi skal derfor bruges til at give mennesker med demens mere frihed og tryghed – og medarbejderne mere tid til det, som kun mennesker kan: omsorg, nærvær og relation.

Medicin skal ikke være første svar

Det samme gælder de ikke-medicinske indsatser. Vi skal være langt bedre til at bruge aktiviteter, musik, bevægelse, genkendelige rutiner og andre faglige metoder, som kan skabe ro og livskvalitet.

Medicin skal ikke være første svar, når et menneske med demens bliver uroligt eller reagerer voldsomt. Vi skal først spørge os selv, hvad mennesket forsøger at fortælle os. Det kræver faglighed. Og det kræver tid.

Vi skal også huske de pårørende. Når et menneske får demens, rammer sygdommen ikke kun den, der får diagnosen.

Den rammer en ægtefælle, en søn, en datter, en ven. Pårørende kan stå med et enormt ansvar og en sorg over gradvist at miste den person, de kender – samtidig med at de forsøger at navigere i et komplekst system. De skal ikke stå alene.

Vi skal turde stille krav til os selv og til systemet. For et værdigt liv med demens må ikke afhænge af, hvilken kommune man bor i, hvor mange medarbejdere der er på arbejde den pågældende dag, eller om man har pårørende med kræfter til at kæmpe for sig.

Værdighed skal være en rettighed – ikke et spørgsmål om held.

Den kommende demenshandlingsplan er derfor en vigtig mulighed for at hæve ambitionsniveauet. Vi ved allerede meget om, hvad der virker. Nu skal vi sikre, at den viden bliver omsat til praksis.

Det kræver investeringer. Det kræver uddannelse. Det kræver medarbejdere nok. Og det kræver, at vi bruger teknologien klogt – som et redskab til mere frihed og mere menneskelig omsorg, ikke som en genvej til færre hænder. For mennesker med demens har ikke brug for mindre menneskelighed, fordi de har fået en sygdom. De har brug for mere.

Det er dét, den nye demenshandlingsplan skal sikre.

Bragt i Seniormonitor, den 27. august 2026