Når reformerne krydser, skal social- og sundhedsassistenten have et godt sted at stå

Af: Tanja Nielsen, sektorformand i FOA, Anne Grethe Larsen, vicedirektør for NSR-sygehusene i Region Sjælland, Torben Klitmøller Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune og Daniel Schwartz Bojse, direktør for Sundhed, Social og Engineering, Professionshøjskolen Absalon

Sundhedsreform. Ældrereform. Uddannelsesreform. Tre store samfundsprojekter presser sig på. Fordi vi bliver flere ældre, fordi sundhedsvæsenet skal hænge bedre sammen, og fordi vi mangler medarbejdere til kernevelfærd.

En afgørende del af fremtidens borgernære velfærd formes netop dér, hvor disse tre reformspor krydser hinanden. Det kryds kan blive stormfuldt – fyldt med forventninger, forandringer og for få hænder. Men det kan også blive et trygt og bæredygtigt sted at stå.

En af de mest bærende figurer i velfærdens fundament, står i centrum for reformkrydset -og det er social- og sundhedsassistenten. Danmark mangler allerede i dag mange tusinde social- og sundhedsassistenter, og behovet bliver kun større. Derfor er gruppens arbejdsvilkår, ambitioner og kompetencer ikke blot en brik i spillet, men en forudsætning for, at velfærdsbyggeriet kan bære, når reformerne ruller.

Manglen på social- og sundhedsassistenter kræver mere end kampagner og intentioner. Vi skal investere massivt i uddannelse og videreuddannelse. Ikke som et appendiks til en ældreplan eller et bilag i en sundhedsaftale, men som en bærende søjle i velfærdens fremtid.

Udgangspunkt i virkeligheden

Det handler ikke kun om kvantitet – men om kvalitet. Efteruddannelse til social- og sundhedsassistenter skal give mening, og det sikrer man ved, at uddannelserne matcher de opgaver, der skal løses i praksis. De skal tage udgangspunkt i virkeligheden – i ældreplejen, psykiatrien, på akutafdelingen og i det nære sundhedsvæsen. Og de skal tage afsæt i social- og sundhedsassistentens virkelighed – både opgaverne og faggruppens forudsætninger. 

Det kræver praksisnær og anvendelig undervisning. For omsorg og komplekse patientforløb læres ikke via PowerPoint alene – det kræver supervision, simulation, sidemandsoplæring og tæt kobling til hverdagens forandrede opgavekrav. Og vigtigst af alt: Uddannelserne skal give anerkendelse.

Formelle kompetencer

Den social- og sundhedsassistent, der tager en efteruddannelse – måske som enlig forsørger og måske endda også i sin fritid – skal kunne tage sine kompetencer med sig. På tværs af kommunegrænser, sektorer og specialer. Det kan hun kun, hvis kompetencerne er dokumenterede og anerkendte.

Derfor er det ikke nok med korte kurser og uformelle oplæg. De kan være udmærkede lokalt – men det er kun formelt kompetencegivende uddannelse, der reelt kan løse den nationale udfordring på tværs af fag, sektorer, professioner og regioner.

Det handler om respekt. Respekt for faglighed. For ansvar. Og for, at social- og sundhedsassistenter er – og skal være – en bærende del af fremtidens sundhedsvæsen og ældrepleje. 

Når vi taler reformer, skal vi tale uddannelse. Og når vi taler uddannelse, skal vi tænke pædagogisk, klinisk og teoretisk kvalitet – sammen med formel anerkendelse. For eksempel er der netop lanceret to nye nationale specialiseringsforløb i henholdsvis demens og psykiatri. De forløb er udviklet i tæt samarbejde mellem ministerier, arbejdsgivere, faglige organisationer, uddannelsesudbydere og praksisrepræsentanter. Og de er formelt kompetencegivende, så social- og sundhedsassistenten får papir på sine kompetencer og kompetencerne svarer til det som der er behov for i landets regioner og kommuner.

Vi hilser de to specialiseringsforløb varmt velkommen. Men som Egon Olsen siger: 

»Vi skal ikke hjem – vi skal videre.« 

De to første forløb skal kun være begyndelsen på det, vi i fællesskab skaber for social- og sundhedsassistenter – netop dér, hvor ældre-, sundheds- og uddannelsesreformerne krydser hinanden.

Lad os gøre det kryds til et godt sted at stå for social- og sundhedsassistenten. Et sted, hvor man ikke blæses omkuld af reformstormen, men får de redskaber, man har brug for – til at lykkes som det, man er del af: En af de mest uundværlige professionelle faggrupper i en bæredygtig velfærdsstat.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 4. juni 2025