Ældres hjem skal ikke være Fredericia Banegård i myldretiden

Af: Mette Kierkegaard, ældreminister, og Tanja Nielsen, sektorformand i FOA

Vi var i biffen sammen forleden. Inde og se filmen Hjem, kære hjem om Sofie og hendes første tid som ansat i ældreplejen i Aabenraa. I en af filmens allerførste scener ser vi hende skifte stomi-posen hos en ældre borger, hvor afføringen bliver ført ud gennem siden. Vi kommer tæt på i Hjem, kære Hjem. Både i overført og i konkret betydning.

Filmen sætter et alt for sjældent fokus på en vigtig gruppe i velfærdssamfundet. De mennesker, der hver dag som social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter, ufaglærte mm., går på arbejde for at gøre livet lidt lettere og måske lidt lykkeligere for vores ældre medborgere. En gruppe og et område, som ellers har været overset både i kulturen og i samfundet som helhed.

Og vi var ikke alene i biografen. Vi havde fornøjelsen at se filmen sammen med 700 ansatte i ældreplejen og deres pårørende, og vi kunne tydeligt mærke, hvordan publikum genkendte sig selv og deres hverdag.

Filmen viser nemlig stjernestunder, hvor karaktererne i filmen bruger deres medmenneskelighed og faglighed i arbejdet med borgerne og får varme og nærhed igen. Men også bagsiden af medaljen, når vilkårene sætter sig som en følelse af ikke at slå til. Ældrepleje er relationsarbejde, hvor de ansatte gennem omsorg, interesse og faglighed bidrager til at øge ældre menneskers trivsel og livskvalitet. Filmen viser, hvor kompleks ældrepleje er, at arbejdet stiller store krav til den enkelte medarbejder, og at det som i filmen kan have store personlige omkostninger. Som når hovedpersonen mister en borger, hun er kommet særligt tæt på, og må erkende – som en af hendes mere erfarne kolleger siger: "Vi er her ikke for at få dem til at leve evigt, men til at have et godt liv, så længe de er her". Det er ikke så enkelt, som det lyder, når man er kommet meget tæt på et andet menneske.

Filmen kommer i de danske biografer samtidig med, at det store arbejde med at gennemføre den ambitiøse ældrelov for alvor går op i tempo. En reform, der tager fat på nogle af de udfordringer, filmen også sætter spot på.

En af metoderne til at gennemføre reelle forandringer er selvstændige, tværfaglige teams, som er fritaget for unødvendig dokumentation og kan tage udgangspunkt i den enkelte ældres situation. Et opgør med unødvendig detailstyring af medarbejdernes arbejde. De ansatte og borgerne skal i fremtiden langt oftere kunne sige "vi ses i morgen", når besøget er slut. Det skal være slut med at den ældres hjem ligner Fredericia Banegård i myldretiden.

Lidt firkantet kan man sige, at filmen sætter flueben ved de udfordringer, vi har i ældreplejen, og er en slags tjekliste for os i arbejdet fremover. Men den understreger også, at forandringerne ikke kommer af sig selv. Der venter et vigtigt arbejde med at løfte lovens tanker ind i dagligdagen for borgere, pårørende og ansatte.

Derfor er det en god begyndelse at anerkende de mennesker, der hver dag gør en forskel ude hos den ældre borger. Gennem deres arbejdsglæde skal vi skabe livsglæde for den enkelte borger. Det har begge grupper fortjent. Den anerkendelse giver filmen. Den anerkendelse bør vi alle give.

Bragt i Jyllands-Posten, den 23. juni 2025