Alle taler om au pairer, men ingen gør noget for dem

Af: Pia Heidi Nielsen, fagpolitisk ordfører, FOA

Billederne er indbydende. Store, smukke liebhaverboliger med havblik til Øresund. Æterisk skandinavisk design. Rene, blanke flader. Rigdom. Luksus. Netflix-serien ”Reservatet” har fået rekordmange verden over til at stimle sammen om den uhyggelige historie om au pairen Rubys mystiske forsvinden fra sin velbeslåede værtsfamilie i Gentofte.

Serien er ikke bare en god krimihistorie. Den har kastet mange interessante værdidebatter af sig: Om hvorvidt man som forælder kan udlicitere omsorgsopgaver til en au pair. Om tv-serien ikke alt for stereotypt fremstiller velhaverfamilier fra whiskybæltet som privilegieblinde ”rige svin”. Om man udnytter den globale ulighed ved at have au pair. Eller om au pairer er nødvendige for at skabe ligestilling for danske kvinder, som det antydes i et af seriens første afsnit. Her bliver seriens hovedperson af en kollega konfronteret med, om ikke det er lidt »kolonialt« at have en au pair. Til det svarer hun:

»Kvinder, de skal på arbejde, og det vil vi gerne have. Men det er, som om mænd er ikke helt klar til at hjælpe derhjemme med at få det til at køre. Så er vi nødt til at udlicitere, ikke?«

Men den debat, som vi mangler at have, og som vi bliver nødt til både at tage og få afsluttet, er debatten om au pairernes vilkår. De er nemlig slet ikke gode nok. Det står klart for os i Foa, som organiserer og hjælper au pairer, der kommer i klemme hos deres værtsfamilier.

»Jamen jeg kender en familie, der har au pair, og hun har det bare så godt. De er så glade for hende, og hun bliver virkelig behandlet godt.« Jo. Sådan lyder det ofte i debatten om au pairer. Og hør: Selvfølgelig findes der au pairer, som har en god oplevelse med deres ophold her. Selvfølgelig er der mennesker, som ikke misbruger ordningen. Som ikke forventer, at deres au pair arbejder flere end de højst 30 timer ugentligt, som ordningen tillader. Som ikke råber ad dem eller udsætter dem for sexchikane. Som betaler de lommepenge og giver den frihed, au pairen har krav på.

Men mange glemmer bare det meget problematiske forhold, som manuskriptforfatteren bag hitserien, Ingeborg Topsøe, siger i et interview i ”Deadline”: at »au pairerne bor sammen med deres arbejdsgiver, som deres opholdstilladelse er bundet op på«.

Her peger hun på det nok største indbyggede problem ved ordningen: at au pairernes opholds- og arbejdstilladelse er knyttet til den enkelte værtsfamilie. Og netop derved har vi et skævt magtforhold mellem au pair og værtsfamilie. For det betyder, at mange au pairer ikke tør sige fra, hvis de oplever uoverensstemmelser med familierne – af frygt for at blive opsagt og sendt til deres hjemland. Au pairerne er her altså på værtsfamiliernes nåde. Og lugter det ikke lidt af kolonialisme? Det synes jeg.

Der er behov for at ændre ordningen markant. Det blev ikke mindst tydeligt, da en evaluering af ordningen helt tilbage i 2019 afdækkede, at ordningen i dag ikke længere handler om sit oprindelige formål, nemlig kulturudveksling. For værtsfamilierne handler det først og fremmest om at få hjælp til huslige arbejdsopgaver. For au pairerne om at tjene penge, som de kan sende hjem til deres familier.

Vi må kalde en spade for en spade. Derfor mener vi i Foa, at vi bør lave au pair-ordningen om til en familiehjælperordning. Hvor man anerkender det arbejde, au pairerne udfører, som netop arbejde, og hvor man som alle andre steder på det danske arbejdsmarked betaler en regulær løn i stedet for som i dag at give lommepenge.

Au pair-ordningen bør heller ikke diktere, hvor gammel en au pair bør være, ligesom vi ikke skal blande os i, om en au pair er gift eller har børn. De krav stiller vi ikke til nogen andre på arbejdsmarkedet, og de er alene opfundet for at sikre, at de, som antager en au pair, ikke skal have moralske kvababbelser over at have en au pair til at passe deres børn, mens au pairens eget barn er efterladt i hjemlandet uden sin mor.

Men har vi for eksempel nogensinde haft en mening om, at polakker, som kommer til landet som håndværkere, ikke må forlade deres børn i hjemlandet? »Cecilie. You don’t know my world. You know nothing about my world,« siger au pairen Angel sammenbidt og grådkvalt i serien, da hendes og hendes families forsørgelsesgrundlag forsvinder. Skal vi ikke lade det være op til au pairerne selv at træffe deres beslutninger i stedet for at agere moralske overdommere?

Både den forhenværende og den nuværende udlændingeminister, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek, har flere gange bebudet ændringer af au pair-ordningen. Men endnu er det blevet ved snakken. Endda har politikerne på Christiansborg helt sluppet ansvaret for ordningen ved at sløjfe støtten til en ellers hårdt tiltrængt rådgivning af au pairer på finansloven. En rådgivning, som Foa i dag finansierer, og som viser, at au pairer ofte kommer i klemme hos deres værtsfamilier.

Det kan lyde besnærende helt at afskaffe ordningen. Men det er ikke den rigtige løsning. Arbejdet vil nemlig stadig blive efterspurgt. Det vil også blive udført. Det vil så bare være under helt uregulerede forhold – og altså betyde endnu ringere beskyttelse for dem, der udfører arbejdet.

Derfor. Vi kan ikke bare blive ved med at snakke om au pair-ordningen. Vi bliver nødt til at gøre noget ved den. Lad os smøge ærmerne op og flytte os fra debat til handling. Vi er klar.

Bragt i Jyllands-Posten, den 28. maj 2025