Børn skal ikke anbringes i ikke-godkendte botilbud

Af: Thomas Enghausen, næstformand, FOA

»Så smadrer jeg dig!« Voldstruslen er videofilmet og kommer fra en voksen, som løber rundt efter et splitternøgent barn fra bostedet AmanaCare.

Det er naboerne i byen Homå, som har filmet både den og en række andre scener. Scener, som begyndte, kort efter bostedet rykkede ind i byen sidste sommer. Stærkt bekymrende scener. Med børn, der skriger i afmagt.

Der er al mulig grund til at dele naboernes bekymring. Hvad landsbyboere har overværet, er eksempler på, hvad der i værste fald kan ske, når børn anbringes i et såkaldt ikke-godkendt tilbud.

Muligheden for at bruge de ikkegodkendte tilbud fremgår af Barnets Lov. Ifølge den kan kommunerne nemlig akut-anbringe børn i tilbud, som ikke forinden er blåstemplet af et socialtilsyn. Her kan et barn eller en ung, som man ikke kan finde det rette tilbud til her og nu, placeres i tre uger. Og yderligere tre om strengt nødvendigt.

Når et barn anbringes et ikkegodkendt sted, skal socialtilsynet orienteres. Men det er kommunen, som skal lave et såkaldt personrettet tilsyn i forlængelse af anbringelsen. Hvornår eller hvor ofte dikterer Barnets Lov dog ikke. Samme princip - og samme hul i serviceloven - gælder ved anbringelse af mennesker med handicap.

De ikke-godkendte tilbud kan altså flyve helt under radaren for ethvert kritisk blik. Der er ingen krav til faglighed. Til kvalitet. Sammensætning af personale. Hvem som helst kan drive det. Desværre også mennesker helt uden indsigt i, hvad sårbare mennesker har brug for.

Jeg er rystet over de sager, jeg har set. Og rystet over, at konceptet med ikke-godkendte tilbud eksisterer. Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet - især når der er tale om en akut anbringelse - taler vi om et barn i dyb krise. Et barn, som måske har været udsat for vold eller overgreb derhjemme og derfor hurtigt skal væk hjemmefra. Eller en selvskadende ung, der har et hashmisbrug, og som har forsøgt selvmord. De har brug for social førstehjælp. Tryghed. Omsorg. Ro. Men de risikerer at få det modsatte.

Det er klart, at mange af de ikkegodkendte tilbud løser deres opgave godt og med faglig sikker hånd. Men når vi som fællesskab ikke blåstempler den faglige kvalitet af tilbuddet, så kan vi ikke være sikre. Og det skal vi være.

I dag ved ingen, hvor mange børn der er akut-anbragt i ikkegodkendte tilbud. Eller hvor længe. Det er kommet frem, efter Morgenavisen Jyllands-Posten i september afslørede, at flere kommuner, herunder København og Aarhus, havde anbragt en række børn i ikke-godkendte tilbud. Uden i øvrigt at orientere socialtilsynet.

På et samråd om ikke-godkendte tilbud erkendte socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), at »der er noget, der tyder på, at der er nogen, der har trukket for meget i elastikken«. Altså kommuner, som har anbragt børn for længe i ikkegodkendte tilbud og ikke varslet socialtilsynet.

Alligevel vil ministeren ikke bruge »det allermest tunge redskab« og ændre på lovgivningen. »Det er lidt vigtigt, om der er tale om to kommuner eller mange kommuner, eller hvad vi har med at gøre,« lød hendes forbehold for at handle her og nu.

Men altså. Holdt. Stop. Stands. Og stå stille.

Uanset hvad en optælling måtte vise, skal vi stramme op, så de tilbud, der løser vigtige sociale opgaver, selvfølgelig skal være godkendt til det. Fortsætter vi som nu, bidrager vi bare til, at flere af de børn, som i forvejen står i en svær situation og måske er blevet svigtet af deres forældre, får det endnu sværere. Da svigter også vi som samfund børnene..