Onsdag den 07.05.2025 Debatindlæg
To nye specialiseringforløb for social- og sundhedsassistenter er en styrkelse af faget, og noget, FOA længe har kæmpet for, lyder det fra sektorformand Tanja Nielsen.
Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA
Men det er ikke det vigtigste her – det vigtige er, at social- og sundhedsassistenter med sådan en specialiseringsuddannelse, vil kunne gå ud og være stærke medarbejdere indenfor to store områder som demens og psykiatri.
Faktisk er demens og psykisk sygdom to af de største folkesygdomme i Danmark. Ved at møde fagteori og nye metoder til, hvordan man laver konkrete forbedringstiltag på arbejdspladsen, kan det gøre en stor forskel – det kan handle om, hvordan man samarbejder med pårørende eller forbedringer af de fysiske rammer. Det kan være, hvordan man arbejder med konfliktnedtrapning, eller hvordan man lærer af utilsigtede hændelser. Det er helt nødvendigt, at vi etablerer specialiseringsveje for social- og sundhedsassistenterne, hvis vi skal matche den stigende kompleksitet på området, hvor vi i fremtiden får flere borgere med multisygdomme. Borgere der rammes af demens eller psykisk sygdom, og hvor der ofte kan være dobbeltdiagnoser på grund af øvrig somatisk sygdom eller for eksempel misbrugsproblematikker. En kompleksitet der kræver særlig viden og stærk faglighed i mødet med borgeren.
De to nye uddannelser er begyndelsen på en fremtid, hvor der vil være behov for udvikling af flere forskellige specialer for de social- og sundhedsuddannede, der matcher fremtidens behov – som vi også ser i ældreloven og sundhedsreformen – og hvor vi spejler andre sundhedsfaglige på området som eksempelvis sygeplejerskernes specialeveje. Vi er stolte over, at social- og sundhedsassistenter med disse to specialiseringsuddannelser bliver endnu stærkere til – gennem nye partnerskabsinitiativer og sammen med resten af den tværfaglige indsats – at udvikle hjælpen og støtten til patienter og borgere i det fremtidige sundhedsvæsen og med de mange nye opgaver der banker på døren. Fremtidens sundhedsvæsen fordrer flere specialeveje, så vi kan sikre os, at kompetencerne er til stede ude på landets arbejdspladser. Ikke mindst i en fremtid hvor sygehusene flytter ind i borgernes dagligstue. De to nye specialer for social- og sundhedsassistenterne er en milepæl. I FOA kipper vi med flaget, og gør klar til de næste vigtige skridt.
Bragt i Seniormonitor, den 7. maj 2025