Debatindlæg
Lige adgang til sundhed for mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser kan ikke længere overlades til projekter, puljer eller ildsjæle i enkelte kommuner eller sundhedsråd.
Af: Tanja Nielsen m. fl.
Mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser dør 20 år tidligere og oplever langt flere sundhedsproblemer end andre danskere. For at mindske uligheden og opdage sygdomme tidligere er der behov for adgang til sundhedsfaglige kompetencer med den rette erfaring og viden – også i dagligdagen.
Derfor foreslår vi etablering af udgående sundhedsfaglige botilbudsteams, der arbejder tæt sammen med botilbud, pårørende, almen praksis og hospitaler.
Jørgen blev blind på det ene øje, før nogen opdagede hans grå stær. Han fik først høreapparat, da høretabet var blevet alvorligt. Han mistede sine tænder og endte med gebis, fordi tandlægebesøg aldrig blev prioriteret. Og hans lymfekræft blev først diagnosticeret efter massivt pres fra familien – formentlig overset i flere år.
Ida tabte 10 kilo og havde store tandproblemer, men fik først hjælp, da skaderne var så omfattende, at flere tænder måtte trækkes ud.
Disse beretninger stammer fra handicaporganisationernes rådgivninger, der dagligt er i kontakt med pårørende til borgere med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser, men de kunne lige så vel stamme fra fagfolk i botilbud eller sundhedsvæsenet.
Og de er desværre ikke enestående. Statistikken er entydig: Mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser lever i gennemsnit 20 år kortere end andre, kommer sjældnere til læge og kræftscreening, og har langt flere ubehandlede helbredsproblemer – også på områder, der i princippet burde være lette at forebygge som syn, hørelse og tandpleje.
Dette sker på trods af, at gruppen, der rummer nogle af de mest sårbare borgere i vores samfund – mennesker, som ofte ikke selv kan udtrykke, at de er syge, endsige opsøge hjælp – selvfølgelig har samme sundhedsrettigheder som alle andre. Samfundet svigter med andre ord en af sine mest grundlæggende velfærdsopgaver.
Netop derfor må vi ikke lade chancen for at bruge sundhedsstrukturreformen til at bekæmpe denne ulighed gå tabt.
Gode initiativer – men uden botilbudsteams får de ikke fuld effekt Det er fremskridt, at både Sundhedsstrukturkommissionen og den politiske aftale om reformen for første gang nævner borgere på botilbud og blandt andet fremhæver sundhedstjek hos egen læge og fast tilknyttede praktiserende læger, som for eksempel kan støtte botilbuddene med lægefaglig sparring og fungere som brobygger til det specialiserede sundhedsvæsen. Disse forslag er vigtige og nødvendige. Men de kan ikke alene løfte den store ulighed i sundhed for denne udsatte gruppe.
For at få den fulde effekt skal tiltagene kobles med en langt bedre adgang til de rette sundhedsfaglige kompetencer i hverdagen.
Alle mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser, der har behov for sundhedsfaglig hjælp, skal have adgang til sundhedspersoner med de rette kompetencer i deres dagligdag. Det kan ske gennem udgående, tværfaglige sundhedsfaglige botilbudsteams, der arbejder tæt sammen med botilbud, pårørende, almen praksis og hospitaler.
Sådanne sundhedsfaglige botilbudsteams bør:
Antallet af borgere med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser er i flere kommuner så lille, at de ikke selv kan opretholde sundhedsfaglige botilbudsteams. De bør derfor forankres enten i regionerne – for eksempel i tilknytning til akutsygeplejen eller de nye hjemmebehandlingsteams – eller gøres til en klar skal-opgave for de kommende sundhedsråd.
De sundhedsfaglige botilbudsteams skal være forpligtende At sikre mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser lige adgang til sundhed kan ikke længere overlades til projekter, udviklingspuljer eller ildsjæle i enkelte kommuner eller sundhedsråd. Det er en politisk opgave, og ansvaret ligger hos Folketinget og regeringen, når de udmønter sundhedsreformen.
Sundhedsstrukturreformen introducerer et løft af den almene sygepleje, hjemmebehandlingsteams, regional akutsygepleje og 17 nye sundhedsråd. Alle gode initiativer – men ingen af dem nævner specifikt mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser.
Erfaringerne viser desværre med al tydelighed, at hvis personer med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser ikke bliver eksplicit nævnt og indtænkt i sundhedstilbuddene, bliver de overset og tabt mellem sektorer, faggrupper og myndigheder.
Udgående sundhedsfaglige botilbudsteams vil ikke kræve en enorm eller uoverskuelig investering. Ordningen introducerer ikke nye rettigheder eller sundhedsydelser, men skal blot sikre, at mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser faktisk får adgang til de ofte livsnødvendige sundhedsydelser, de både har behov for – og ret til.
Hvis sundhedsstrukturreformen skal blive det vendepunkt, vi alle håber på, skal sundhedsfaglige botilbudsteams være en del af den konkrete politiske udmøntning. Hvis ikke det sker, er vi alvorligt bekymrede for, at svigtet af nogle af samfundets mest udsatte borgere vil fortsætte.
Indlæggets forfattere
Karina Bundgaard, formand, Autismeforeningen
Pia Allerslev, landsformand, CP Danmark
Kristina Robbins, næstforkvinde, Dansk Sygeplejeråd
Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer
Lone Nørager Kristensen, landsformand, Epilepsiforeningen
Tanja Nielsen, sektorformand Social og sundhed, FOA
Mette Faber, talsperson, Handicapaktivisterne København – For bedre botilbud
Simon Felskov, formand, Foreningen Svær Autisme
Anni Sørensen, formand, Lev – livet med udviklingshandicap
Lars Gjermandsen, formand, ULF – Udviklingshæmmedes Landsforbund
Indlægget er bragt hos Socialmonitor d. 9. december 2025