Nu skal hver eneste kommune tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen

Af: Mona Striib, formand for FOA og formand for Forhandlingsfællesskabet

Er I klar?

Ledigheden er lav, rekrutteringsudfordringerne på flere områder er store, endda meget store.
Gammelkendte værktøjer som vi har kunnet anvende med stor succes afskaffes. Herunder jobrotation hvor vi har kunnet sætte gang i uddannelsesmøllen, få ledige i beskæftigelse og efterfølgende i uddannelse med god varig effekt.

Jeg er stor tilhænger af frisættelsen fra rigide rammer og regler, hvis det vel og mærke betyder, at der i stedet for lovpligtigt samtaleræs bruges ressourcer på tidlig indsats og hjælp.

Jobåbningerne er der, ja faktisk står dørene åbne på vid gab.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne nu sørger for at komme igen. Få skabt tryghed for medarbejderne om rammen for opgaven, få truffet målrettede beslutning om, hvordan forskellige målgrupper skal hjælpes og kan hjælpes, hurtigt og effektivt.

Det har altid været sådan at skiftende konjunkturer giver forskellige udfordringer i beskæftigelsesindsatsen. Der har altid været udsving, indimellem store og indimellem små. Nu skal der tænkes klogt. Ønsket om frisættelse har været stort for alle parter, og nu skal det vises, at det ikke bare har været for at spare, men for at investere i de rigtige indsatser for det enkelte individ.

Min erfaring gennem tiden har været, at den hurtige indsats, den rigtige indsats, er den, der virker.
Vi har vel alle krummet tæerne i skoen, når vi har kunnet se at antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke rigtig flyttede sig, at antallet af langtidsledige trods nedgang i ledighed nærmest var konstant, at antallet af unge uden tilknytning til hverken uddannelse eller arbejde blev ved med at være en massiv udfordring.

Jeg er superærgerlig, over at jobrotationsværktøjet er afskaffet, men nu er den enkelte kommune frisat til at tilrettelægge de indsatser, der skal til for at hjælpe den enkelte og for at sikre, at vi har gang i hjulene og skaffer den nødvendige arbejdskraft. Vi skal skelne mellem midlertidigt sygdomsramte borgere og borgere, som i årevis har været placeret på kontanthjælp og ledige i A-kasse systemet.

Jeg gentager: Vi har lav ledighed i Danmark, vi har forholdsvis let ved at etablere nye uddannelser, vi har data på, hvor vi nu og i fremtiden mangler arbejdskraft, vi har data på hvor mange unge, vi ikke formår at få i uddannelse eller beskæftigelse. Lad os så komme i gang.

Denne dans skal vi mestre 

I årevis kunne vi følge,hvordan private aktører skød frem på markedet og tilbød forløb og kurser for ledige, som ikke rigtig førte til varig og holdbar beskæftigelse.  Snævert set på FOAs overenskomstdækkede områder, har vi både været igennem en årrække, hvor ekstra ordinært ansatte blot var på kort visit på arbejdspladserne i seks måneder, men med varigt aftryk af fortrængning af ordinære jobs. En negativ spiral der ikke medførte, at ledige kom i varig holdbar beskæftigelse.

Nu skal vi gøre det klogt.

Så kære kommuner, sørg for et godt netværk med A-kasserne og både private og offentlige arbejdsgivere.
Der skal to til tango, og denne dans skal vi mestre til gavn for borgerne og for samfundet.

A-kasserne er rigtig gode til at finde jobåbninger for ledige, der ikke har andre udfordringer. Vi skal finde de rigtige samarbejder om at få uddannet flere, at give sporskifte mulighed for langt flere, og vi skal finde værktøjshylden frem til de mange sårbare borgere, som kræver særlige indsatser.

Vi spiller med, og vi kommer til at holde skarpt øje med, at det hele ikke bare blev en spareøvelse.

Bragt i Kommunen.dk, den 4. maj 2025