I dag stopper 38 personer på jobbet på grund af smerter

Af: Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører, FOA og flere andre.

Ulighed viser sig mange steder i samfundet. Smerter i muskler og led er desværre ikke nogen undtagelse. For smerterne rammer skævt, når det handler om, hvem der har mange smerter – og hvem der får den rette hjælp og behandling. Det er meget tydeligt i statistikken, at der er en stærk social slagside, hvis man ser på længden af uddannelse, typen af job og forekomsten af smerter i for eksempel ryg, knæ og nakke.

Smerter kan være invaliderende og forhindre mange i at udføre dagligdagsaktiviteter og svække livskvaliteten hos de mennesker, der er ramt. Mange har så ondt, at de ikke kan holde til at gå på arbejde. Det betyder, at de må forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension eller langtidssygemelde sig. Her kommer uligheden til syne. Smerter i kroppen er nemlig i dén grad overrepræsenteret blandt de grupper i samfundet, der har den laveste uddannelse.

Den nyeste sundhedsprofil fra marts 2026 viser, at mennesker med den korteste uddannelse har tre gange så stor risiko for at opleve smerter i for eksempel nakke eller lænderyg som mennesker med længst uddannelse. Her arbejder mange typisk i job med hårdt fysisk arbejde. Det er for eksempel sosu’er, pædagoger og bygningsarbejdere. De mennesker, som vi i forvejen mangler på det danske arbejdsmarked, men som er dem, der presses til at forlade det i utide.

Der, hvor uligheden for alvor bliver tydelig, er, hvis vi ser på, hvorfor mange i de grupper med den laveste uddannelse ikke får hjælp. En ny rundspørge viser, at halvdelen ikke søger den hjælp, de har brug for, fordi egenbetaling for at gå til fysio- og ergoterapeut er en barriere for dem.

Det skal vi ændre på. Det er ikke rimeligt, at rigtig mange mennesker tvinges til at fravælge den mest effektive behandlingsform – nemlig træning – og ikke får hjælp til at indrette hverdagen efter deres egen formåen, fordi de ikke har råd. Man skal ikke have penge op af lommen for at komme til sin praktiserende læge eller blive indlagt på hospitalet, når man er syg. Men har man ondt i kroppen, er man overladt til sin egen pengepung – og størrelsen på den afgør det videre forløb.

Vi kan ikke være bekendt at lade så mange i stikken. Konsekvenserne er enorme for den enkelte i form af dårlig livskvalitet og et farvel til det job, der giver en indtægt. Vi fastholder ganske enkelt mennesker i unødig smerte og sender dem ud på en personlig økonomisk deroute.

Hvad er det så, der mangler for at bringe mere balance og fairness ind i ligningen her? Vi er først og fremmest nødt til at have sundhedspolitikere og en kommende sundhedsminister og regering til at forstå omfanget af udfordringen og handle på det.

Tallene taler for sig selv. Hvert år forsvinder 22.000 fuldtidsstillinger, fordi smerterne i kroppen bliver for store. Det svarer til, at alle indbyggere i en by på størrelse med Sønderborg ikke arbejdede. Dagligt er det 38 personer, der forlader arbejdsmarkedet for at gå på førtids- eller seniorpension på grund af smerter.

Det er jo ikke umuligt at få politikerne til at prioritere forebyggelse og behandling af visse sygdomme. Politikerne har for eksempel valgt, at det ikke er acceptabelt, at mange danskere dør af kræft eller af hjertekarsygdomme.

For at optimere og intensivere behandlingen for disse sygdomme har man derfor indført såkaldte pakkeforløb i det danske sundhedsvæsen, så man sikrer gratis og hurtig behandling på disse udvalgte sygdomme. Det samme gør sig desværre ikke gældende for muskelskeletlidelser. Måske fordi det er en ’stille’ folkesygdom, som man ikke dør af.

Det er ikke særlig dramatisk, at slidgigt i nakken eller diskusprolaps i ryggen forhindrer pædagogen eller bygningsarbejderen i at kunne gå på arbejde. Men der gemmer sig personlige tragedier bag diagnoserne og smerterne. Og det koster i øvrigt også samfundet 58 milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste.

Vi mener derfor, at der skal en egentlig handlingsplan til for, at problemet bliver grebet seriøst an. En plan, der både ser på, hvordan vi kan forebygge, så færrest muligt får ondt, og samtidig sikrer hurtig og bedst mulig behandling, så smerterne ikke bliver kroniske. Det handler derfor om at have et styrket fokus på forebyggelse, og her spiller arbejdspladserne en utrolig vigtig rolle. Det er oplagt at bruge motion i arbejdstiden som en løftestang til at styrke medarbejderne – især i de fag, hvor der i forvejen er meget fysisk hårdt arbejde, er en fokuseret og helhedsorienteret træning i arbejdspladsregi en del af løsningen. Civilsamfundet har også en vigtig rolle at spille med at gøre livet mere aktivt for den enkelte – flere idrætsorganisationer står klar. Der skal bare være en plan for at involvere dem aktivt.

Men det handler også om, hvordan vi får indrettet strukturerne i sundhedsvæsenet på en måde, så pengepungen ikke er afgørende for, om man har en fair chance for at undgå at få smerter, og hvis man har fået dem, at man så kan komme af med dem varigt og hurtigt.

Kort sagt er den store skurk, at der både mangler forebyggelse, og at adgangen til at få den rette behandling er dyr kombineret med, at mange mennesker ser det som en stor barriere at skulle punge ud med en stor egenbetaling hos fysioterapeut, ergoterapeut eller kiropraktor. Og det giver sig selv, hvis man hører til i gruppen af folk med de laveste lønninger, at der ikke er råd til at søge den nødvendige hjælp eller have ressourcer til at forebygge smerterne.

Der er altså tale om en kæmpe udfordring, der skal løses. Og der er en række håndtag, vi kan skrue på. Hvis den politiske vilje er til stede, kan vi sikre, at færre mennesker får smerter, og at færre mennesker er tvunget til at leve med smerter.

Bragt i Politiken, den 29. april 2026

Underskrivere:
Jeanette Præstegaard, formand, Danske Fysioterapeuter; Pernille Aude, formand, Dansk Firmaidræt; Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører, FOA; Lene Krabbe-Dahl, forbundssekretær, 3F; Tina Nør Langager, forperson, Ergoterapeutforeningen; Mie Rasbech, politisk chef, Forsikring og Pension, samt Mette Bryde Lind, direktør, Gigtforeningen.