Formand for Service-,Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren Thomas Brücker


Debatindlæg

Regeringen spænder vognen for hesten

Af: Thomas Brücker, sektorformand, FOA

Så kom den. Endelig. Planen for hvordan vi håndterer sårbare borgere under en krise.

Tak til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab for langt om længe at komme med sine anbefalinger. Og godt at se, at mange af FOA’s anbefalinger er med i planen. Jeg er glad for, at der er fokus på de sårbare borgere. Ældre, børn, handicappede og så videre.

Men – og det er altså et ret velvoksent men – vi mangler stadig et realistisk svar på, hvem der skal løse alle de opgaver en samfundskrise vil udløse.

I ministerens plan – og i regeringens meldinger og handlinger generelt - bliver der lagt meget vægt på at klæde civilsamfundet på til at håndtere en kommende krise. Og det er bestemt også vigtigt. Men det er altså ikke der, vi skal begynde, hvis vi skal undgå, at en kommende krise vokser sig større.

Regeringen spænder vognen for hesten og ikke omvendt, som den burde. Det svarer til, at vi uddanner samaritter, før vi uddanner læger og sygeplejersker i en tid, hvor der er behov for læger. Vi burde i stedet sætter kræfter ind på at forberede og uddanne de ansatte, vi ved kommer til at spille en rolle, hvis krisen opstår.

Rundt om i landets kommuner arbejder der mange tusinde medarbejdere, der kommer til at stå i front, hvis krisen rammer, og som med yderligere uddannelse kan være med til at tage mange af problemerne, inden de vokser sig uoverskuelige. De kan være en koordinerende og afgørende faktor som oveni købet kan sikre, at de frivillige gør den gavn, der er brug for.

Hvis - eller måske når - krisen kommer, er der behov for en indøvet analog plan. En plan på godt gammeldags papir, som er lige til at tage op af skuffen. Der er behov for, at alle ved, hvad de skal gøre for de ældre, der er afhængige af et elektrisk iltapparat. Og de ældre der har brug for medicin og hjælp, der kan ikke vente på, at de elektroniske kørelister igen bliver tilgængelige.

Det kræver en professionel indsats fra professionelle folk. Fra folk der kender området og forholdene lokalt. Det er de ansatte i kommunerne og i danske beredskaber.

Nu er det så op til kommunerne at efterleve regeringens anbefalinger og producere en plan for, hvem der skal udføre opgaverne, og hvordan de klædes på til det. I FOA stiller vi naturligvis vores kompetencer til rådighed for sparring om opgaven.

Bragt i Avisen Danmark, den 2. november 2025