Formand for Social- og sundhedssektoren Tanja Nielsen


Debatindlæg

FOA og Dansk Sygeplejeråd: Manglen på faglighed i ældreplejen er ikke bare bekymrende – det er uacceptabelt

Den støt stigende brug af ufaglærte har vidtrækkende konsekvenser for hele samfundet. Hvis ambitionerne for de kommende reformer skal indfries, skal der skrues markant op for uddannelse af social-og sundhedspersonale, skriver Tanja Nielsen og Harun Demirtas.

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA og Harun Demirtas, 1. næstforperson, DSR

En blodansamling på skinnebenet. En halvspist livret. Et sirligt hjem, der pludselig roder.

Små tegn, som kan afsløre store ændringer i en borgers helbred – hvis de bliver opdaget.

Men vigtige observationer går for ofte tabt, når borgere tilses af ufaglært personale fra ældreplejen, der desværre ikke altid ved, hvad de skal være opmærksomme på.

Antallet af årsværk af ufaglært social- og sundhedspersonale er over de seneste fem år steget fra cirka 7.500 til godt 10.000. Det kan få konsekvenser for borgernes helbred.

I en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd svarer over halvdelen af de kommunale sygeplejersker, at de har oplevet, at borgernes tilstand er blevet forværret på grund af mangelfuld faglig observation og overdragelse.

Dette suppleret med, at 64 procent vurderer, at opgaver simpelthen ikke bliver udført, fordi de relevante kompetencer mangler.

Det er ikke bare bekymrende – det er uacceptabelt. Både som borger og pårørende skal man kunne have tillid til, at alle kan få den hjælp, de har brug for, når de har brug for den.

Dyrt for os alle

Når social- og sundhedsfagligt personale mangler, påvirker det ikke kun borgernes sundhed, men også deres tryghed og livskvalitet.
Konsekvenserne rækker længere end det individuelle plan – de har også store omkostninger for samfundet.

Manglende faglige kompetencer i det nære sundhedsvæsen er en økonomisk bjørnetjeneste. Når en borgers tilstand forværres, kræver det yderligere sundhedsfaglig indsats, og kan i værste fald resultere i unødvendige og kostbare indlæggelser. Det er dyrt for samfundet og skadeligt for borgeren.

Og det sker samtidig med, at vi står over for en aldrende befolkning, hvor flere vil komme til at skulle leve med kroniske sygdomme samt komplekse pleje- og behandlingsbehov, som skal håndteres i borgerens eget hjem.

Sundhedsområdet – både det kommunale og det regionale – står overfor store reformer.

På det kommunale områder banker ældrereformen på. Den kalder også på faglært personale. Og blækket er knap nok blevet tørt på den indgåede sundhedsreform, hvis erklærede mål blandt andet er at styrke det nære sundhedsvæsen.

Men skal ambitionerne indfries, og skal der sikres mere kvalitet og nærhed for borgerne, så kræver det politisk og ledelsesmæssig handling allerede nu.
Noget, der også anerkendes af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, som deler ambitionen om at uddanne flere social- og sundhedsmedarbejdere.

Kommunerne skal tage livtag med den store udfordring, det er, at der med mange ufaglærte medarbejdere, følger daglige faglige spørgsmål. Det er ikke fair, at de ufaglærte kollegaer bliver efterladt alene med opgaven, uden nogen at støtte sig til – de bør i stedet møde faste oplæringsprogrammer med teori, simulation og sidemandsoplæring, så man tager ordentligt imod de nye kollegaer uden uddannelse.

For opgaverne er komplekse, og kræver faglig viden, erfaring og ordentlig oplæring.

Flere faglærte og en klar uddannelsesstrategi

Og så er det helt afgørende for udviklingen på området, at der sættes massivt ind med mere uddannelse.

Kommunerne har i dag en lang række værktøjer til at uddanne fra ufaglært til faglært. Det er rigtig godt.

Men vi skylder både borgerne og sundhedsvæsenet at skrue op og investere i de rette kompetencer.

Der er flere veje at gå. De ufaglærte skal systematisk tilbydes muligheder for at uddanne sig til faglært, og der skal helt generelt sikres flere uddannelsespladser. Og så skal der skabes bedre rammer for efter- og videreuddannelse på tværs af alle faggrupper.

Investeringer i det nære sundhedsvæsen skal prioriteres – ikke kun for at sikre tryg og velfungerende pleje, men også for at styrke samfundsøkonomien. Med flere faglærte og en klar uddannelsesstrategi kan vi skabe en bedre fremtid for både borgerne og sundhedsvæsenet.

Det er nu, vi skal træffe de nødvendige beslutninger for at sikre et stærkt og bæredygtigt sundhedsvæsen – for borgernes skyld, for sundhedsvæsenets skyld og for fremtidens skyld.

Bragt i Altinget, den 10. april 2025