Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene for, at flere får demens

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA

En tidlig morgen i 2023 på et plejehjem i Christiansfeld udviklede situationen sig fatalt. En plejehjemsbeboer med demens begik grov vold mod en 99-årig kvindelig medbeboer med døden til følge.

Beboeren havde forvildet sig ind i kvindens bolig. Da hun bad ham om at gå, blev han udadreagerende og voldelig. Den 99-årige kvinde brækkede sin hofte og næse, og skulderen gik af led. Hun blev opereret, men døde dagen efter. En lignende episode udspillede sig tidligere på året på et plejehjem i Vejen. Det er tragiske hændelser med én fællesnævner: Gerningsmændene har demens.

Sagerne viser med al tydelighed, hvad der kan ske, når sygdommen overtager magten over adfærd, personlighed, dømmekraft og virkelighedsopfattelse. Og hvad der sker, når rammerne i ældreplejen ikke er politisk prioriteret.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens lever 103.000 mennesker i dag med demens. I 2040 forventes tallet at stige til 146.000. Opgaven vokser. Det gør bemandingen ikke. En FOA-undersøgelse fastslår, at mere end to af tre oplever, at borgerne er blevet mere plejekrævende, og at der er flere med demens. Samtidig oplever 63 pct. af de ansatte i ældreplejen, at der er færre kolleger pr. ældre borger i dag end for to år siden.

Desværre er udviklingen ikke tilfældig. Det er resultatet af mangelfuld politisk indgriben, der svigter ældreplejens ansatte og borgere med demens. Demensområdet har brug for en saltvandsindsprøjtning. Det erkendte statsministeren selv i sin nytårstale den 1. januar, hvor hun løftede sløret for en national demensplan. Den ambition vil jeg ikke lade dø, selvom toppolitikerne stadig er i gang med de indledende dansetrin i regeringsforhandlingerne.

Nogle problemer synes at forsvinde, hvis man vender det blinde øje til. Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke. For vi kan ikke standse udviklingen i antallet af mennesker med demens. I stedet kan vi standse det pres, ældreplejens ansatte står i. Derfor skal en national demensplan sikre øremærkede midler til demensområdet. Herunder en massiv investering i medarbejdernes kompetenceudvikling.

Arbejdet med demens kræver høj faglighed. Uden den kan kvaliteten i plejen ganske enkelt ikke leveres. I dag er omtrent hver fjerde ansatte i ældreplejen ufaglært. Det er ofte dem, der står alene i ydertimerne med ansvaret for en demensafdeling, hvor en borger render rundt på gangen, fordi forskellen på nat og dag er udvisket. En anden insisterer på at ville »hjem« og forsøger gentagne gange at forlade afdelingen. Samtidig er en tredje fanget i hallucinationer og har brug for den ufaglærtes nærvær. Det er den virkelighed, de kan træde ind i. Nogle kommer direkte fra gymnasiet og får et job i ældreplejen i deres sabbatår.

Det er direkte uansvarligt. Vi kan ikke forvente, at de har erfaringen og kompetencerne til at håndtere så komplekse situationer. Derfor skal ufaglærte have en grundlæggende uddannelse i demenspleje, f.eks. gennem AMU-kurser. Men det stopper ikke der – også de faglærtes faglighed skal udvikles, så den følger de høje krav, der kommer med stigningen i antallet af demente.

Siden efteråret 2025 har social- og sundhedsassistenter haft mulighed for at specialisere sig i demens. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men det kræver, at flere medarbejdere får tid, opbakning og adgang til at gennemføre det. Og det kræver en national demensplan, der sætter retning og holder kursen.