Er det egentligt nemmere at lære dansk i Indien end dansk i Danmark?

Af: Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører, FOA

Forleden læste jeg et fremragende debatindlæg i Politiken skrevet af Valentina Spita. Valentina er fra Rumænien. 

Hun er flyttet til Danmark og hun er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent. En faggruppe, der virkelig er mangel på. 

Men Valentina er udfordret på sproget. Og hun er oprigtig bekymret for sin kommende praktik. Hun er bange for ikke at kunne forstå de mange forskellige opgaver på grund af sprogbarriererne. 

Og Valentina står langt fra alene med den udfordring.

Lige nu bakser regeringen med at få strikket et partnerskab sammen med Indien og Filippinerne. De vil etablere den danske social- og sundhedsassistentuddannelse i Indien. 

Her skal eleverne både lære dansk og fagteorier og leve op til de danske uddannelsesmål. 

Og så er forventningen, at de træder ind på det danske arbejdsmarked med forståelse for den danske samfundskultur og vupti – problemet med mangel på social- og sundhedsuddannede er løst. 

Men, så ligetil er det nok desværre ikke. Og det skriver Valentina lige præcis også. Det er nemlig ikke kun sproget, det er også kultur, værdier og normer, der skal tillæres.

Både et fagligt og menneskeligt perspektiv

Der er ingen tvivl om, at det ikke er, hvilket land man kommer fra, der afgør, om man kan blive en fantastisk dygtig social- og sundhedshjælper eller assistent. 

Men det er dog ret væsentligt, at man kan både tale og forstå det danske sprog, når man skal arbejde samme med dansktalende kollegaer og dansktalende borgere. 

Som Valentina også skriver, kan der nemt opstå misforståelser i kommunikationen om en arbejdsopgave. 

Det kan i værste fald føre til alvorlige fejl, men det kan også give ondt i maven, fordi man fejler i sit arbejde. 

Så der er ikke kun et fagligt perspektiv, men faktisk også et helt menneskeligt perspektiv ved udfordringen.

Hvad forventer politikerne egentlig?

Så lige præcis det jeg sætter spørgsmålstegn ved er:

Tror politikerne, at det er nemmere at tage en social- og sundhedsuddannelse i Indien, lære dansk i Indien og så flytte til Danmark og arbejde, siden det er den løsning, de arbejder så hårdt for skal lykkes?

Og hvad er forventningen egentligt til antallet af indere og filippinere, der bliver uddannet og kommer til Danmark og bosætter sig med sin familie?

Kan et partnerskab med Indien og Filippinerne egentligt løse noget som helst af den mangel på social- og sundhedsuddannede der er?

Erfaringerne fra Lolland

Lolland Kommune startede for nogle år tilbage et sosu-projekt, hvor de rekrutterer europæisk arbejdskraft til kommunen. 

Det har heller ikke været uden problemer. Og det har ikke været hverken en nem eller billig investering. Og det er umiddelbart ikke et projekt, der har spredt sig som ringe i vandet til andre kommuner.

Hvorfor ikke, fristes man til at spørge?

I Danmark er der mange mænd og kvinder med udenlandsk oprindelse, som forsøger sig med at tage en social- og sundhedsuddannelse, men som dropper ud eller bliver dumpet, fordi deres danske sprog ikke er tilstrækkeligt. 

Og selvom der i SOSU-aftalen fra januar 2024 blev afsat cirka 13 millioner kroner til bedre sprogunderstøttelse, så er det jo ikke i nærheden af de 200 millioner kroner, man er villig til at investere i et partnerskab, hvor der skal læres dansk i udlandet. 

Brug pengene herhjemme først

Hvorfor er det egentligt, at de 200 millioner kroner ikke er investeret i bedre danskuddannelse/sprogkurser herhjemme i Danmark?  

Sprogbarriere er en væsentlig årsag til frafald på social- og sundhedsuddannelserne. Et frafald, der skal reduceres kraftigt. 

I FOA er vi ikke imod nye forslag, der kan skaffe flere uddannede social- og sundhedshjælpere og assistenter.

Men det vil da uden tvivl være fornuftigt at løse frafaldet på grund af sprogbarrierer hos herboende udlændinge i Danmark først, inden der oprettes danske uddannelser med danske  danske sprogkurser i udlandet. 

Bragt i Netavisen Pio, den 4. juni 2025