De hjælper andre og er i fare: Vi hjælper ikke dem

Af: Thomas Brücker

Af Bo Yde Sørensen, forbundsformand, Fængselsforbundet, Heino Kegel, forbundsformand, Politiforbundet, Jacob Guldberg, formand, Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, Thomas Brücker, sektorformand, FOA 

”Vi ankom til en brand, hvor meldingen lød på personer i huset. To børn var savnet. Moren stod udenfor, desperat, mens flammerne tog til. Hun forsøgte gentagne gange at komme ind for at lede efter sine børn. Jeg måtte fysisk holde hende tilbage. Hun kæmpede, skreg, græd. Det var ubærligt. Jeg vidste, at hvis jeg lod hende løbe ind, ville hun ikke komme ud igen.”

Sådan fortæller en ambulanceansat med 38 års erfaring. Det er et øjebliksbillede fra hans virkelighed. Hans hverdag. Hans dagligdag. Og han er ikke alene.

Over 500.000 gange om året er der udrykning i Danmark. Politi, ambulance, beredskab og fængselspersonale er på vej til en kritisk hændelse. 500.000 hændelser som potentielt kan sætte sig på sjælen hos det mandskab, som tager ud til hændelserne. Alt for ofte er meldingen forbundet med uklarhed og alt for ofte eskalerer hændelsen til noget helt andet end forventet. Det giver billeder i hukommelsen og ar på sjælen efterfølgende.

I november sidste år indgik regeringen den såkaldte veteranaftale. Aftalen er et led i forsvarsforliget og indeholder forbedring af forhold for forsvarsveteraner, bl.a. den såkaldte formodningsregel, hvor udgangspunktet er, at det formodes, at der er sammenhæng mellem hændelser under veteranens udsendelse og diagnosen PTSD.

Aftalen rummer gode elementer som omvendt bevisbyrde – så veteraner ikke skal bevise, at de har fået PTSD af deres udsendelse, flere forskellige støtteordninger og mere forskning. Alt sammen noget som hjælper både den enkelte veteran og familien med at komme på fode efter en hændelse, som skyldes deres arbejde.

Det er en flot start på arbejdet med at sikre hjælp til de mennesker, der risikerer PTSD og psykiske belastningsreaktioner, mens de gør en indsats for fællesskabet. Nu mangler vi bare, at politikerne gør arbejdet færdigt.

Det er nemlig ikke kun uden for landets grænser, man risikerer skader på krop og sjæl, mens man beskytter fællesskabet. Slet ikke.

Flere faggrupper inden for højrisikojob rammes af psykiske belastninger. Desværre er deres skæbne hidtil blevet ignoreret trods talrige opråb fra deres faglige organisationer.

Hvis vi alene ser på tallene, er problemerne lige så store – og i nogle tilfælde endnu større – for politi, fængselspersonale og på ambulance og beredskabsområdet.

Her taler vi om næsten hver tredje, der enten udviser PTSD-symptomer eller er i risiko for at udvikle PTSD. Det er et voldsomt højt tal. Vi taler om mennesker, der bliver udsat for ulykke, død og tragedier, blot fordi de passer deres arbejde.

Hvad enten det er politimanden i konfrontation med kriminelle, den ambulanceansatte, der bogstaveligt holder et liv i sine hænder, fængselsbetjenten der oplever voldelig konflikt på arbejde eller brandmanden, der går ind i en brændende bygning for at redde liv.

De faggrupper skal selvfølgelig også have hjælp. De bidrager til tryghed i Danmark på præcis samme måde, som udsendte gør. Men i modsætning til veteranerne, oplever de, at det samfund de har viet deres liv til at beskytte, ikke hjælper dem når deres arbejde får konsekvenser for det psykiske helbred. Her er der ingen hjælp at hente fra forlig som giver midler og støtte til at komme videre i livet.

Vi tror på, at det ikke skyldes ond vilje fra Christiansborgs side, men måske snarere manglende viden, derfor vores fælles initiativ. Det er tid til handling. Det er tid til at fjerne den urimelige skillelinje mellem at være dem, der har været udsat for krig og personer i højrisikojobs. Selvom uniformen er forskellig, er den psykiske belastning den samme.