Joan Lindskov, fagpolitisk ordfører


Debatindlæg

Velfærden smuldrer, når vores ledere har det skidt

Af: Nanna Højlund, næstformand for FH, og Joan Lindskov, fagpolitisk ordfører i FOA og talsperson for FH's Lederforum

Mange os har sikkert på et tidspunkt i vores arbejdsliv leget med tanken om, hvilken frihed der ville være, hvis vores chef en dag bare ikke kom på arbejde længere. Så kunne vi selv finde ud af at gøre det meget bedre.

Men når vi så tænker efter, husker vi den vigtige rolle, som en dygtig leder spiller på arbejdspladsen. For mens lønmodtagerne har en afgørende rolle i at skabe den gode og effektive arbejdsplads, er det op til lederen at inspirere og udvikle dem. Og ikke mindst at prioritere, når der skal findes tid til nye opgaver.

Det er egenskaber, som der i høj grad bliver brug for på ældreområdet, hvor implementeringen af Ældrereformen vil sætte både ledere og lønmodtagere under pres de kommende år.

Nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser imidlertid en bekymrende udvikling. Sygefraværet blandt kommunale ledere på ældreområdet er steget med hele 63 procent siden 2018. Det understreger behovet for at handle, hvis ikke vi skal risikere, at det bliver endnu sværere at rekruttere fremtidens ledere.

Ofte kan ledere befinde sig i en svær situation, hvor de skal balancere mellem strenge krav fra den øverste ledelse og behovet for at være til stede for deres medarbejdere. Det gælder ikke mindst ledere på ældreområdet, hvor der er begrænsede ressourcer, et stigende antal ældre borgere, en kæmpe reformimplementering samt stor mediebevågenhed.

Dette pres fører til øget sygefravær og høj udskiftning blandt lederne, hvor mange vælger at vende tilbage til medarbejderrollen. En nylig rapport viser, at 41 procent af de ledere, der forlader deres stilling, søger tilbage til en medarbejderrolle.

Hvis vores velfærd skal være bæredygtig, er vi nødt til at forbedre vilkårene for lederne. De skal blandt andet fritages for en række administrative opgaver, som i stedet kan løses af administrative medarbejdere, så lederne kan fokusere på at være til stede og støtte deres medarbejdere. Ved at mindske det administrative pres kan lederne bruge mere tid på at understøtte og udvikle de ansatte, hvilket vil bidrage til at forbedre kvaliteten af vores velfærd.

Vi skal desuden gøre lederrollen mere attraktiv ved at anerkende ledernes vigtige rolle i at sikre kvaliteten af vores velfærd. Det er vigtigt, at både ledere og ansatte oplever en gensidig afhængighed. Vi må ikke underdrive den udfordring, som lederne står i, og en større forståelse for lederrollen og dens udfordringer vil skabe et mere harmonisk arbejdsmiljø for både ledere og medarbejdere.

En analyse fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at der om ti år kan mangle næsten 23.000 social- og sundhedsansatte på landets plejehjem og i hjemmeplejen. Den rekrutteringskrise kan ikke løses af lederne alene, men tilstedeværelsen af dygtige ledere er en forudsætning for, at vi kan rekruttere medarbejderne. Så det skal også løses ved at skabe bedre vilkår for lederne.

Lad os arbejde sammen for at skabe et sundt arbejdsmiljø for alle, hvor ledere kan trives og yde deres bedste. Ved at investere i ledernes trivsel og arbejdsvilkår investerer vi i fremtiden for vores velfærd og sikrer, at den kan levere høj kvalitet og omsorg til de ældre.

Godt samspil mellem ledelse og ansatte er en forudsætning for at have en god arbejdsplads. Det skal vi fremme i de kommende år, hvor der skal implementeres store reformer på tværs af den offentlige sektor.

Bragt i Avisen Danmark, den 26. marts 2025