Debatindlæg
FOA: Normeringerne på plejehjemmene svigter de svage ældre
Forholdene på landets plejehjem er – overordnet set – blevet dårligere de sidste fem år. Det er ikke til at komme udenom. Det er desværre virkeligheden i dag.
Af: Tanja Nielsen, sektorformand i FOA
Det skyldes blandt andet, at normeringerne, altså antallet af borgere per medarbejder, stort set er uændrede, samtidig med at de ældre borgere, der bliver visiteret til plejehjem, fysisk og psykisk har fået det meget dårligere. 77 procent kan ikke gå på toilet alene, og mere end halvdelen lider af demens. De er stærkt svækkede, multisyge og helt afhængige af andres hjælp. Og alligevel er der ikke kommet flere medarbejdere til at hjælpe dem.
Det dokumenterer ny undersøgelse fra VIVE, det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som FOA og Ældresagen har fået foretaget.
Undersøgelsen afdækker også, at der er meget store forskelle på normeringerne kommunerne imellem. I dagtimerne varierer den gennemsnitlige normering mellem 1,4 og 4,1 beboere pr. medarbejder på tværs af landets kommuner. På nattevagterne ser det endnu værre ud, her varierer normeringerne helt fra 7 beboere pr. medarbejder til op til 40 beboere pr. medarbejder. Det ligner et lotteri, hvor det rigtige postnummer udløser gevinsten.
Lad mig sige det ligeud. Det her er ikke værdigt. Hverken for de ældre eller for de medarbejdere som gør deres bedste for at støtte og pleje dem. Når de ældre i dag er meget længere i eget hjem, betyder det, at når de kommer på plejehjemmene får behov for en langt mere kompleks pleje og omsorg end førhen. men det ser vi ikke blive afspejlet i normeringerne.
Resultatet er, at medarbejderne løber alt for stærkt og hele tiden må vælge mellem beboere med akutte behov. Det er ikke værdigt. Hverken for de ældre eller medarbejderne. Næsten halvdelen af de plejehjemsledere, der medvirker i undersøgelsen, bekræfter at der på en typisk uge er pleje- og omsorgsopgaver, som kan være vanskelige at nå at udføre tilfredsstillende for både beboere og personale.
Ved de seneste økonomiaftaler mellem kommunerne og staten er kommunerne blevet kompenseret for et stigende antal ældre. Hvis den kompensation er tilstrækkelig, er der ikke nogen undskyldning for, at velfærden på ældreområdet ikke kan følge med. Kommunerne må og skal rette op på det her.
Om kort tid skal vi alle sammen til stemmeurnerne for at vælge de folk, der skal lede kommunerne de næste fem år. Lad os bruge det som en anledning til at tale om, hvordan vi sammen kan give ældreområdet det løft, som det har brug for.
Bragt i Avisen Danmark, den 8. august 2025